”Problemet med Eichmann var netop, at der var så mange som ham, og at de hverken var perverse eller sadistiske, men var, og stadig er, forfærdelige og forfærdende normale.”
Sådan skrev den tyskfødte jødiske filosof Hannah Arendts i sin bog om ondskabens banalitet efter at have overværet den israelske retssag i starten af 1960'erne mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, en højtstående embedsmand, som stod for organiseringen af transporterne til kz-lejrene.
Få timer før sin henrettelse i 1962 opsøges Eichmann af den israelske dommer, der kendte ham skyldig for forbrydelser mod menneskeheden under Anden Verdenskrig. Det er scenen i Betty Nansen Teatrets nye forestilling ”Samtale før døden”, som er skrevet af Adam Price og instrueret af Peter Langdal.
Dommeren besøger Eichmann i cellen den sidste nat for at finde svar på, hvordan en forholdsvis almindelig mand i et ministerium stod bag millioner af menneskers død.
Det bliver ifølge instruktøren til en heftig natlig samtale om det menneskelige sinds mørkeste afkroge, om ret og uret, skyld og uskyld.
”Det er meget intensivt, og begges indre rulles ud foran publikum. Den ene benægter sit meddansvar i holocaust og drabet på millioner af mennesker, mens den anden for første gang har dømt en person til døden i retfærdighedens navn,” fortæller Peter Langdal, som finder dette scenarie paradoksalt, fordi Eichmann med sin straf befries for sin skyld, mens dommeren må leve videre med et mord på sin samvittighed. Det bliver en temmelig filosofisk og moralsk samtale kort inden døden, fortæller Peter Langdal.
Adam Price fik idéen til stykket, da han for otte år siden under et besøg i Berlin besøgte Wansee, hvor nazistiske embedsmænd lagde en plan for udmøntningen af ”Endlösung”.
Og Eichmann, der selv arbejdede i et ministerium, var en skrivebordsmorder, som til det sidste fastholdt, at ansvaret alene lå på politikerne og ikke folk som ham, der ”blot fulgte ordrer” og fik togene til at gå til tiden.
”Han var god til logistik og tal. I dag ville han være god til Excel-ark. Han havde en sans for praktik og blev først mange år efter krigen bortført af israelerne fra Argentina og bragt til retssagen i Israel, der havde behov for at få et ansigt på ondskaben, et monster, som i stedet var en almindelig mand, og man stillede sig selv spørgsmålet, hvordan kunne en person som ham komme så langt ud?”, spørger Peter Langdal retorisk og mener, at Eichmann snarere er et billede på et system, der kørte af sporet, mens passagererne bare fulgte blindt med.
”Det kan vi et eller andet sted overføre til mange andre systemer, som man glemmer at stille spørgsmål til. I dag handler alt om at måle og veje og evaluere. Det er bureaukrati. Eichmanns kontor havde over 100 afdelinger under sig. Ofte udvikler systemer sig, mens man langsomt glemmer intentionen med systemet, men hvornår siger man fra? Der er nogle interessante mekanismer i mennesker, som går igen, og som vi gerne vil undersøge,” siger Langdal.