Prøv avisen
Bog

Helt inde i barnets dna

Iben Mondrups seneste roman, ”Store Malene”, beskrev en civilisation i opløsning på begge sider af Atlanten. I den nye bog er scenen drejet adskillige grader mod solen, skønt opløsningen stadig vibrerer. - Foto: Gyldendal

Endnu engang viser Iben Mondrup sin store originalitet som forfatter i en bjergtagende roman

Jeg lukker bogen og er bjertaget. Af livet og alt det, det slæber rundt på af tætte venskaber, af afsked og ensomhed, af farefulde slædeture, bidske hundekobler, latter og gråd. Og ikke mindst af Iben Mondrups litterære brydekamp og kærlighedsdans med det mægtige land Grønland, hvor hun selv voksede op. Igen og igen må Mondrup tilsyneladende tilbage, som til et paradis og gerningssted. Måske fordi der lugter mere.

”Godhavn”, der er navnet på en lille by på Diskoøen et stykke nord for polarcirklen, er den fjerde roman i forfatterskabet. Og mens hendes sidste bog, ”Store Malene”, beskrev en civilisation i opløsning på begge sider af Atlanten, er scenen nu drejet adskillige grader mod solen, skønt opløsningen stadig vibrerer.

Romanen er bygget op i tre dele, tre rørende og ømme portrætter, et af hvert barn i en søskendeflok, der vokser op i en almindelig dansk tilflytterfamilie med mor på skolen og far ”på kommunen” og med plads i det lille hus til andre end dem selv. Far er også en dygtig jæger og har sit eget hundespand. De hunde skal man passe godt på. Døden lurer i de skarpe tænder og en hunhund æder sine egne hvalpe. Fra denne ”verdens bedste by” ved verdens ende folder historien sig ud.

Først møder vi Bjørk, der kunne være en barneudgave af den voksne kvinde fra tidligere romaner. Og igen, man bjergtages af denne lille pige, et musikstykke af en syvårig, fuld af noder og unoder. Hun er liv med liv på, fysisk, nysgerrig, vibrerende. Og måske en smule irriterende. Bjørk skal begynde i ”Første Danske”, og det er større end at holde fødselsdag.

Med skolestart introduceres et af romanens helt afgørende temaer. At sige farvel. Til de grønlandske venner, der går i en anden skole og ikke får lige så gode chancer, det ligger i luften. Til en anden grønlandsk dreng, der kommer i fængsel. Til et barn, der dør. Til en hund, der må skydes. Og til alle de danske børn, der bosætter sig og rejser igen. Farvellet bliver et fast omdrejningspunkt i tilværelsen. Kun den lille familie i huset bliver tilsyneladende tilbage. Indtil storesøster måske også skal afsted.

Heldigvis bliver der ved at komme nye. I ”Første Danske” er der kun to elever, Bjørk og Jakob. Og snart er Jakob Bjørks bedste ven. Sammen ligger de nøgne under dynen og kilder hinanden over det hele, mens håret bliver ganske elektrisk. Det er kropsligt og grønlandsk, det er på én gang grænseoverskridende og så lyst og rent som den hvide sne.

Kan man overhovedet slippe Bjørk? Det bliver man i hvert fald nødt til, afskedens benhårde lov gælder også for læseren. For Bjørks elskede storebror Knut skal jo til med SIN historie.

Og det underfulde sker, at også denne 12-årige dreng, der føler sig forkert i verden og i sin splejsede krop, klemt inde i disse 'tweens' mellem lille og stor, dreng og mand - og måske derfor forbudt forelsket i sin lillesøsters alt, alt for lille veninde - at også han kryber ind under hud og hår og dynevår.

Og med (næsten) lige så udelt glæde møder vi til sidst storesøster Hilde på snart 15, der er fars pige og sine søskendes halvsure opstød, som går sine egne trodsige veje og falder for de forkerte fyre.

Med ”Godhavn” har Iben Mondrup endnu engang vist sit originale format som forfatter. Hun kan være sanselig på en anden måde end alle andre langt mere ekshibitionistiske kvindelige forfattere tilsammen, mere ulækker og vulgær og mere ren og øm og skær. For hun ved, at mennesket er et stykke natur, mens hun undgår den fælde at gøre naturen til et menneske.

Jo, jeg er bjergtaget.