Ovenstående overskrift er rent genbrug og kunne læses her i avisen den 31. maj 2013 i en artikel, der handlede om den gode rugbrødsmad. For det er jo hestens fødselsdag, man fejrer, når man sætter tænderne i en ordentlig humpel.
Det med humplerne er også noget, hovedpersonen i Sidsel Falsig Pedersens roman ”Hestens fødselsdag” praktiserer, dog ikke fordi det er trendy, men fordi det ikke kan være anderledes.
Den navnløse kvinde, ret ubestemmelig af alder, er blevet fyret fra sit job, fordi der kom ny chef: Ulven med de grønt lysende glasøjne, der ud over at indføre regler om, at man skulle hilse på alle, også selvom man havde hilst, indførte de såkaldte ”runder”, hvor alle skulle sige noget, ikke om arbejdet, heller ikke om det private, mere noget om ”proces”.
Når man nu har totalt tjek på lagerstyring, men bliver usikker, når de sociale spilleregler ikke er helt tydelige, er det direkte udslætsfremkaldende. De røde, kløende plamager breder sig stadig på kvindens krop.
Nu har hun søgt - og fået - nyt arbejde. Fra bunden af: som rengøringshjælp i en forlystelsespark. Tidligt op og med en madpakke, som er hestens fødselsdag værdig. Ikke lige det, hun havde drømt om, og skiftevis fortæller hun sig selv, hvor skrækkeligt det er, og hvor godt hun senere vil tænke, at det var, hun tog det job.
Kvinden, der fortæller romanen, tumler med at finde ud af, hvem hun selv er. Det gør vi vel alle sammen, men for hende er det simpelthen en daglig opgave. Når rammerne er trygge, som de for eksempel var sammen med eksmanden Pip, kan hun så at sige genkende sig selv, men der skal ikke så meget til, så går det helt galt. Det er det gået i fortiden, ”dengang med familien”, forstår vi, mere siges der, typisk Falsig Pedersen, ikke, men det er også nok. Ikke mindst fordi vi ser vores hovedperson til fest (hun har på det nærmeste indbudt sig selv) hos den eneste kusine, der endnu ikke har sagt fra! Det bliver pinligt tydeligt, hvor hurtige vi er til at dømme mennesker ude, som er lidt på kanten med de sociale spilleregler. Dem, der griner forkert, for højt, taber bestikket, siger det forkerte, kravler under bordet for at komme ud af lokalet!
Hovedpersonen kæmper med at finde ud af verdens usynlige systemer, og det er ikke let. ”Jeg ved, at der er stier i min hjerne, der leder mig på vildspor, men de lokker, og når først jeg er gået med, er det svært at finde tilbage.” Må man for eksempel godt gå i seng med sin eks, eller er det ”forkert”? Hvad gør man, når man på sin rengøringsrunde finder en stor diamantbesat broche? Mon det evigt kløende udslæt har en form for mening, og hvad gør man for at bringe mere orden i sin hjerne?
Det er ikke let, men det er fantastisk velskrevet og rørende fortalt. Man kommer til at holde utroligt meget af denne kvindelige fighter og ikke mindst af hendes skæve sider. For det er også sådan nogle som hende, vi har brug for - kvinder og mænd, der til mus-samtalen kommer til at råbe ”AHHH” til chefen.
Og man kommer til at holde lige så meget af den morgenmørke tivoliverden med alle dens sære eksistenser, Lange, Blondie og kvinden med mavebøjningerne. En verden, som viser sig dels at være meget tydelig - her er dit område, din moppe, dit hårde arbejde - dels helt anderledes rummelig end Ulvens newspeaks regime. Måske simpelthen et sted, hvor der er plads til mennesker med forgrenede stier i hjernen og spor, der af og til ender blindt?
Med ”Hestens fødselsdag” viser Sidsel Falsig Pedersen sig som en bravende god stilist, som i den grad ved, hvornår man skal tale, og hvornår man skal tie, og hvordan en enkelt sætning i sig selv kan være en demonstration af et menneskes måde at tænke på. Hun kan skrive om den her lidt særlige eksistens uden at udstille eller intimidere hende, så man skiftevis hyler af grin og kniber en tåre. Der er al mulig grund til at råbe hurra for ”Hestens fødselsdag”.