Borge ville have scenen for sig selv

Jacob Wendt Jensen leverer generøs og velillustreret Victor Borge-biografi

Adspurgt om det ikke snart var på tide at sætte tempoet ned, svarer den aldrende entertainer, at han altid har tilbud nok og tilføjer: ”Hver nat, jeg sover derhjemme, er en dyr søvn.”
Adspurgt om det ikke snart var på tide at sætte tempoet ned, svarer den aldrende entertainer, at han altid har tilbud nok og tilføjer: ”Hver nat, jeg sover derhjemme, er en dyr søvn.” .

Undertiden kan en enkelt sætning fortælle kolossalt meget om et menneske, mest autentisk måske, hvis sætningen stammer fra vedkommende selv. Det er der et slående eksempel på i Jacob Wendt Jensens nye biografi ”Victor Borge - mennesket bag smilet”.

Adspurgt om det ikke snart var på tide at sætte tempoet ned, svarer den aldrende entertainer, at han altid har tilbud nok og tilføjer: ”Hver nat, jeg sover derhjemme, er en dyr søvn.” Citatet dækker over en på én gang barsk og imponerende sandhed om Borge. Han præsterede i sin amerikanske karriere - fra begyndelsen af 1940'erne til og med 1990'erne - at have godt og vel 13.000 optrædener. Han levede og åndede for de to, tre timer, han stod på scenen - og det var åbenbart lige vigtigt for ham at få mange latterkaskader og store beløb indsat på sine konti.

På side 99 i den yderst velillustrerede bog ser man et foto fra den nordfinske by Petsamo af krigsskibet ”American Legion”, det sidste amerikanske fartøj, der forlod Norden i begyndelsen af Anden Verdenskrig. Blandt de ombordværende var amerikaneren Elise Burton og hendes danske mand, Børge Rosenbaum, som Victor Borge dengang hed. Petsamo i august 1940 blev en skillevej i Borges liv - og er det i bogen.

I grove træk: De første hundrede sider er helliget den danske entertainer og skuespiller Rosenbaum, de sidste 300 den Borge, han snart forpuppede sig til i Staterne. Også beskrivelsen af hans danske karriere nyder godt af en række fine fotos, her fra tiden inden Besættelsen, hvor ordet endnu var frit, og hvor den unge, charmerende og dameglade Rosenbaum boltrede sig på københavnske og nordsjællandske scener og i spillefilm - i selskab med koryfæer som Wandy Tworek, Stig Lommer, Osvald Helmuth, Ib Schønberg og Liva Weel. Muntre tider i populære etablissementer med navne som Hyttefadet, Zigeunerhallen, Hornbæk Badehotel og Cirkusrevyen. Den musikalsk skolede - hans far var kongelig kapelmusiker - og begavede, men også ustyrlige Rosenbaum, havde det allerede dengang med at brede sig, ofte på andres bekostning, i hvert fald tidsmæssigt. Han elskede at erobre scenen, men ville grumme nødigt forlade den igen. Han var en enspænder, og retrospektivt er det ikke en overdrivelse at påstå, at hans år i 1930'ernes København forberedte ham til de mange årtier som solist på Broadway i New York og andre scener i USA.

Fra og med det ottende af bogens 27 kapitler er vi i USA. Der er byttet om på brikkerne i mere end én forstand. Fornavnet Børge er blevet til efternavnet Borge, og Rosenbaum er droppet til fordel for fornavnet Victor, ”lånt” af Victor Schiøler, der allerede i 1920'erne havde været Børges klaverlærer.

Jacob Wendt Jensen tager heldigvis plusserne fra skildringen af den danske karriere - velvalgte illustrationer, snurrige detaljer og tankevækkende perspektiver - med sig over i den amerikanske afdeling af bogen, men vælger efter de første par kapitler (”På bar bund i USA”, ”Genfødt i radioen” og ”Hurra for Hollywood”) efterhånden at forlade den kronologiske linje, samtidig med at stoffet kapitel for kapitel får en mere og mere ugebladsagtig karakter med kapiteloverskrifter som ”Vinduer med panoramaudsigt”, ”Millioner af dollars og store stjerner” eller ”Hjemme hos Victor og Sara”. Tilsvarende bliver forfatterens sprog mærkbart slappere, om det nu skyldes, at han er gået i ugeblads-modem, eller at han i for høj grad cruiser mellem sit eget fermt journalistiske sprog og mere eller mindre dubiøse oversættelser, som der vel er tale om, når han om Borges rejsevaner konstaterer: ”Han var ekspert i at indrette sig på landevejen, hvor han hellere rejste med tog end med fly.”

Heldigvis er det, som om sproget retter sig noget hen mod slutningen, måske under indtryk af Borges forestående død, og selvom denne biografi ikke rummer de penetrerende analyser af kunstneren Borge, man efter det veloplagte forord var kommet til at sætte næsen op efter, så er den en generøs beretning, hvor man unægteligt får et mere nuanceret kendskab til mennesket og entertaineren end i Borges (og Niels-Jørgen Kaisers) erindringsbog fra 1997, ”Smilet er den korteste afstand”. Der er på flere planer betydeligt mere smæk for skillingen.

Victor Borge på Det Kgl. Teater søndag middag, inden optagelsen samme aften til DR TVs nytårsshow. Victor Borge fejrer sit 70 års kunstnerjubilaeum med dette show, som vil blive overværet af dronning Margrethe. NORDFOTO 1996
Victor Borge på Det Kgl. Teater søndag middag, inden optagelsen samme aften til DR TVs nytårsshow. Victor Borge fejrer sit 70 års kunstnerjubilaeum med dette show, som vil blive overværet af dronning Margrethe. NORDFOTO 1996 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix