Bone Falck Rønne levede i årene 1764-1831. Han var præst, og blandt meget andet var han også grundlægger af Det Danske Missionsselskab - det nuværende Danmission.
Harald Nielsen, tidligere sognepræst, højskoleforstander og generalsekretær i DMS/Danmission, har skrevet en grundig og detaljeret bog om manden og hans gerning. I første omgang ligner det en lidt støvet bog, hvor det er vanskeligt at se, hvorfor netop denne mand skulle være et bekendtskab værd.
Man hører om hans opvækst, liv og ungdom, vi får beskrevet hans kontakt til kongehuset, hans begyndende litterære virksomhed med bogen: ”Uskyldigt tidsfordriv for børn”.
Vi får mange henvisninger til de samme få ordforklaringer bagerst i bogen. Om ordet ”oplysningspietisme” hedder det, at det er en betegnelse for teologer, der forener oplysningstidens optimistiske tro på den menneskelige fornuft med den pietistiske fromhed, og som lægger vægt på Bibelens autoritet.
Rønne er - forstår man - en sådan oplysningspietist. Lidt tør og kedelig og åbenbart også et menneske, som har svært ved at udtrykke sine følelser - i hvert fald over for sin hustru. Og så fortælles det, at han snøvlede meget.
Men så åbner bogen og mennesket Rønne sig langsomt, og det bliver en både spændende, tanke- og trosvækkende bog om præstegerningen, teologien og missionen, hvor man kan finde mange tråde og tanker, som taler ind i vor tids spørgsmål og debatter. Det fremgår for eksempel, at Rønne normalt besøgte fem hjem i sine sidste præsteår - dagligt! Det er da en præstetjeneste, som vil noget. Det er også bemærkelsesværdigt, at Rønne i spørgsmålet om kirkens egne styrelsesorganer mente, at tilsynet med præsterne burde ligge hos et eventuelt menighedsråd.
Men det er alligevel i Rønnes tanker om mission, at han for alvor bliver spændende og provokerende.
Han taler om ”de arme hedninger”, som ikke har hørt andet end ”dødens og forbandelsens dom”. De trænger med andre ord til at høre og møde evangeliet. Og det er kristnes opgave. Mission kræver ild og offervilje. Rønnes tale på det første store møde i DMS var da også over Jesu ord ”Ild er jeg kommen at kaste på jorden!”.
Mission var ellers ikke noget, som Rønne havde haft nogen forestilling om. Først da han bliver kastet ud i det og inderligt føler en nød for de folkeslægter, som sidder i dødsmørket og ikke kender menneskeslægtens store frelser, bliver han grebet og taler om, ”at endnu hviler forbandelsen for Jesu blod over Israels børn, endnu tilbeder tyrken sin falske profet, ...disses og hines jamrende skrig, og deres fortvivlede angstråb og deres gruelige veklager har nået vore ører og har fyldt vore sjæle med skræk og afsky, og de har stunddom gennemboret vore hjerter med de smerteligste følelser, og vi kunne have frelst utallige iblandt dem - frelst dem fra den legemlige og åndelige nød, dersom vi havde være ivrige for Guds riges udbredelse”.
Vi kunne have frelst utallige. Sikken et fundament og en tilskyndelse til mission og for et missionsselskab. For Rønne begyndte mission blandt hedninger med mission i Danmark. Bibellæsning blev koblet tæt sammen med mission. Derfor holdt han bibellæsningsmøder i Taarbæk, og de sprængte alle rammer, så man måtte anskaffe sig et samlingssted: Håbet!
Bevægende er det også at læse Rønnes udsendelsestale i Lyngby Kirke i 1828, hvor de første missionærer bliver sendt ud til Guldkysten. Rønne taler om den tornede vej, som han sender dem ud på, han ser de fire missionærer for sig i det usunde klima, i kamp med overtro og vantro - han ved, at Djævelen selv og alle hans tjenere vil rejse sig imod dem.
Han får ret, og de dør alle fire inden for tre år. Men der melder sig tre andre unge mænd til det farlige missionsarbejde.
Harald Nielsen har med sin bog loyalt og fint pudset støvet af grundlæggeren af Danmission. Det kunne dog have været interessant at høre, blot i et enkelt lille kapitel, i hvor høj grad Danmission stadig er præget og inspireret af selskabets betydningsfulde grundlægger.