Politik og prædikestol

Martin Schwarz Lausten dokumenterer veloplagt og grundigt gudstjenesterne ved Folketingets åbning fra 1850 til i dag

Folketingets åbningsgudstjeneste holdes i Christiansborg Slotskirke.
Folketingets åbningsgudstjeneste holdes i Christiansborg Slotskirke. Foto: Leif Tuxen .

”Og denne Forestilling i en af Byens fornemste Kirker skal vi have, hver Gang der aabnes Rigsdag! Disse Dumheder skal prækes hvert Aar for en fashionabel Forsamling med det samlede Ministerium paa Førstepladsen! Kan man dog ikke snart faa den Rigsdagsgudstjeneste afskaffet?”

Citatet er fra Ekstra Bladet i 1909, hvor Frejlif Olsen som ”kirkemedarbejder” i en årrække skrev krasse kommentarer om gudstjenesterne ved folketingsårets åbning.

Det er og er ikke en almindelig gudstjeneste. Det er kirkeministeren, der vælger prædikanten, Folketingets præsidie betaler udgifterne, gudtjenesten er offentlig og åben for alle, men det er ikke en statsbegivenhed, regenten deltager ikke. Åbningsgudstjenesten ligger i et interessant mellemland og har været debatteret nærmest fra begyndelsen og til i dag.

Det dokumenteres grundigt i ”Politikere og prædikanter”, hvor professor i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten har været i arkiverne og fremlægger et stort og interessant materiale fra 1850-2013. Åbningsgudstjenesten har været kritiseret som fænomen og på grund af konkrete prædikener. Disse har gennem tiderne været opfattet som velvalgte ord, intetsigende dumheder eller politiske taler i konkurrence med statsministerens trontale i Folketinget. Der er, med Schwarz Laustens ord, prædikanter, der ikke holder sig tilbage for at ”oplyse forsamlingen om Guds stilling til et politisk emne”.

Selvom nogle formentlig kan huske kritikken af Peter Fischer-Møllers prædiken i 2010, hvor han lod en somalisk flygtning optræde i rollen som den barmhjertige samaritaner, så er det dog bemærkelsesværdigt, at prædikenerne tidligere ofte var langt mere moralske eller politiske end i dag. Skiftet sker i 1960'erne og 1970'erne, og herefter får prædikenerne karakter af søndagsprædikener.

Skat Rørdam, Sjællands biskop, agiterede for eksempel åbent for oprustning i 1908 og blev i Social-Demokraten kritiseret for et ”Fæstningsagitatorisk Foredrag” og for at sætte kirken i spidsen for ”Blodsudgydelsens og Menneskeslagteriets ukristelige Politik”. Til sammenligning er Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan, hvor 43 danske soldater har mistet livet, ikke blevet nævnt med ét ord i åbningsprædikenerne.

Da N.F.S. Grundtvig prædikede ved Folketingets åbning i 1856 havde prædikenen karakter af en kirkepolitisk slagtale for fuldstændig lærefrihed for præster. I 1930'erne er det den sociale nød, der optager prædikanterne, mens Oscar Geismar, præst i Slotskirken, i 1941 taler om ”Verdens Helvedskaar”, så ingen kunne være i tvivl om, at der tales om krig og besættelse. Kaj Munk omtalte prædikenen som kristeligt modig. I 1946 prædikede Axel Rosendal, biskop i Roskilde, dristigt om det igangværende retsopgør og politikernes ansvar. Han var i lighed med Hal Koch kritisk over for retsopgørets forløb, hvor små forseelser udløste strenge straffe umiddelbart efter krigens afslutning, mens der var milde straffe for større forseelser senere og ingen konsekvenser for de politikere, der var ansvarlige for samarbejdspolitikken.

Kravet om afskaffelsen af åbningsgudstjenesterne har været rejst næsten fra begyndelsen. Socialdemokraten Fr. Borgbjerg fandt det problematisk, at den bekendelsesløse rigsdag blev åbnet med en gudstjeneste og mente - inspireret af Grundtvig - at man skulle holde det kirkelige og det borgerlige hver for sig. Da Borgbjerg i 1911 blev chefredaktør for Social-Demokraten blev avisen talerør for en afskaffelse af åbningsgudstjenesterne.

Aviserne - inklusive Kristeligt Dagblad - dækker gudstjenesterne i en særlig blandingsgenre af kendisreportage, referat, kirkekritik og politisk kommentar. Men ligesom prædikenerne er blevet blegere set i et samfundsmæssigt lys, er de kritisk-journalistiske reportager om det kirkelige stof øjensynligt også blevet det. Frejlif Olsen repræsenterede i Ekstra Bladet en klassisk kirke-kritik, gennemgangen af avisens vedholdende dækning er noget af det mest underholdende i bogen. Efter Anden Verdenskrig mistede avisen desværre sin interesse for dækningen af åbningsgudstjenesterne.

Martin Schwarz Lausten skal have tak for sin udgravning af et stort og spændende kildemateriale, der har teologisk og kirkehistorisk og samfundsmæssig interesse langt ud over interessen for Folketingets åbning. Her er noget at hente for læsere også med særlige interesser i bestemte prædikanter, bestemte historiske perioder eller temaer. Og her er stof for systematiske refleksioner over forholdet mellem stat og kirke, religion og politik; ”Politikere og prædikanter” giver syn for sagn for, hvordan forholdet mellem religion og politik konkret er blevet udfoldet.