Det kan være svært at få sit hoved rundt om, hvad der egentlig foregår i Mellemøsten. Måske navnlig, hvis man er ung og ikke har en solid historisk ballast at trække på. Det kan man heldigvis få nu sammen med Jens Nauntofte, der hjælper godt på vej med sin glimrende overflyvning over Mellemøstens nyere historie med hovedvægten lagt på tiden fra det arabiske forår og frem til i dag.
Jens Nauntofte er historiker og forfatter til en række bøger om Mellemøsten. Han har dækket alle krigene i regionen siden Seksdageskrigen i 1967, og det fænomenale overblik, som en sådan kontinuitet giver, mærker man som læser fra første side. Han formidler fornemt og rammer sin målgruppe præcist uden at tale den hverken op eller ned, lige bortset fra når han sødt og pædagogisk forklarer dem, hvad en smartphone er, og hvordan den fik betydning for kommunikationen i det arabiske forår. Han laver konkrete nedslag i de enkelte lande, kobler fra virkelighed til teori, folder perspektivet ud til også at dække Mellemøstens forhold til USA og åbner for den svære diskussion om, hvad et demokrati egentlig er.
Så langt, så vældig godt. Men der er to ting, der slår en - og de slår hårdt - når man sidder med bogen. Den første er formen. Tilsyneladende er der ikke sket meget på den æstetiske undervisningsbogfront siden 1980'erne, hvor denne signatur frekventerede et gymnasium. Bogen oser af ”bør”, og man kunne spørge sig selv, om man ikke godt kunne bevare lødighed, hvis man prøvede at læne sig lidt mere op ad den æstetik, som unge kender og holder af fra for eksempel trykte magasiner og digitale medier. Det kan dog være et spørgsmål om smag. Hvilket man desværre ikke kan påstå om den mangelfulde korrekturlæsning.
Bogen igennem er kommaerne kastet pænt tilfældigt, og man kunne godt tillade sig at forvente, at en undervisningsbog fra et etableret forlag på forhånd havde lagt sig fast på, hvordan man ville stave så centrale begreber som muslimernes profet Muhammed, Kairo, Mohamed Mursi og al Qaeda, der uden problemer staves på flere forskellige måder på en og samme side. Eller at nogen havde fanget, at et billede og en billedtekst om syriske flygtninge i Beirut var havnet i afsnittet om Israel, eller at Lene Espersen, Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager bliver gjort til ministre i samme regering i en billedtekst omhandlende en fælles rejse til Libyen.
Det er altid forstyrrende og brandærgerligt, når der er rod i ortografi og konsekvens. Men det er særlig ærgerligt i en undervisningsbog, der bør foregå som et godt eksempel for de unge på landets gymnasier, der skulle forestille at få forstand af den.