Den elskelige stjerneforfatter

Siegfried Lenz havde et særligt forhold til Danmark. Hans død efterlader et stort tomrum i tysk litteratur

Den mest berømte blandt Siegfried Lenz' romaner, ”Tysktime” fra 1968, er solgt i 2,3 millioner eksemplarer og er skolepensum i Tyskland. -
Den mest berømte blandt Siegfried Lenz' romaner, ”Tysktime” fra 1968, er solgt i 2,3 millioner eksemplarer og er skolepensum i Tyskland. - . Foto: Scanpix.

Siegfried Lenz havde de mest lyseblå øjne med verdens venligste blik, og han var da også en usædvanlig elskelig mand. Hele hans litterære værk er oplyst indefra af denne milde elskelighed. Allerklarest skinnede den, når han skrev om sin højtelskede hjemstavn Masurien i det daværende Østpreussen, i dag en del af Polen. Da tindrede en næsten legesyg overgivenhed og finurlighed. ”Lenz” betyder forår på tysk, og Lenz skrev som et forår.

Hans død i tirsdags som 88-årig efterlader et føleligt tomrum i Tysklands litterære verden, for Lenz var del af en efterkrigsgeneration af verdenskendte forfattere, som de yngre vel ikke helt har løftet arven efter. Generationens største var Heinrich Böll, den endnu levende Günter Grass og nu afdøde Siegfried Lenz.

Han havde en levende tilknytning til Danmark. I 30 år ejede han et sommerhus på Als ud til Høruphav. Befolkningen her fik en blivende plads i hans hjerte. Naboerne forsømte ikke at lære parret dansk - på utraditionel vis. Lenz fortalte, at en nabokone gennemgik de postomdelte reklamer med ham, så den første danske sætning, Lenz kunne, var: ”Pinsen nærmer sig. Er Deres tøj i orden?”. Han har ristet dem en rune med den lille bog ”Sønderjysk kaffebord”.

Siegfried Lenz havde været i Danmark tidligere. Som 17-årig blev han indkaldt til den tyske flåde og påmønstret krydseren Admiral Scheer. I april 1945 blev den sænket af Royal Air Force i Kiels Havn; en retsindig kaptajn lukkede et øje for besætningens frihedstrang på randen af Det Tredje Riges sammenbrud, og Lenz kunne desertere til Danmark.

Efter den tyske kapitulation blev han engelsk krigsfange. Han talte flydende engelsk, så briterne udstyrede den ualmindeligt tillidvækkende unge mand med engelsk uniform og benyttede ham som tolk. England stiftede avisen Die Welt, for at en fri presse kunne stabilisere det spæde tyske demokrati, og de britiske besættelsesstyrker skaffede Lenz ansættelse her efter hans studier ved Hamborgs universitet. Som redaktør på kulturen bragte han sit første litterære forsøg som føljeton i 1950. Den udkom kort efter i romanform, ”Der var høge i luften”, og resten er litteraturhistorie.

Lenz blev behængt med de fleste litterære hædersbevisninger, hans bøger er oversat til 22 sprog, adskillige er filmatiseret. Værket består af godt et dusin romaner, en håndfuld dramaer og ikke færre end cirka 180 fortællinger. Den mest berømte blandt romanerne, ”Tysktime” fra 1968, er alene solgt i 2,3 millioner eksemplarer og er skolepensum i Tyskland. Den handler om en dreng, Siggi - et erkendt selvportræt - hvis far er en emsig landbetjent, der overvåger en kunstner, som er pålagt maleforbud, en tydelig skildring af Emil Nolde.

Et andet hovedværk er ”Forhistorien”, der omhandler problematikken omkring de områder mod øst, som Tyskland mistede i 1945. Lenz er vel at mærke blottet for al den forbitrelse, som syder blandt de tyske, såkaldt ”hjemstavsfordrevne”. Tyskland høstede efter Anden Verdenskrig løn som forskyldt, var Lenz' synspunkt. Forfatteren bakkede da også synligt op bag forbundskansler Willy Brandts politik for udsoning med Polen. Det var Lenz' eneste optræden i rampelyset, som han ellers, modsat kollega Grass, omhyggeligt skyede.

En meget stor glæde i alderdommen var i 2011 det første besøg i hjembyen Lyck siden indkaldelsen til flåden. Den hedder nu Elk på polsk; hele byen fejrede ham, og han tildeltes æresborgerskab.

Store dele af sine sidste år tilbragte Lenz i Danmark. Hans kone gennem 56 år døde i 2006; senere giftede han sig med en dansk veninde af parret, som residerer i en tidligere skovfogedbolig uden for Faaborg. Indtil kronisk sygdom til slut tog magten, fik han her en række idylliske år, endda med litterær opblomstring. Han strålede af taknemmelighed. Også i alderdommen gives der lykkelige træf, der minder én om, at man ikke er alene, sagde han her på Fyn. Og når smerterne pinte, hjalp den skæbnehengivne ydmyghed over for det tilskikkede, som altid præger mennesker fra Masurien, fortalte Lenz. Man skal ikke kives med skæbnen, lød det fra den milde gamle stoiker.