Gunvor Sihms debutkoncert med Berit Johansen Tange, Nightingale String Quartet (Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louise Schwab) samt Frederik Øland og Copenhagen Phil
På papiret hed det sig, at der var tale om en debutkoncert, da Gunvor Sihm forleden indtog Konservatoriets Koncertsal for at spille tre kammermusikalske værker inden pausen og to fuldlødige koncerter efter. Hun trakterede dermed sin violin i mere end to timer, inklusive det ekstranummer af svenske Kurt Atterberg, som et talstærkt og begejstret publikum klappede hende frem til.
Men debutkoncerten var også usædvanlig i den forstand, at den 28-årige Gunvor Sihm så langtfra er noget ubeskrevet blad i dansk musikliv. Som førsteviolin i den tiljublede strygekvartet The Nightingale String Quartet er hun midt i en succesrig karriere. De fire unge strygere, alle kvinder, optræder i England, USA og Kina og har for et par uger siden fået overrakt det engelske tidsskrift Grammophones prestigefyldte pris ”Young Artist of the Year”.
I den kammermusikalske afdeling indledte Sihm med Rued Langgaard-stykket crasez l'infame (”Knus det onde”), skrevet i 1949, hvor komponisten befandt sig i tilværelsens tusmørke. Sonaten varer blot syv minutter, men der er alligevel fem satser - alle med samme betegnelsen ”præcist og eftertrykkeligt”. Man vil forstå, at både Sihm og hendes glimrende pianist, Berit Johansen Tange, der i lighed med Sihm er Langgaard-specialist, havde hænderne fulde. Prokofjevs første violinsonate i f-mol er et dystert værk, godt en halv time langt, hvor vi ifølge komponisten selv skal høre ”vinden suse på kirkegården”.
De to kunstnere klarede dens uomtvistelige udfordringer fint. Første afdeling sluttede med, at ”Nattergalene” gjorde deres entré for, ikke overraskende, at spille Langgaard for os, nemlig hans tredje strygekvartet fra 1924. Det kan de bare, den sære komponist er i den grad deres hjemmebane.
Efter pausen kom vi med Mozart og Bach ind i mere smult vande, i hvert fald rent mentalt. Vores slanke og ranke solist var nu iført grøn kjole, og hendes kolleger i Copenhagen Phil (lig med Tivolis Symfoniorkester i sommersæsonen) var rykket ind på scenen. Mozarts tredje violinkoncert, KV 216 fra sommeren 1775, er et lykkeligt værk, og om adagioen har Alfred Einstein engang sagt, at den er som ”faldet ned fra himlen”. Sihm og orkestret spillede alle tre satser dejligt ukrukket og med naturlige tempi, omend det må siges, at netop denne koncert findes i en række indspilninger med mere solistisk kraft og større orkestral præcision.
Frederik Øland, violinist i Den Danske Strygekvartet og aftenens koncertmester, sluttede sig til Sihm i det afsluttende Bach-værk, koncerten for to violiner i d-mol. Det er mere end et halvt århundrede siden, jeg i samme sal hørte to af Radiosymfoniorkestrets legendariske violinister, Leo Hansen og Charles Senderowitch, spille denne udødelige musik - og den tidsmæssige afstand fritager mig vel for sammenligninger. Det må være nok at citere Gunvor Sihms afsluttende sætning i det glimrende program: ”Jeg kan ikke ønske mig en bedre afrunding på min debutkoncert end at spille dette yndlingsvæk med min allerkæreste Frederik Øland ved min side i musikken som i livet!”.