Hvem havde skylden for 1864?

Ole Bornedals tv-serie ”1864” vil genoplive den gamle diskussionen om årsagen til den ulyksalige krig

Billede fra DR's serie om 1864.
Billede fra DR's serie om 1864. Foto: Per Arnesen. Kilde: DR.

Inden første afsnit af den store tv-serie om 1864 overhovedet er vist, kom der beskyldninger mod serien for at forfalske historien.

Serien vil uden tvivl genoplive den endeløse diskussion om, hvis skyld det var, at det gik så galt i krigen i 1864. Hvorfor kunne monarkiet ikke beholde hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg og dermed bevare, hvad man kaldte helstaten? Og hvorfor kunne man ikke i det mindste beholde Nordslesvig, som det danske monarki jo fik indlemmet i 1920? Der var under krigen adskillige chancer for, at det kunne være sket. Chancer, som ikke blev udnyttet af det danske beslutningssystem.

Svaret på det første spørgsmål om helstaten er givet af flere historikere, senest af forhenværende rigsarkivar Johan Peter Noack i bogen ”Da Danmark blev Danmark”.

Noack peger efter en grundig gennemgang af forløbet op til krigen på, at helstaten umuligt kunne bevares. Det var også utænkeligt, at et Danmark til Ejderen kunne blive slutresultatet. Dertil var den tyske nationalisme anført af ”jernkansler” Bismarcks Preussen alt for stærk. Oveni kom Bismarcks stærke ønske om at få en flådehavn i Kiel. Men konservative politikere og kong Christian IX kendte endnu ikke Bismarcks styrke og planer. De håbede på at bevare helstaten. Det urealistiske håb forplumrede den danske politik.

Lige efter 1864 fik de såkaldte nationalliberale politikere, der havde præget regeringerne før og under krigen, skylden for katastrofen. Her må man dog sondre mellem konseilspræsident C.C. Hall, der sad i regering indtil slutningen af 1863, og hans efterfølger, D.G. Monrad, der sad i regering under selve krigen. Begge var de hæmmede af, at hverken kongen, de konservative kræfter eller opinionen ville dele Slesvig. Men for Halls vedkommende tyder en del på, at han håbede, at krigen kunne skabe en situation, der ville gøre det muligt, at man indså, at Slesvig måtte deles. Det var en desperat plan med mange odds imod sig. Men ikke en helt irrationel plan. Hvis han altså lagde den i stilhed, for kun indicier peger i den retning.

Hall fik dog ikke lov til at regere under krigen, fordi kongen ville af med ham. D.G. Monrad overtog hans rolle. Det var dybt ulykkeligt. For Monrad var psykisk ustabil. Eftertiden har vurderet, at han var maniodepressiv. I al fald udnyttede Monrad ikke til det yderste en længere række chancer for at slutte krigen med en deling af Slesvig, så man allerede i 1864 havde reddet Sønderjylland som dansk land.

Monrads regeringsførelse var præget af svigtende dømmekraft. Men man må til Monrads forsvar sige, at selv om han var konseilspræsident, så var han ikke en suveræn regeringsleder. Man plejer pædagogisk at sige, at en konseilspræsident svarer til en statsminister.

Men det er misvisende for 1864. Nok var konseilspræsidenten den første blandt ministrene. Men kongen havde langt mere magt end nutidens dronning. Kongen traf vigtige beslutninger og kunne blokere for, at man delte Slesvig omtrent, hvor grænsen ligger nu. Og kongen havde svært ved helt at forstå situationen. Han var med til at træffe flere ulykkelige beslutninger.

Tidligere minister Bertel Haarder har her i avisen undret sig over, at Rigsdagen ikke afsatte Monrad. Det er helt ahistorisk. Danmark blev først et parlamentarisk demokrati (stort set) i 1901. Hvis nogen skulle fyre Monrad, måtte det blive kongen. Hans problem var bare, at ingen ville træde i stedet for Monrad for at tage ansvar for en ekstremt svær situation uden at have den fulde beslutningskompetence.

De danske beslutninger var altså prægede af flere personer med begrænset dømmekraft. Men bagved lå, at forfatningsforholdene ikke klart havde placeret regeringsledelsen, således at ansvar og kompetence hang uløseligt sammen. Mon tv-serien vil vise alle nuancer i det?