Eksistensen i et grænseområde

Smuk roman om drømmenes tågede grænser og om en række skæbner i den polske udkantsby Nowa Ruda

Byen Nowa Ruda (billedet) er rammen for en række løst samlede historier fra før og nu om mennesker i og omkring udkantsbyen i Polen.
Byen Nowa Ruda (billedet) er rammen for en række løst samlede historier fra før og nu om mennesker i og omkring udkantsbyen i Polen. . Foto: Piotr Ciesla.

”Mest mangler jeg et ord hvis betydning ligger et sted mellem 'jeg ser' og 'jeg aner',” konstaterer den yngre kvindelige fortæller i ”Dagens hus, nattens hus”.

Udsagnet er symptomatisk for denne søvngængeragtigt smukke roman. Såvel romanens kvindelige fortæller som de øvrige figurer befinder sig i et mellemrum mellem en synlig, materiel verden og en uklar, anet drømmeverden, som hele tiden synes at trænge ud over sine egne grænser.

Olga Tokarczuk er blandt Polens også internationalt anerkendte forfattere, og romanen er hendes femte oversat til dansk.

Den består af en række løst samlede historier fra før og nu om mennesker i og omkring udkantsbyen Nowa Ruda, tidligere Neurode. Byen har været en del af Tyskland og ligger i dag i grænseområdet mellem Polen og Tjekkiet.

Den kvindelige fortæller ankommer i slutningen af 1990'erne til et sommerhus i netop dette område. Vi hører om et besøg i en turistbutik og en fest med de lokale bønder. Men side om side med disse oplevelser optræder en række beretninger om andres liv.

En handler for eksempel om manden Franz Frost, som under krigsårene i det 20. århundrede drømmer frygtelige drømme om sit elskede barns død. På et tidspunkt kommer et uhyggeligt barn, der er helt identisk med hans eget, gående ind gennem havelågen. Foruroligende.

De to børn leger dog blot uskyldigt sammen. På et andet tidspunkt plukker sønnen svampe, men dør, fordi han kommer til at plukke og spise champignonens giftige tvilling, vårfluesvampen. Dødsfaldet er en mindre vigtig detalje, for det er størrelser som drøm, identitet, lighed og forskel, der er centrale.

I en anden beretning optræder den ældre mand Peter Dieter, der dør under sit første besøg i Nowa Ruda og omegn efter 40 år i Tyskland: ”Det ene ben havde han i Tjekkiet, det andet i Polen. Sådan sad han en time og døde sekund for sekund.”

Beretningen om ham lægger op til at læse ”Dagens hus, nattens hus” som en melankolsk kritik af de splittelser, som et geografisk grænseområde kan bevirke.

Men romanen er i sin helhed snarere en ubunden og løs undersøgelse af menneskelige sammensatheder og dobbeltheder.

Den handler mere om eksistensen som et grænseområde. Et genkommende tema er således, hvordan mennesket er splittet mellem en synlig verden og så drømmenes livagtighed. Halvdelen af livet leves om natten, konstateres det, og det glider en af hænde eller bliver til vage fornemmelser i dagens skarpe lys.

På samme måde skal titlen forstås. ”Dagens hus, nattens hus” henviser til den kvindelige fortællers oplevelse af, at ethvert menneske bebor to huse.

Et håndgribeligt hus i tid og sted, og så et indre ufuldstændigt hus uden adresse. Romanen skaber med andre ord et grundbillede af eksistensen som sammensat af dag og nat, det synlige og det anede.

På den ene side er der en snert af banalitet over dette billede, på den anden side spinder Olga Tokarczuk så smukke sætninger (godt oversat) og komponerer så forunderlige små historier, at romanen opleves som en intens omsætning af halvsøvnens udvidede sansetilstand.