Skagensmaler på lollandsk visit

Fuglsang Kunstmuseum sætter fokus på Laurits Tuxens kunstneriske virke, der spændte fra fyrstemalerier til friluftsmotiver fra Skagen

Billedet af badepigen i vandkanten er et af de mange privatejede værker, som er udlånt til kunstmuseet. Det er fra Skagen en solskinsdag i juli, 1908. Klik på pilen for at se alle fotos.
Billedet af badepigen i vandkanten er et af de mange privatejede værker, som er udlånt til kunstmuseet. Det er fra Skagen en solskinsdag i juli, 1908. Klik på pilen for at se alle fotos.

Laurits Tuxen slog sit navn fast som Europas førende fyrstemaler. Men billedkunstneren favnede bredere end det. Han betragtes i dag som en af de væsentligste skagensmalere, selv om han er relativt ukendt. I et samarbejde med Skagens Museum, som udstillede Tuxens værker tidligere i år, åbner nu udstillingen ”Tuxen - farver, friluft og fyrster” på Fuglsang Kunstmuseum i Toreby på Lolland.

Der har været det helt store detektivarbejde i gang i bestræbelserne på at samle et bredt udsnit af Laurits Tuxens værker, der rummer både portrætter af kongelige, skagensmalerier og eksotiske rejsebilleder fra blandt andet Mellemøsten og USA. I alt præsenterer museet 81 malerier af Laurits Tuxen, der allerede kom til Skagen i 1870, men som først blev kendt som skagensmaler, da han fik sommerbolig i byen efter år 1900.

Laurits Tuxen var altså i Skagen før andre store skagensmalere som Michael Ancher og Krøyer, men den krævende disciplin som fyrstemaler marginaliserede ham - både i forhold til de mere kendte skagensmalere, og fordi hans fyrsteportrætter senere er blevet mindre kendt i takt med de portrætteredes dalende samfundsbetydning.

”Da Tuxen startede, stod folk i kø for at se kongebillederne, men pressefotografiet gjorde de kongelige billeder overflødige. Fascinationen af kongehuset forsvandt med, at vi blev mere eller mindre socialdemokrater alle sammen, og det er grunden til, at nogle kalder ham outsider. Men han var altså den, der bragte den franske naturalisme til Danmark og åbnede op til det store udland,” forklarer kunsthistoriker og Tuxen-kender Lise Svanholm, som har bidraget til udstillingen med Laurits Tuxens dagbog og en lang række af hans værker.

Den alsidige samling af Laurits Tuxens billeder har været en udfordring for medarbejderne på Fuglsang Kunstmuseum at gøre til en sammenhængende udstilling, men tilfredsheden med det endelig resultat er stor, fortæller inspektør og udstillingsansvarlig Tine Nielsen Fabienke.

”Vi har forsøgt at nuancere det billede, der er af Tuxen. Mange husker ham for at være fyrstemaler, men det er kun én streng af hans virke. Det er ingen grund til at lave en kongemalerudstilling en gang til. Derfor har det været vigtigt for os at folde det hele ud - både med de tidlige værker og med rejsebillederne, han malede senere i sit virke,” siger museumsinspektøren.

Laurits Tuxen startede allerede som 14-årig på Det Danske Kunstakademi, og han og den jævnaldrende kunstnerkollega P.S. Krøyer blev betragtet som samtidens to største talenter i dansk malerkunst. Senere studerede de også sammen i Paris, hvor de kom i lære hos den franske maler Léon Bonnat. Her lærte Tuxen begrebet ”valører” at kende, hvor fokus er på farvernes klarhed og lysstyrke, og hvor man ser på helheden frem for detaljerne. Det var nyt og revolutionerende i forhold til den hjemlige kunst, og det gav rum og helhed i billedet, når han malede sine figurmotiver i modlys, hvilket også kan opleves på udstillingen.

De tekniske kvaliteteter gjorde, at Tuxen kunne løse flere forskellige kunstneriske opgaver - noget, den alsidige kunster bemærkelsesværdigt nok fik kritik for, fortæller Mette Bøgh Jensen, der er museumsinspektør på Skagens Museum.

”Han var ekstremt teknisk dygtig, og han mestrede mange forskellige genrer, men det var samtidig det, der gjorde ham kritiseret; at han kunne starte et billede i én stil og afslutte det i en anden,” siger Mette Bøgh Jensen.

På trods af at mange af Tuxen-malerierne er lånt fra Skagens Museum og private ejere, så er Tuxen selv forankret til Fuglsang med værker i samlingen, og flere af udstillingens malerier er lånt i museets nærområde. Med på udstillingen er blandt andet billedet ”Ved frokosten. Frederikke og Nina Tuxen i Villa Dagminne”, som museet købte af Tuxen selv for over 100 år siden. Udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum er delt op i flere forskellige sektioner, og det understreger den alsidighed, Laurits Tuxens værker har.

”Der har været vist facetter af Tuxens kunst, men nu glæder vi os til at folde det hele ud, så vi kan vise bredden i hans kunstneriske virke,” siger museumsinspektør Tine Nielsen Fabienke.

Laurits Tuxen udstiller på Fuglsang Kunstmuseum,Lolland. Maleriet Ved frokosten med Frederikke og Nina Tuxen på verandaen i Villa Dagminne.
Laurits Tuxen udstiller på Fuglsang Kunstmuseum,Lolland. Maleriet Ved frokosten med Frederikke og Nina Tuxen på verandaen i Villa Dagminne.
Laurits Tuxen udstilling på Fuglsang Kunstmuseum, her museumsinspektør Tine Nielsen Fabienke der holder Paul Fischers maleri af Laurits Tuxen der maler på Ny Carlsberg.
Laurits Tuxen udstilling på Fuglsang Kunstmuseum, her museumsinspektør Tine Nielsen Fabienke der holder Paul Fischers maleri af Laurits Tuxen der maler på Ny Carlsberg.