Modianos værker kan ændre dit liv

Den franske forfatter Patrick Modianos bøger har potentialet til at ændre læserens liv. For den danske forfatter Claus Beck-Nielsen blev mødet med årets nobelpristager i litteratur altafgørende, fortæller han i dette essay

Årets modtager af Nobelprisen i litteratur, den franske forfatter Patrick Modiano, har skrevet over 30 værker, ofte med besættelsestiden som udgangspunkt. -
Årets modtager af Nobelprisen i litteratur, den franske forfatter Patrick Modiano, har skrevet over 30 værker, ofte med besættelsestiden som udgangspunkt. - . Foto: Scanpix.

I det tidlige forår 2013 flyttede jeg til Paris for at skrive en roman. I årevis havde jeg drømt om dette: én gang for alle at komme væk fra Lidenlandet, blive en fuldkommen fremmed i mængden af fremmede uden andet hjem end sproget og skriften. Nu var det endelig virkelighed. Og det var forfærdeligt.

”April in Paris” var bare en sang, Hemingway, Picasso og Gertrude Stein var for længst døde, mine to børn og Kvinden var tusinder af mil borte, det hele var meningsløst, jeg skulle skrive, men jeg var tom, der kom ikke et ord. I stedet gik jeg omkring fra morgen til langt ind i nætterne gennem arrondissementerne, fra Rue des Récollets til Porte de Clignancourt, fra Aubervilliers til Malakoff. Træerne langs Quai de Valmy var nøgne og sortsmattede, regnen piskede skråt ind over kanalerne, isvinden gik ret gennem jakkesættet, fingrene var hvide og ude af stand til at stryge en svovlstik.

Og det var en af disse dage eller nætter, hvor jeg gik stadig mere tabt, at jeg der, hvor Rue des Petits-Htels krydser Rue la Fayette og blive til Rue d'Abbeville, kom forbi en nedlagt aviskiosk, hvor nogen havde stillet en stabel gamle bøger. Blæsten havde sparket til bunken, bøgerne lå regnramte, kæntrede op over hinanden, men jeg bøjede mig og begyndte sultent at rode som en roma i en skraldespand. Det meste var selvfølgelig i enhver henseende uspiseligt, sønderlæste cowboyromaner, en find-dig-selv-bog af Shirley MacLaine, Dan Brown på fransk.

Men midt i elendigheden var der en bog, der tiltrak både øjne og fingre; jeg måtte røre den, jeg tog den op. Den var diskret, klassisk, en Gallimard-førsteudgave, den gullige, grove karton med den simple ramme på forsiden; øverst i rammen, ganske diskret og med sort, forfatternavnet, og under det titlen med federe, trist sukkende rød: ”Un pedigree”. ”En stamtavle”. Forfatteren, Patrick Modiano; jeg havde aldrig hørt om ham, det lød italiensk, tænkte jeg og bladrede i bogen, uden at læse, alene med fryden over at håndtere en ægte førsteudgave fra Gallimard.

Det var først langt ud på natten, da jeg for længst havde opgivet alt og lå i den stadig vildtfremmede seng i en nøgen klostercelle med udsigt til Jardin Villemin, at jeg, forsigtigt, åbnede bogen. Og blev besat. Men af hvad? Var det historien? Eller skriften? Den var rå, kuldslået, uden illusion. Straks fra første linje lød det, som om ordene bare var kradset ned, irriteret, som noget, der et helt liv havde ligget i kødet og ætset og nu endelig, én gang for alle, skulle ud. På bagsiden stod der: ”Jeg har skrevet disse sider, som man affatter en protokol eller et curriculum vitae, til information og uden tvivl for at blive færdig med et liv, der ikke var mit.” Præcis sådan lød det, nedkradset halvt rygvendt i afsky og tiltagende besættelse. Ja, også forfatteren, eller rettere protokollisten blev stadig mere besat. Iskoldt rasende. Og samtidig tørt, ikke en tåre, og måske derfor så rystende.Jeg læste den langsomt og hele vejen gennem natten, og da lyset kom snigende gråt og blottede min ensomhed, gik jeg ud og så videre, gik og gik gennem gaderne for at nå frem til udmattelsen og finde døren ind i natten, så jeg igen kunne lægge mig i sengen og begynde forfra på ”stamtavlen”.Det var knap nok en historie, men ikke desto mindre: et halvt liv, lige til forfatteren blev enogtyve, med samt forhistorien - bedsteforældrene, faderen, moderen, en jøde og en flamlænder, mennesker, der ikke havde noget at sige hinanden, men bare var mødtes i krigens tilfældighed, og afkommet, udfaldet: meningsløst og uønsket, skal vi kalde ham Patrick? Modiano. Er besat af at huske alt det, der har været, det tabte, opspore det, skrive det ned og dermed blive fri for det hele, livet, byen, Paris, gadenavne, hus- og telefonnumre, årstal og ikke mindst: Besættelsen. Som nu også var min. Jeg forstod ikke hvorfor. Men jeg kunne ikke slippe den. ”En stamtavle” for et menneske, en forfatter, en hund, jeg aldrig havde hørt om. Hvorfor? Stemmen! Stemmen er altafgørende. Uanset om du har en god historie eller bare et liv, du gerne vil af med, så siger det mig intet, medmindre du har en stemme, der kan besætte mig. Og det har Patrick Modiano, og det er ikke den samme stemme i alle hans bøger, og i de første er det ikke hans, men Célines, men derefter og i de sidste fyrre år har denne særlige, tørre, kuldslåede, farveløse tone lydt og lyder stadig i Modianos mange og altid ganske magre romaner.

Da jeg lagde ”stamtavlen” fra mig anden eller tredje gang, var jeg ikke længere alene i Paris. Nu var der også en stemme, ikke Modianos, men den stemme, jeg ventede og vidste før eller senere ville komme til mig. En skønne nat i midten af april 2013 lød stemmen og dens første sætning pludselig inde midt i søvnen; den vækkede mig, jeg stod op som kaldet, sad i underbukser på sengekanten og kradsede den ned på et stykke papir, slukkede lyset og lagde mig, rolig nu, og besat. Og næste morgen satte jeg mig for alvor til bordet i klostercellen med udsigt til Jardin Villemin og begyndte at skrive skæbneromanen ”Den endeløse sommer”. Hver morgen og til langt ud på eftermiddagene skrev jeg, næsten bevidstløs, jeg var ikke andet eller andre end stemmen, der fortalte.

I DE MÅNEDER, jeg skrev ”Den endeløse sommer”, hørte stemmen altid op ud på eftermiddagen, den havde ikke mere at sige, ikke den dag, og så rejste jeg mig og fortsatte mine timelange vandringer gennem Paris' gader og arrondissementer, parker og alléer af ludere fra alle de franske kolonier.

Men nu gik jeg ikke længere tabt, jeg havde et mål, eller mange, ikke luderne - jo, de fik også et blik og et par ord med på vejen, det skylder jeg dem - men metropolens hundredvis af antikvariater. I dem gik jeg altid til hylden med M. Som i Modiano. Det var sjældent, der var noget; der var hundredvis af bøger på hylden med C, som i le Clézio, han havde jo fået Nobelprisen, den stakkel, så hans bøger var blevet genoptrykt i hundredetusindvis og købt og tilsyneladende straks igen smidt ud eller leveret til antikvariatet, ulæste, de fleste lå faktisk i rodekasserne ude på fortovet.

Modiano til gengæld, han var en sjældenhed, et fund, ikke længere gratis som ”stamtavlen”, men for fem-syv euro fandt jeg i løbet af tiden i Paris en del - debuten ”La Place de l'toile”, kunstnermiljøromanen ”Dans le café de la jeunesse perdue” og hans såkaldte hovedværk ”Rue des Boutiques obscures” - og læste dem alle. Jeg fandt ud af, at de alle handler om stort set det samme, en mand eller et menneske, der er gået tabt eller har mistet sin hukommelse og dermed sin identitet; han (eller hun) er så godt som ingen, en navnløs detektiv på sporet af sig selv. Det foregår altid i årene under eller efter besættelsen (og holocaust) og meget ofte i Paris; romanerne er fyldt med gadenavne, husnumre, årstal og citater fra dokumenter, identifikationspapirer, postkort og ensomme mennesker, hvis liv allerede, fra de er unge, for længst er forbi, alt er i sort-hvid, håbløst og båret af den helt særlige tone, stemmen, der er Modianos eller måske snarere bare bruger ham som sit medie.

Hen ad vejen, gennem gaderne, med ugerne, månederne hørte min besættelse lige så stille op; jeg fandt aldrig alle Modianos romaner og har ikke læst flere, siden jeg en virkelig skøn dag i slutningen af juni 2013 satte punktum for ”Den endeløse sommer” og forlod Paris.

Modianos nu nobelpriste romaner tilhører på flere måder den tabte tid, eller snarere en tid, der bare er forbi, passé: Kolonitiden, halvtredserne, tresserne, hvor Paris stadig var en by for de hvide, og Den venstre Seinebred og Luxembourghaven endnu havde en litterær mystik, der nu for længst er forduftet i hørmen af de alt for rige hvides parfumer og stanken af turisternes parisertoast to go. Efter den syvende Modiano-roman får den tabte tid, trods det tørre og ordknappe, en svag klang af det sentimentale. Men ikke ”En stamtavle”. Stamtavlen holder, til evig tid, jeg tager den ofte ud af reolen og kærtegner den, bladrer, læser lidt hist og her, lukker øjnene og bare holder i den for ikke at falde ud af verden og tiden. Den alene er Nobelprisen værd. Men også en del af de andre, så: Hvis du en håbløs dag falder over en roman af en vis Patrick Modiano, så saml den op. Den er et fund.