Prøv avisen
Bog

Verdenshistorie i øjenhøjde set fra Sønderjylland

De fleste lod sig i 1914 indskrive til en meningsløse krig. Endnu mere meningsløs for dem, der kæmpede for en besættelsesmagt

Begejstringen i de europæiske lande var stor, da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, men den var ikke udelt: mange soldater skulle kæmpe for en stat og en sag, der ikke var deres. For eksempel de op imod 30.000 dansksindede sønderjyder, der blev tvangsudskrevet til at kæmpe for det tyske kejserrige og umuligt kunne dele deres tyske landsmænds nationale eufori (der i øvrigt ikke holdt særlig længe).

Fra Toftlund, Ballum, Sønderborg, Kliplev, Hviding, Graasten osv. blev de sendt til frontafsnittene i Galicien, Makedonien og Flandern: ”Schlachtvieh für die Westfront” skrev Niels Ebbesens Kloppenborg Skrumsager og hans kammerater med kridt på de togvogne, der skulle fragte dem af sted. Det anslås, at 5.300 sønderjyder blev dræbt i krigen, mens 4000 blev krigsinvalider.

Men i skyttegraven holdt man sammen, og sønderjyden med det patriotiske navn, Niels Ebbesen, knyttede et stærkt, ubrydeligt venskab med tyske Paul Buchwald fra Schlesien, som han traf på Gardekyrasser-kasernen i Berlin i 1915 og skiltes fra under en sygetransport gennem Sydtyskland i 1918. De mødtes også efter krigen.

Lauritz Jørgensen var med under det første tyske gasangreb ved Ypres og fandt ud af, at gas heller ikke skelner mellem soldater og civile. Christian H. Thiim fra Rejsby gik under sin orlov ”over stregen”, det vil sige, han deserterede til kongeriget. Han kom lige fra Verdun og havde ikke lyst til mere.

Jens Jensen fra Hejsager opholdt sig under slaget ved Verdun på fortet Douaumont, hvis underjordiske gange var fulde af soldater på vej til og fra fronten. Da en soldat får viklet foden ind i et bundt håndgranater, sparker han og river aftrækssnoren ud, så hele beholdningen eksploderer og en kædereaktion starter; flammekasterne antændes, sårede soldater brænder som fakler, ilden spreder sig og når til sidst et rum med granater. Fortets gange blev en dødsfælde, og 28 officerer og 650 menige soldater døde på grund af en klodset soldat.

Veteranernes beretninger blev samlet efter krigen af ”Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914-1918”, og et udpluk af dem udgives nu med forord af museumsinspektør Inge Adriansen fra Sønderborg Slot i anledning af 100-året for den ulyksalige krigs udbrud.

Det er en vigtig og vedkommende udgivelse, verdenshistorie i øjenhøjde, fortalt af jævne, nøgterne folk, der minutiøst beskriver deres frontoplevelser uden had til hverken den ene eller den anden part. Beretningerne kredser sjældent om store, politiske spørgsmål; soldaten skal overleve frem til næste dag og skaffe sig et ordentlig måltid, hvis han er heldig. Derfor hører vi mest om forplejning, tøj, kulde, lus, madrasser og den konstante, nerveopslidende spærre- og trommeild, der afbrydes af lejlighedsvise forsøg på at storme fjendens skyttegrave eller forhindre fjendens angreb. Under Første Verdenskrig var det sidste lettere end det første, hvorfor der stort set ikke var bevægelse på Vestfronten fra årsskiftet 1914/15, frem til krigen sluttede i efteråret 1918.

Man kan undres over, at ikke flere sønderjyder deserterede, men mange frygtede repressalier mod deres familier, eller at faneflugt en masse kunne bruges som tysk påskud til besættelse af Danmark. Derfor lod de fleste sig indforskrive til denne meningsløse krig, der var endnu mere meningsløs for dem, der kæmpede for en besættelsesmagt.