Ny bog har bønner til hele viften af gudstjenester

Der er noget for enhver smag i denne ambitiøse bønnebog, men det er betænkeligt, at flere af de nye bønner ikke tør bruge navnet Jesus Kristus

Ny bog har bønner til hele viften af gudstjenester
Foto: strixcode.

Spaghettigudstjeneste, skumringsgudstjeneste, Grøn kirke, kyndelmisse et cetera, et cetera. Viften af gudstjenester har aldrig været mere mangfoldig. Det kræver nye ritualer, nye tekstvalg, nye bønner.

”Gudstjenestens bønner II” er et forsøg på at komme det behov i møde med bønner til enhver tænkelig lejlighed.

Der er sågar et forslag til indlednings- og udgangskollekter til valentinsdag; en helt kommerciel mærkedag, som har sneget sig ind i den kirkelige kalender visse steder med den bagtanke, at kirken når længere ud, hvis den knytter an til det folkelige.

Det argument er helt i tråd med bogens efterord, hvor det understreges, at ”de gudstjenester og kirkelige handlinger som kollekterne i denne bog er skrevet til, tager som hovedregel afsæt i mennesket og menneskets erfaringer og i de omvæltninger, glæder og sorger, man oplever i sit liv”.

”Menneske først og kristen så”, skrev Grundtvig, og den sentens kunne stå som samlende overskrift på bogens kapitler, der er tematisk opbygget efter det moderne menneskes livsvilkår.

Fødsel, Vækst, Kærlighed, Død, Almindelighed, Arbejde, Gnist, Skønhed, Skrøbelighed, Kamp og Stedet lyder titlerne på de enkelte afsnit, som forsøger at nå rundt om tilværelsen på godt og ondt.

Fødsel, død, kærlighed og tab er de samme vilkår til alle tider, men ritualerne omkring dem giver ikke længere sig selv. Nogle drømmer om at bruse op ad kirkegulvet, mens andre vil ud under åben himmel. Stadig flere gifter sig både to og tre gange. Skal den forskel afspejle sig i kollekterne?

Samme dilemma melder sig i forbindelse med et dødsfald. Nogle ønsker stadig urnen i jorden, mens andre vil have asken spredt ud over havet. Skal det fremgå af bønnen?

”Nu lader vi støvet hvile hos dig/ indtil den dag hvor alle krukker brydes/ og nyt liv bryder frem i den have/ hvor påskeliljer altid blomstrer,” står der smukt i bønnen til en urnenedsættelse.

”I dag strør vi hendes/ hans aske ud over det åbne hav,/ men lad det ikke kun være et kast ud i intet,/ ud i glemslens hav/ men ind i dit rige./ Trøst og styrk os i tilliden til dig,/ du som samler hvor vi spreder,” står der lige så smukt i bønnen til spredningen over havet.

De to bønner viser, at skønt situation og sted er forskellige, er budskabet det samme, og sådan skal det være. Uanset hvad der sker på folkekirkelig grund, er evangeliet det urokkelige udgangspunkt.

Forståelsen af sakramenterne bør ligeledes være den samme, og dog er der bønner i samlingen, hvor betydningen forskyder sig.

Det er tilfældet i en høstkollekt med ordene: ”Gud, tak fordi du lader livet bugne på marken/ og i et lille stykke alterbrød og lader evigheden flyde i en dråbe vin./ Dit brød spises aldrig op,/ og dit bæger drikkes aldrig ud./ Lad det være tegn på/ at vi skal dele høst og liv med hinanden.” Siden hvornår er nadveren blevet et tegn på, at vi skal dele med hinanden?

Der er måske ikke den store folkelige appel i budskabet om Jesus Kristus, der døde og opstod for vores skyld, men det er alligevel påfaldende, hvor lidt det kristologiske fylder i de nye bønner med den konsekvens, at nåden svækkes. Som når der i en af dåbskollekterne står: ”Skyl vores dæmoner bort med dit ord,” underforstået, at tilgivelsen er en elementær uddrivelse.

Nåden henter tyngde fra sin modsætning, synden, og glemmer man den, er det nemt at nedskrive den til noget andenrangs, udtrykt således i en af skriftemålsbønnerne: ”Derfor må jeg nøjes med din tilgivelse.”

Kristologien nedtones på bekostning af skabelsesteologien, som er anderledes lettilgængelig. Eksempelvis er der ikke en eneste af konfirmationskollekterne, som nævner Kristus. De handler alle om glæden over at være skabt af Gud og betoner ønsket om, at Gud ved Helligåndens hjælp må give blik for ”alt det gode, du har skabt”.

Sproget svinger mellem høj og lav stil, alt efter om der tales til børn eller voksne. Det er for eksempel fint tænkt at lave rimede bønner til børne- og dåbsgudstjenester, mens det virker lige lovlig kækt i en lovprisningsbøn at sammenligne Kristus med ”ballonmanden”.

Heller ikke en formulering som ”at foråret er i katapultsædet” er heldig. Til gengæld findes der flere velklingende og poetiske vendinger som ”tusmørkets svævende ynde” og ”et tøbrud af toner”.

Der er noget for enhver smag, men det er betænkeligt, at flere af de nye bønner ikke tør bruge navnet Jesus Kristus, men holder sig til det ufarlige og genkendelige: takken for kærligheden og alle gode gaver. Den slags ”feelgood-fromhed” holder næppe i længden.