I disse dage går tusinder af danske turister rundt i Paris og beundrer denne smukke by med Louvre, Eiffeltårnet, Notre Dame og alle de andre historiske bygninger langs Seinen. De kunne have været sprængt i stumper og stykker under Anden Verdenskrig. Det blev de ikke, selvom Hitler udtrykkeligt havde befalet det, efter de allierede var gået i land i Normandiet i juni 1944. Hvorfor skete det så ikke?
Det handler den tyske film ”Diplomati” om.
I august 1944 er de allierede ved at nå Paris. Den tyske militærguvernør general Choltitz er lige ankommet på sin nye post som militærguvernør. Han modtager Førerens ordre om, at byen skal ødelægges, hvis man skal trække sig tilbage. Alle de kendte bygninger, vi i dag forbinder med byen, er blevet mineret, og der ventes kun på generalens ordre. I begyndelsen af filmen ser man billeder fra Warszawas ødelæggelse. Sådan kunne det være gået i Paris.
Generalen bor i suiten på det fornemme Hotel Meurice. Dér dukker den svenske konsul Nordling op. Hans opgave er at tale generalen fra at udføre Hitlers ordre. Han har et brev med fra den franske general Leclerc om betingelserne for overgivelse. En af disse er, at byen ikke ødelægges. Brevet afvises hånligt af Choltitz.
I filmen er det de to ældre mænds natlige samtale, vi følger. Den dialog er frit opfundet. Historisk korrekt er det, at de to mænd har kendt hinanden og har mødtes ved flere lejligheder. De to blev sågar enige om en slags våbenstilstand mellem den 20. og 24. august, hvor tyskerne kunne færdes i byen uden risiko for baghold. De kan have mødtes i denne skæbnenat mellem den 24. og 25. august. De to mødtes faktisk efter krigen i Paris, så der har været et rimeligt godt forhold mellem dem.
Hvorfor udfører generalen ikke ordren? Nordling argumenterer humanistisk. Hvorfor skal alle disse mennesker dø i byen, og hvorfor skal denne by, der ingen militær strategisk betydning har, ødelægges? Vil De, hr. General, evigt have Deres navn forbundet med Paris' ødelæggelse?
Choltitz argumenterer med, at han er soldat, og en soldat udfører ordrer! Endvidere har systemet en klemme på ham, idet hans familie vil blive henrettet, hvis han ikke udfører ordren. Hvad er vigtigst: kone og tre små børn eller en by?
Det er et fornemt kammerspil mellem de to mænd. Niels Arestrup er fortrinlig som den tyske general. Han er født og opvokset i Frankrig med en dansk far og fransk mor. Han har en flot filmkarriere bag sig i Frankrig.
Rollen som den svenske konsul udfyldes lige så fornemt af André Dussollier, der ligeledes har en stor karriere bag sig. Filmen er spændende på trods af, at man kender resultatet, og så nyder man det intensive spil mellem de to herrer.