Prøv avisen
Interview

Opgør med det perfekte liv

”Når jeg læser Løgstrups tanker, så er der noget inde i mig, der siger, at jeg læser noget, der er sandt. Det vækker mig,” siger Renée Toft Simonsen. - Fotos: Lars Aarø/Fokus.

Da Renée Toft Simonsen blev forfatter, var det første gang, hun arbejdsmæssigt valgte noget lystbetonet. Lige nu er hun aktuel med sin selvbiografi, hvor hun kritiserer tidens mig-kultur.

Renée Toft Simonsen har noget med frøer. Når hun som barn fandt én, tog hun den altid op i sine hænder og sad længe og kælede for den. Som niårig vandt hun en grøn læderfrø med ris indeni, da hun var med sin farmor og farfar til tombola i Kirkens Korshær i Randers. Frøen fik navnet Karla, og den blev hendes trofaste fantasiven i mange år, også i voksenlivet, indtil den en dag forsvandt helt af sig selv. Måske fordi der ikke rigtigt var plads til den mere. Der var blevet for meget virkelighed.

Renée Toft Simonsen kyssede frøen. Ja, og hun fik sin prins. Hun fik også et indtagende væsen, en masse penge - og alt det, der kan købes for dem. Hun fik tre sunde, raske børn samt en bonusdatter, hun fik op til flere uddannelser og nå ja, så blev hun også lige en verdenskendt fotomodel. Udefra set et glamourøst, misundelsesværdigt liv, men at det ikke er hele sandheden, kan man læse i Renée Toft Simonsens selvbiografiske bog ”Renée - at finde hjem”, der udkommer på mandag.

”Jeg sidder midt i det, nogle udefra vil definere som det perfekte liv. Jeg kan bare ikke mærke det. Med den her bog vil jeg blandt andet gerne fortælle, at det perfekte liv ikke findes,” siger hun.

Hvorfor har du brug for at fortælle den historie?

”Jeg har brug for at være ligesom alle andre. Der er dét der med, at man bliver til i andres øjne. Når nogle kigger på mig som den der glamour-kvinde, så kan det blive det, jeg også selv ser. Men når jeg samtidig ikke kan mærke det, så opstår der disharmoni mellem det, jeg møder, og det, jeg mærker. Mit behov er at sige: Det, I videregiver, at I ser, er ikke sådan, at jeg oplever det.”

”En del af drivkraften er også at sige til andre: Den lidelse, der kan ligge i at ville det perfekte og ikke kunne opnå det, fordi det ikke er en mulig ting, den skal væk. Der er rigtigt meget lidelse forbundet med, at vi hele tiden vil have det hele til at se så pænt ud. Så jeg siger: Se, her er mit mågestel, hvor der altså mangler hanke på flere kopper, og tekanden er skåret.”

Det skrammede mågestel handler for Renée Toft Simonsens vedkommende blandt andet om en barndom, der i perioder var præget af svigt og utryghed, og om en iboende angst, der har fulgt hende langt ind i voksenårene. Men selvbiografien er også historien om, hvordan skårene er blevet klinket. Igennem samværet med andre, igennem meditation og selvudvikling og ikke mindst gennem kærligheden.

Vi sidder i hendes køkken-alrum i en stor herskabslejlighed i Aarhus midtby. Her er rummeligt og højt til loftet. Også i overført betydning lader hun forstå, og understreger det blandt andet ved at indlede sin bog med et koncentrat af K.E. Løgstrups etiske fordring.

”Når jeg læser Løgstrups tanker, så er der noget inde i mig, der siger, at jeg læser noget, der er sandt. Det vækker mig. Jeg ved godt, han var teolog, men hans budskab kan for mig stå uafhængigt af kristendommen. For selvfølgelig er vi ansvarlige for hinanden, og selvfølgelig skal vi være varsomme, ordentlige og kærlige ved hinanden. Jeg tror ikke på Gud og Jesus, heller ikke på Buddha eller Allah, men jeg tror på anstændighed og næstekærlighed. Næstekærlighed er det fineste budskab, der findes.”

”I vores moderne verden er egoet virkelig i centrum. Det er mig, mig, mig: Se mig på Instagram, hør mig på Twitter og følg med i mit liv på Facebook. Hvorimod det med fællesskaberne er rykket i baggrunden. Men jeg mærker hele tiden at ville noget med de andre. Hvis du står alene på en øde ø, så kan du godt komme på Facebook og Instagram, men det har ikke nogen værdi overhovedet. Det at være i direkte kontakt med de andre er altafgørende, men når du skal det, så bliver du også nødt til at være ordentlig.”

Hvad vil det for dig sige at være et ordentlig menneske?

”At tale pænt til hinanden, ikke sige væmmelige ord og grimme ting. Og så handler det om at være autentisk, altså at være sand i det, jeg siger til de andre. At være ordentlig er også at tage hensyn til hinanden, men det skal man samtidig være forsigtig med, for man kan komme til at tage for meget hensyn og give op på sig selv på bekostning af at ville elskes,” mener hun.

Renée Toft Simonsen taler ikke bare om næstekærlighed, hun forsøger også at praktisere den. Sammen med sin mand gennem snart 20 år, musikeren Thomas Helmig, har hun udvist civil ulydighed i næstekærlighedens navn. De blev en del af præstens Leif Bork Hansens hemmelige netværk, der i slutningen af 1990'erne husede illegale serbiske krigsflygtninge i deres private hjem. Da Toft Simonsen henvendte sig til præsten fra Lyngby og tilbød sin hjælp, havde hun forestillet sig, at de kunne have en hel familie boende. Hun så for sig, hvordan deres børn kunne lege sammen, og hvordan hun kunne stege frikadeller til dem den ene dag, og de kunne servere deres hjemegns livretter den næste.

Sådan kom det ikke til at gå. I stedet flyttede 22-årige Zoran ind i familien Simonsen-Helmigs kælder. Han levede primært af rødvin, pot og hovedpinepiller og var så skadet af krigens rædsler, at han ikke var i stand til at indgå i familiens liv. Efter et stykke tid blev Renée Toft Simonsen nervøs, ikke mindst på sine børns vegne, og projektet måtte opgives.

Egentlig skulle den historie ikke have været med i den nye bog, men hendes medforfatter, Andreas Fugl Thøgersen, insisterede.

”Han synes, den historie siger meget om, hvem jeg er og om min måde at handle i verden på: Altså, ja, jeg har et ønske om at være et godt menneske, men jeg er også naiv. Der var sådan lidt Hvidstensgruppen over det. Jeg er jo vokset op med, at når nogen er på flugt, så hjælper vi dem. Det er måske naivt, men den holdning har jeg altså stadigvæk: Et menneske i nød er et menneske i nød, så er den ikke længere. Hvis jeg var i nød, ville jeg da ønske, at nogen åbnede døren og sagde 'kom herind',” siger Renée Toft Simonsen.

I 1980'erne var Renée Toft Simonsen en særdeles eftertragtet fotomodel, og hendes ansigt dukkede ustandseligt op på glittede forsider over hele verden. Det var hårdt arbejde med konstante rejser rundt i verdensdele og tidszoner, men det var også fester og gang-i-den i New York, hvor hun boede i syv år, blandt andet sammen med Duran Duran-forsangeren John Taylor.

Da hun vendte hjem til Aarhus, blev alt det lagt på hylden, hun tog en uddannelse som psykolog og fik derefter tilbudt et forskningsstipendium, hvor hun kunne arbejde videre med sin interesse for blandt andet skilsmisseramte børn. I sidste øjeblik sagde hun nej tak og valgte i stedet for at begynde at skrive børnebøger. Det har hun aldrig fortrudt. For hvor der i psykologistudiet nok lå en interesse, men måske i lige så grad noget, hun skulle bevise - den klassiske med, at man altså godt kan være klog, selvom man er smuk - så var det at skrive hundrede procent styret af lyst.

”For første gang i mit arbejdsliv gjorde jeg noget, der virkelig var lystbetonet. Det var ikke bare let at tage den beslutning, for jeg har et meget pligtopfyldende over-jeg, men så fik jeg det pakket ind i, at det også var bedst for børnene, fordi jeg så kunne være mere hjemme. Det var nu også reelt, for mor-rollen er den vigtigste for mig, ingen tvivl om det,” siger hun, mens hun skiftevis gestikulerer voldsomt og roder rundt i sit lange hår.

Det er naturligvis ingen tilfældighed, at debutbogen ”Karlas Kabale” fra 2003 har et skilsmissebarn som hovedperson. Og at Tiberius Tudefjæs, hovedpersonen i hendes serie for mindre børn, også er det. Skilsmisser interesserer Renée Toft Simonsen. Både fordi hun selv er skilsmissebarn, hendes to ældste børn er det, og den yngste, som hun har sammen med Thomas Helmig, var tæt på at blive det (hun og Thomas Helmig gik fra hinanden i efteråret 2013, men fandt sammen igen), og fordi hun synes, skilsmisser er en af vor tids største udfordringer. I 2009 blev hun medstifter og direktør på websitet delebarn.dk, der henvender sig til fraskilte forældre, og hun er en ivrig debattør og fortaler for, at børnene ikke bliver ofret, når forældrene går hver til sit.

”Det er altid interessant at kredse om det i menneskers liv, som er sårbart og smertefuldt, fordi der i lidelsen kan ligge både erkendelse og udvikling. En film eller en bog om noget, der bare er lykkeligt uden modstand, er jo ikke interessant,” siger hun og fortsætter:

”Når jeg skriver om børn, der har det svært, så er det, fordi jeg derigennem kan se på de monstre, vi møder som mennesker, og ikke mindst på, hvilke våben vi bruger over for dem, hvordan vi besejrer dem”.

Bøgerne om Karla og hendes kabale, der er svær at få til at gå op, har været en stor både anmelder- og salgsmæssig succes. Bøgerne er blevet filmatiseret, og i november kommer Karlas Kabale også i en sceneversion på Aarhus Teater. Renée Toft Simonsen debuterer i den forbindelse som dramatiker, og Thomas Helmig leverer musikken.

Renée Toft Simonsen er også uddannet på Filmskolens manuskriptlinje, og i maj 2015 begynder optagelserne til hendes første film. Det er en filmatisering af Manu Sareens børnebøger om Nørrebro-drengen Iqbal Farooq.

”Hvor stolt tror du ikke lige, jeg er?”, spørger hun med sin umiskendelige aarhusianske dialekt og slår en dyb latter op. Men så bliver hun mere alvorlig:

”Men jeg er først og fremmest taknemmelig. Det er en følelse, jeg er kommet mere i kontakt med, jo ældre jeg er blevet.”

citat : ”Med den her bog vil jeg blandt andet gerne fortælle, at det perfekte liv ikke findes”Citat : ”Et menneske i nød er et menneske i nød, så er den ikke længere”

wZCizAOGd-k