Prøv avisen
Bog

Funktionærer mod missionærer

Sagen om Massoud Fouroozandeh har fået sit første partsindlæg i bogform. Foto: Malte Kristiansen

Den første bog om Massoud-sagen er et oplysende partsindlæg

Torben Bramming har siden december 2013 været bisidder for Massoud Fouroozandeh. Fouroozandeh, hvem alle synes at være på fornavn med, stiftede i 1997 Church of Love, en såkaldt migrantmenighed mest for omvendte iranske muslimer.

Sideløbende har han taget en teologisk kandidatgrad fra Aarhus Universitet, og da den og den efterfølgende efteruddannelse på Pastoralseminariet var afsluttet i 2011, blev han af biskop Kresten Drejergaard tilknyttet Fyens Stift, hvor Church of Love skulle fungere som en såkaldt indslusningsmenighed. Det var hensigten, at menigheden skulle udvikles til en valgmenighed under folkekirken. Den 1. oktober 2011 trådte et projekt ved navn Folkekirkens Migrantarbejde i kraft.

Projektet ledes af en bestyrelse bestående af biskoppen over Fyens Stift, domprovsten for Sankt Knuds Provsti, en repræsentant for Edith & Gotfred Kirk Christiansens Fond, som har støttet projektet økonomisk, samt en repræsentant for den menighed, migrantpræsten er tilknyttet.

Fouroozandeh fik i november samme år en 50 %-stilling som sognepræst ved Sankt Hans Sogn i Odense med titel af migrantpræst. Her fungerede han parallelt med sit virke som leder af Church of Love. November 2012 tiltrådte Tine Lindhardt som biskop på Fyn. I juni 2013 blev Fouroozandeh indkaldt til en samtale i Bispegården. Bramming beskriver i bogen mødet således: ”Atmosfæren fornemmes af Massoud som mærkelig fjendtlig. Han får hurtigt opfattelsen af, at han skal bankes på plads. Det viser sig, at det drejer sig om Massouds ansøgninger til de 10 stifter om at få støtte til den teologiske uddannelse af præster af anden etnisk herkomst, som er en del af Folkekirkens Migrantarbejdes vedtægter.”

Fra og med dette møde begyndte Fouroozandehs vanskeligheder ifølge Bramming. Det er Brammings opfattelse, at Fouroozandeh systematisk er blevet modarbejdet af de kredse i folkekirken, der er imod hans missionsarbejde blandt muslimer. Det arbejde, der foregår i flere stifter blandt migranter, har først og fremmest religionsdialog som formål, ikke mission. Bramming mener ligefrem at kunne identificere et ubehag mod kristen mission blandt muslimer.

Episoden i OdenseBispegård afslørede et problem, der synes at være gennemgående i denne sag, nemlig uafklarede forventninger. For eksempel ønsket om at skabe en særlig uddannelse for migrantpræster. Fouroozandeh synes at have taget for givet, at det var en del af arbejdet, og Bramming skriver endda, at det er en del af projektets vedtægter. Det er det ikke, og han kan heller ikke fremlægge dokumentation for, at det er noget, der er aftalt med projektets bestyrelse. Brudstykker af en e-mail fra stiftskontorchefen om konteringsprincipper for eksterne midler er det eneste, der kan fremvises. Det er ganske tydeligt, at Fouroozandeh har handlet helt på egen hånd, og at det er derfor, han blev indkaldt til en samtale i Bispegården.

Noget andet er, at konflikthåndteringen fra biskoppens og projektbestyrelsens side antagelig ikke har været optimal. Det har heller ikke hjulpet, at parterne løbende har ført den indbyrdes dialog gennem pressen, ikke mindst Kristeligt Dagblad, der flittigt har dækket historien og trykt debatindlæg.

Fra at være et spørgsmål om forventningsafstemning og kompetencefordeling blev sagen nu også teologisk. Fouroozandehs dåbssyn blev betvivlet af flere, men det afviser Bramming med det argument, at Fouroozandeh jo har gennemgået den krævede teologiske uddannelse. Men hvad indhold Fouroozandeh lægger i de dåb, han udfører, hører vi faktisk ikke om, kun at hans kritikere er selvmodsigende og tager grusomt fejl. Fouroozandehs missons- og dåbsvirksomhed foregik fortsat i regi af Church of Love, og spørgsmålet opstod, hvorvidt en præst ansat i folkekirken kan døbe, uden at det indebærer, at den døbte optages som medlem af folkekirken.

Der har tilsyneladende været fortilfælde, men Fouroozandeh gør det systematisk, hvilket ifølge Bramming fik Tine Lindhardt til at forbyde ham at døbe, et forbud, der dog blev ophævet igen. Enden på historien blev, at Fouroozandeh er blevet præst i Danmarks første migrantvalgmenighed, der benytter Skt. Hans Kirke i Odense, men den anden halvdel af hans beskæftigelse er udset til at være funktionspræst direkte under biskoppen. Bramming mener, at der fortsat er tale om, at biskoppen modarbejder Fouroozandeh, men spørgsmålet er, om der fra et mindre temperamentsfuldt synspunkt er tale om en meget mindelig løsning.

Bogen er et partsindlæg til fordel for Fouroozandeh. Det er der for så vidt ikke noget forgjort i, især ikke nu, da det oprindelige treårige projekt er udløbet. Bramming forsømmer imidlertid især for konfliktens indledende episoder i vid udstrækning at dokumentere sine påstande. Han beretter uredigeret løs optændt af forargelsens hellige ild. En episode, hvor en ledende figur i folkekirkens religionsdialogiske arbejde angiveligt kaldte Fouroozandeh for ”perker”, er ikke vidnebelagt.

Men bogen tegner også billedet af en dybtliggende og principiel konflikt i folkekirken, mellem hvad man kan kalde funktionærerne og missionærerne. Bramming skriver i den anden og mere programmatiske halvdel af bogen: ”Fordi dialogsegmentet i Folkekirken sidder på kirkens fællesfond, laver man, kort sagt, kirken om fra en national kirke for det danske folk af nye og gamle danskere til en centrumvenstreorienteret pressionsgruppe.”

Vi er langt hinsides den gamle strid mellem Indre Mission og statskirkeligheden. Og selv om Massoud Fouroozandeh får sin valgmenighed, ser det ud til, at hans bisidder har benyttet lejligheden til at lyse til kirkekamp. ”En kirke uden mission er en kirke uden sjæl,” som missionæren og hans bisidder siger.