En pige med en særlig evne

Marianne Gades roman bygger en forventning op, som afslutningen ikke indfrier

"Et sted som ingen ser," hedder Marianne Gades roman.
"Et sted som ingen ser," hedder Marianne Gades roman.

Hun har evnen, men ved ikke, hvad hun skal stille op med den, siges det om romanens hovedperson, den 13 årige Marion, på en af romanens første sider - og igen senere. For det er et vigtigt udsagn.

Ordene er en hentydning til hendes kontakt med det oversanselige. Hun får syner og varsler og kender til begivenheder, før de indtræffer, en gave - hvis det er en gave? - hun har arvet fra sine islandske aner, blandt andre bedstemoderen, der især på det mentale plan er en central person i romanen.

Da Marion spørger hende om, hvad der sker med mennesker, der kan se, hvad andre ikke ser, får hun svaret: ”De bliver skræmte. Og ensomme.” Det gælder også Marion. Imidlertid føres hun langsomt frem imod en slags afklaring: en åbenhed over for at opfatte sin mystiker-indsigt som en styrke. Hvad der betinger hendes ændrede holdning, er dog ikke helt klar for anmelderen. Måske ved hun det ikke selv endnu.

Bogen præsenteres som en erindringsroman. Ligheden mellem hovedpersonens og forfatterens fornavn er altså næppe tilfældig.

Handlingen udspilles i Sæby sidst i 1950'erne. Det er begrænset, hvad Marianne Gade konkret gør for at skabe et tidsbillede. Men det er der alligevel, diskret, men tydeligt indarbejdet i historien. Hendes realisme er enkel og rammende. Let og ubesværet.

Historien om den på én gang oprørske og sårbare hovedperson indeholder flere lag: det spændingsfyldte forhold til hendes psykisk skrøbelige mor, fascinationen af byens nye læge, relationen til drengene og modtagelsen af anonyme breve, der er mærkeligt alvidende. De syner, der indtræffer undervejs, beskrives nøgternt - som noget, der nu engang hører til i sammenhængen.

Betydningsfulde omstændigheder forties. Og romanen er mest levende, så længe det usagte får lov til at dirre mellem linjerne. Det vil sige, inden afdækningen af det skjulte finder sted. Et afgørende vendepunkt sættes i scene med bedsteforældrenes dramatiske diamantbryllup, hvor en af gæsterne drukner - er det mord? Kort efter omkommer bedstemoderen ved en brand, og bedstefaderen dør af en blæresygdom, mens Marion indlægges på Rigshospitalets psykiatrisk afdeling, men vist uden at være syg.

Alt dette er meget for ”Et sted som ingen ser” at bære på. Og jeg synes heller ikke, at kræfterne til at gøre det er til stede. De forventninger, som første del bygger op, indfries ikke i afslutningen. Romanen indeholder mere, end den forløser.