Krigens indtryk og aftryk

I anledning af 100-året for Første Verdenskrigs udbrud viser både Statens Museum for Kunst og J.F. Willumsens Museum krigsbilleder fra Goya og frem til i dag

Goya er aktuel på hele to danske udstillinger - her ses hans radering ”Og der er intet mere at gøre. Krigens rædsler nr. 15” fra 1810-20. -
Goya er aktuel på hele to danske udstillinger - her ses hans radering ”Og der er intet mere at gøre. Krigens rædsler nr. 15” fra 1810-20. - . Foto: Statens Museum for Kunst.

Desillusioneret og fanget i mørket mellem kritisk fornuft og overleveret tro skabte den spanske kunstner Francisco de Goya (1746-1828) i begyndelsen af 1800-tallet en række raderinger eller ”pludselige indfald”, som han kaldte dem, om epokens begær, brutalitet og vanvid. Det skete i form af serier med grafiske blade, der hurtigt og effektivt kunne omsættes i offentligheden og mane til eftertanke.

Skelsættende blev Goyas grafiske serie ”Krigens rædsler”, der både i samtiden og for eftertiden har stået som sande og essentielle vidnesbyrd om krigens gru og invaliderende vold på legeme og sjæl. ”Krigens rædsler” blev skabt under den spanske frihedskrig, hvor landet forsøgte at vride sig ud af Napoleons jerngreb. Men kunstneren skabte andre grafiske serier, hvor han skildrede de mere dystre sider af spaniernes hverdag med en undertrykkende katolsk kirke, en forarmet og lastefuld befolkning og så selvfølgelig tyrefægtningen i al dens grusomme fascination og ubønhørlige dramaturgi.

Goya skildrede i sine satiriske og obskønt udleverende grafiske billedserier et sammenbrud i tiden for religion og moral. Så omfattende og altomsluttende, at kunstneren selv havde svært ved at leve med de erfaringer, han visualiserede. Den destruktion og misantropi, som Goyas grafiske blade vidner om, satte sig i ham selv som et eksistentielt banesår. Men kunstnerisk var hans grafiske serier frapperende. Deres virkningshistorie er af samme grund enorm. Ingen i vestlig kunst de sidste 200 har kunnet se uden om Goya. Hans kunstneriske og humanistiske betydning er uomtvistelig.

En af de kunstnere, som blev direkte inspireret af Goya, var den franske maler Edouard Manet (1832-83), som skabte både malerier og grafiske blade i Goyas ånd. På Statens Museum for Kunst sidestilles de to kunstnere i en enkel og klassisk udstilling, der lader billederne tale for sig selv. Hvad de mildt sagt også kan. Udstillingens anledning er 100-året for Første Verdenskrigs udbrud, der aktualiserer de kunstnere, som både før, under og efter den store, meningsløst ødelæggende krig har skildret krigens omkostninger.

Manets Goya kaldes udstillingen, fordi der jo er tale om en tilegnelse. Udstillingen viser Goyas som sig selv, men også hvordan Manet vælger at tolke hans værk, ligefrem identificere sig med det og arbejde videre med dets grusomme ikonografi. Lighederne er også slående, og gik man i den vildfarelse, at der er uendelig langt fra den dystre Goya til det moderne impressionistiske gennembruds hovedskikkelse i Frankrig, ja, så bliver man revet ud af den. Manet maler, tegner og ætser i direkte forlængelse af Goyas streg og motiver: prostituerede, tyrefægtere og soldater i krig. Her er - som sikkert bekendt - den døde toreador, og her er henrettelsespelotonen, der tilsyneladende indifferent skyder ofrene ned.

Hvad udstillingen, og Thomas Lederballe i katalogteksten, gør meget ud af, er den stilistiske overensstemmelse mellem Goya og Manet. De er fælles om et bestemt måde at forvrænge, presse og splintre deres billedrum på. Scenerierne udspiller sig hos begge kunstnere på baggrund af metafysisk tømte og gudsforladte rum, hvor motivet ofte anskues i frøperspektiv eller close up, hvor volden og meningsløsheden kastes ud i hovedet på beskueren. Kroppe hober sig op i underlig arytmisk, ja, nærmest grotesk udfoldelse, den perspektiviske forkortning og de enkelte figurers vrangvredede kroppe forstærker hele vejen igennem dette lidelsens register effekten af de sete. Der er fra de to kunstneres side tale om et voldsherredømme i egentligste forstand. Det bemægtiger sig beskueren.

De manieristiske, groteske og forvrængede træk hos Goya og Manet har tydeligvis også inspireret den danske kunstner J.F. Willumsen (1853 -1958).

Willumsen var intenst optaget af ældre europæisk malerkunst og opbyggede livet igennem sin såkaldt ”gamle samling” med kunstnere, han følte et slægtskab med. Herunder El Greco og Jacobo Bassano og andre fra den venetianske skole, men selvfølgelig også netop Goya.

Og da Willumsen selv under Første Verdenskrig, hvor han boede i Frankrig, følte sig kaldet til at skildre krigens grusomheder, var det Goyas raderinger ”Krigens rædsler”, som meldte sig på nethinden.

På J.F. Willumsens Museum kan man se Goyas raderinger parret med Willumsens malerier og grafik fra krigens år. Sammen med adskillige andre inspirationskilder, som den megalomane samler Willumsen lod sig inspirere af. Og som et helt nutidigt perspektiv en række af den danske reportage- og dokumentarfotograf Jan Grarups billeder fra verdens brændpunkter.

Som Goya og Manet går også Willumsen og Grarup tæt på. Deres billeder og vidnesbyrd er dynamiske, følelsesladede og på deres egen også måde æstetiske. Der er en skønhed på færde hos ikke mindst Grarup, der er en vigtig del af fotografiernes overtalelse. Den historie, der fortælles, skal sætte sig i sindet. Lidelsen skal mærkes. Willumsen kan derimod i Goyas og Manets ånd tillade sig at forvrænge motivet og dramatisere de skildrede hændelser fra krigen på en tilsyneladende uskøn måde. Skildringerne kan hos kunstneren være af nærmest mytologisk tilsnit eller knytte sig til konkrete hændelser.

Med henvisning til ”Johannes' Åbenbaring” kan han skildre de tyske soldaters angreb på Belgien, som var de apokalypsens ryttere, mens han i en meget stærk radering, ”Miss Edith Cavells martyrium”, er tæt på virkeligheden.

Den kristne engelske sygeplejerske arbejdede i 1914 med de sårede franske og britiske soldater i Belgien, men blev henrettet af de tyske tropper. En begivenhed, der forargede hele Europa, herunder også Willumsen. Næstekærlighed og humanisme blev krigens offer og Miss Cavell et sindbillede derpå.

Som et manende billede på krigens lidelser har Willumsen også i flere varianter skildret de invalider, som blev krigens levende ofre, og som færdedes som spøgelses hære rundt i Europas ruiner. I flere af Willumsens krigsmotiver kan man se, hvordan han trækker på Goya, men også på andre. Som i raderingen ”Den belgiske fange” fra 1918, hvor den torterede skikkelse bundet til pælen ikke alene mimer Goya, men også Bassanos maleri ”Kristi hudflettelse” fra 1585.

Willumsen trækker på hele den europæiske og kristne lidelsesikonografi i sine krigsskildringer. Og var han alene kendt for sin grafik og ikke fra alt det andet: tegningerne, keramikken, skulpturerne, fotografierne og malerierne, ville han alligevel stå som et af det 20. århundredes helt store danske kunstnere.