”Man skal først og fremmest læse Kierkegaard for at blive klogere på sig selv”, siger lektor på Det Teologiske Fakultet i København Pia Søltoft.
Som Kierkegaard-forsker lever hun ellers af at kloge sig om Kierkegaard. Det er bare ikke det, Kierkegaard handler om. At læse Kierkegaard er at blive kastet tilbage på sig selv, fortæller hun.
Foran hende på spisebordet i Østerbro-lejligheden ligger bogen ”Kierkegaard og kærlighedens skikkelser”, hvori hun sammenfatter mange års forskning i et af den verdensberømte forfatters kernebegreber: Kærligheden.
Bogen er samtidig et forsøg på at bringe Kierkegaard ud af forskningsverdenen og stimulere den brede interesse for Kierkegaard, som blev vakt under 200-års jubilæet sidste år.
”Kierkegaard opfattes fejlagtigt som svært tilgængelig. Det er desværre en opfattelse, som Kierkegaard-forskere har bidraget til. Men forstår man Kierkegaard som en iagttager af menneskets eksistens og lidenskaber, så åbner forfatterskabet sig som et spejlkabinet af erfaringsnære indsigter, man som læser kan se sig selv i,” påpeger Pia Søltoft.
Det gælder ikke mindst Kierkegaards tanker om kærligheden, tilføjer hun. Tag nu noget så almindeligt udbredt som at ønske sig blomster eller andre håndgribelige beviser på sin elskedes hengivenhed: Sig det med blomster, som det hedder i reklamesprog.
Intet er for Kierkegaard fjernere fra det genuint kærlige, forklarer Pia Søltoft.
”Den kærliges modsætning er ifølge Kierkegaard derfor heller ikke den hadefulde, men den mistroiske. Den, som ikke tror på kærligheden og derfor hele tiden vil have beviser i form af blomster, at man tager opvasken eller noget helt tredje.”
For Kierkegaard er kærlighedennoget fundamentalt menneskeligt. Men samtidig er vi ikke selv herrer over den.
”For Kierkegaard er kærligheden en gave, Gud har skænket mennesket. Det betyder ikke, at vi som mennesker nødvendigvis er gode, men netop at vi har muligheden for at elske. Det afgørende bliver derfor, hvordan vi forholder os til kærligheden som mulighed.”
I bogen identificerer Pia Søltoft kærlighedens seks skikkelser hos Kierkegaard: forelskelsen, ægteskabet, venskabet, næstekærligheden, selvkærligheden og forældrekærligheden. I bogens anden del beskriver hun seks kærlighedstyper: digteren, forføreren, den bedragne, den mistroiske, den fortvivlede og den kærlige, der hver især repræsenterer mulige måder at forholde sig til kærligheden på.
”Digteren er den almindeligste type, både på Kierke-gaards tid og i dag. Digteren er den type, der jagter den eneste ene, og som tror, at kærligheden er hans eller hendes eget projekt. Digteren mener sig i stand til selv at sætte kriterierne for kærligheden, for eksempel på en datingprofil.”
Forestillingen om den eneste ene er derfor i virkeligheden et udslag af selvkærlighed, mente Kierkegaard.
”De kriterier, som digteren som romantiker opstiller hos den, han eller hun vil elske, handler om, at man kan spejle sig selv i den andens fortræffeligheder. Og hvis den anden ikke lever op til kriterierne, prøver digteren måske at ændre sin elskede. Digteren ønsker, at den anden tager sig godt ud, så man selv tager sig godt ud. Det er en hyklerisk form for skjult selvkærlighed,” forklarer Pia Søltoft.
I lejligheden ligger også bogen ”Coaching i nyt perspektiv”, der ligeledes udkommer i denne uge, og hvor Pia Søltoft har bidraget med et kapitel om Kierkegaard. For selvom Kierkegaard ikke er coach i traditionel forstand, så kan hans analyser af eksistensen og kærligheden i den grad anvendes til personlig selvransagelse og udvikling og ikke mindst til et opbyggeligt forhold til medmennesket, hvad end det er en særlig elsket, en kollega eller en medarbejder, mener Pia Søltoft.
”Men Kierkegaard er på ingen måde en kærlighedscoach med nemme løsninger. Han er en avanceret psykolog, som kan bruges kritisk i meget moderne selvudviklingstankegang. For eksempel til at understrege, at selvudvikling ikke er noget, man gør for andres eller virksomhedernes skyld, men for sin egen skyld. Det at blive sig selv er en opgave, der er indlagt i selve eksistensen, hvis man spørger Kierkegaard. Og det er ikke en nem opgave, for som oftest vil vi slet ikke være os selv, men forsøge at opfinde et lidt mere gangbart eller trendy selv end vores eget.”
Så regn ikke med ”syv gode vaner” eller andre fikse og færdige løsninger på livets problemer fra Kierkegaard. Kierkegaard er en problemstiller, ikke en problemløser, fortæller Pia Søltoft.
”Langsomheden og alvoren er et vigtigt kritisk korrektiv til meget moderne selvudvikling, som ofte er alt for optaget af hurtige løsninger,” siger hun.
Det var netop langsomheden og den helt særlige eftertænksomhed, som oprindeligt vakte Pia Søltofts interesse for Kierkegaard. Siden har det udviklet sig til et livslangt forhold, men det begyndte ikke som en forelskelse. Snarere som et had-kærligheds-forhold.
”Lige så fascineret jeg var og er af Kierkegaards refleksionskraft og evne til at vende og dreje tingene på alle ledder og kanter, lige så frustreret kunne jeg blive, når han bliver hængende i endeløse refleksioner.”
Refleksion er vigtig, men lige så vigtigt er det, at den kombineres med handling. Det vidste Kierkegaard også, understreger Pia Søltoft. Blandt andet derfor hedder hans væsentligste bog om kærlighed netop ”Kjerlighedens Gjerninger”.
”Kærligheden viser sig i det, du gør, den ytrer sig gennem gerninger så at sige. Mennesker er kærlige, hvis de gør kærlige ting. Refleksionen skal altså munde ud i handling, i en måde at være på.”
Overgangen fra refleksion til handling finder sted i beslutningen. Det er det etiske øjeblik, hvor man sætter sig selv i spil. Og på spil, tilføjer Pia Søltoft.
”Her er der intet sikkerhedsnet, men man står som over for en afgrund, fordi hver enkelt selv bærer ansvaret.”
Kærlighed handler derfor også om at turde. At have kraften og modet til at elske og handle. Kierkegaard beskriver ofte kærligheden gennem typer og figurer fra kunst og litteratur; fra Don Juan og Elvira til hans egen Johannes Forføreren og Cordelia.
Når han beskriver kærlighed som modet til at handle lidenskabeligt, vender han ofte tilbage til den bibelske fortælling om synderinden. En kvindeskikkelse fra evangeliet, som træder ind i farisæernes hus for at salve Jesu fødder. Synderinden er ikke en stakkel i Kierkegaards optik, fortæller Pia Søltoft, men derimod en selvbevidst kvinde, som ved, hvad hun vil. Hun har modet til at fornedre sig, fordi hun ”elskede meget”, som Kierkegaard formulerer det.
”Synderinden er den, der tør. Den, som med lidenskab tør tro på Kristus som frelser og i denne tro trodser både sin egen sociale stigmatisering og sin fornuft. Hun repræsenterer den, som brændende ønsker at blive elsket og bliver det, fordi hun tør tro, at hun er det. Derfor er Kierkegaard så fascineret af synderinden. Fordi hun tror på kærligheden.”