For snart et år siden satte Mette Wolf for første gang sine ben på Afdeling for Bibelsk Eksegese på Teologisk Fakultet i København. Hun var på udebane. Blandt tung teologi, fagligt nørderi og støvede værker som Biblia Hebraica. Hun skulle mødes med lektor og ph.d. i teologi Søren Holst og være konsulent på hans oversættelse af Første Mosebog til nudansk.
Hendes hjemmebane var og er teatrets skrå brædder, hvor hun som dramaturg har arbejdet med opsætninger af Ibsen, Sartre og senest Strindberg på Betty Nansen Teatret. På tv har hun haft fingrene i DR's dramaserie ”Arvingerne” og familieforestillingen ”Cirkus Summarum”. Fra den 1. januar 2015 er hun ny teaterdirektør på Nørrebro Teater i København.
Resultatet af samarbejdet mellem teologen og dramaturgen er ”Bibelen og Tænkeren - Første Mosebog og Prædikerens Bog på nudansk”, der udkommer i dag. Det er den første af Bibelselskabets udgivelser i et projekt, hvis mål er at udgive hele Bibelen på nudansk, oversat direkte fra grundsprogene. Søren Holst har oversat fra hebræisk, og Mette Wolf har hjulpet ham til at ramme den nudanske sprogtone, og i den proces blev hun hjemmevant på Afdeling for Bibelsk Eksegese. Særligt på Søren Holsts kontor, der blev en base for samarbejdet.
”Jeg havde aldrig mødt Søren før, og så sidder vi der på hans kontor en mandag morgen og lægger ud med at tale om verdens skabelse. Sådan, så er vi i gang med ugen, tænkte jeg,” siger Mette Wolf, mens hun slår sig ned med sin caffe latte ved et bord i foyeren på Nørrebro Teater. Her er bardisk, fadølsfustager, sorte stole med wirestel og reklamer for Nørrebro Teaters aktuelle forestilling om kærlighed anno 2014.
Anno 2014 kan være en anden måde at sige ”på nudansk” på. Kærlighed på nudansk og Første Mosebog på nudansk. Det handler om, at stoffet gøres tilgængeligt for det moderne menneske. På mange måder kan der trækkes en lige linje mellem teaterverdenen og arbejdet med de bibelske fortællinger, som Mette Wolf kalder for historier, der sætter sig.
”Når jeg bearbejder klassikere som Strindberg, Sartre og Ibsen, som jo er mastodonter i teaterverdenen, er det nødvendigt at gå til dem med kærlighed, men også med en vis portion respektløshed. Det nytter ikke noget, at jeg er bange for, om Strindberg vender sig i graven. Jeg skal først og fremmest sætte mig i publikums sted og turde spørge til de ting, man ikke umiddelbart forstår. På samme måde er jeg gået til Første Mosebog,” siger hun og indskyder straks:
”Dog med en endnu større ærefrygt. Det er for eksempel lidt angstprovokerende at redigere i Guds replikker, men det er vigtigt ikke at lade sig styre af ærefrygten,” siger Mette Wolf.
Hun husker, hvordan hun af og til fik eneforelæsninger af Søren Holst, når hun foreslog nye ord. Det kunne udløse lange forklaringer om den hebræiske betydning af ordene eller redegørelser for teologiske diskussioner, som man ufrivilligt kunne ende med at indgå i, hvis man valgte at bruge bestemte ord. Hun mener faktisk, at hun har lært så meget, at hun bør have merit, hvis hun begynder at læse teologi.
”Søren er en meget generøs oversætter, han var meget åben og lydhør over for mine forslag, samtidig med at han naturligt også har sine meninger,” siger hun og giver et eksempel på et nyt ord, der har fundet vej til den nye oversættelse.
Vi skal tilbage til begyndelsen, til verdens skabelse.
”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Dengang var alt rungende tomt, og der var buldrende mørkt over dybet,” læser Mette Wolf højt fra den nye version. I den autoriserede oversættelse fra 1992 er der blot mørkt, ikke buldrende mørkt.
”Buldrende mørkt tegner et billede af, at det er lidt uhyggeligt. Det illustrerer tomhed, at der intet var. Det billede, den følelse og det ord stemmer godt overens med originalteksten på hebræisk, kunne jeg forstå på Søren.”
Mette Wolf bliver ved metaforerne.
”Hvis du forestiller dig Egon i Olsen-banden, der forsøger at åbne pengeskabet. Klik, klik, klik. Pludselig er den der, og døren springer op. På samme måde har vi nogle gange ledt i timevis efter det rigtige ord, og så har vi jublet, når det klik med ét var der,” fortæller hun.
Ord, der har voldt mange hovedbrud, har især været ark, pagt og velsignelse. De er blevet til båd, aftale og livsstyrke, hvilket allerede har skabt debat i medierne inden udgivelsen.
Og Mette Wolf forstår godt de overvejelser, der kan føre til disse reaktioner. Hun har selv gjort sig dem.
”Når vi har fastholdt, at Gud skaber verden frem for at forme eller lave den, som måske er mere nudansk, er det netop for at fastholde storheden og ikke gøre det for hverdagsligt. Man laver mad, men Gud laver altså ikke dyrene. Det er ikke meningen, vi skal lave køkken-dramatik, men vi skal åbne de bibelske for-tællinger for et nyt publikum, og det har vi vurderet, at nogle ord gjorde bedre end andre,” siger hun.
Omvendt er der heller ikke tale om en autoriseret bibel-oversættelse. Målet er at få nye læsere til at føle sig velkomne i teksten. Det man i teaterverdenen vil kalde publikumsudvikling, nemlig arbejdet med at åbne teatrets døre for nye målgrupper.
”Mange i min omgangskreds, der ikke går regelmæssigt i kirke, vil egentlig gerne læse i Bibelen, men opgiver. Den er simpelthen for støvet,” siger Mette Wolf, der inden hun påbegyndte oversættelsesarbejdet selv hørte til denne gruppe. Hun kendte de bibelske fortællinger fra kristendomsundervisningen i skolen og har læst nogle af dem højt for sine børn, dog uden at have taget nærmere stilling til dem. Det har bidraget med en naivitet og begynderfølelse til arbejdet, som har været vigtig. På den måde har det været nemmere for hende at sætte sig i den nye læsers sted.
”Jeg har ikke før nærlæst Bibelen. Det har jeg nu, og den har virkelig åbnet sig for mig,” siger hun og fortæller om, hvordan hun derhjemme vandrede op og ned ad stuegulvet og læste højt for sig selv for at mærke ordene. Nogle gange med sin kæreste som tilhører.
”Flere gange bad han om, at jeg fortsatte med at læse. Man bliver simpelthen grebet,” siger hun.
Og Mette Wolf lod sig gribe i så høj en grad, at hun for eksempel diskuterede betydningen af ordet velsignelse med stort set Gud og hvermand. Selv i køen i Netto blev det samtaleemne. De fleste beskrev velsignelse som en metafysisk størrelse, en fornemmelse af beskyttelse, nogle brugte endda ordet tryllestøv.
”Jeg forstod på Søren Holst, at den oprindelige betydning ikke er spor metafysisk, men meget konkret. Det er noget, Gud kan give. Vi andre kan ønske det for hinanden. Det handler om at få mange børn, gode afgrøder og et godt helbred. Ordet 'livsstyrke' er et forsøg på at indfange både den metafysiske fornemmelse af, at noget løfter mig i livet, og den oprindelige, konkrete betydning,” fortæller hun og forsøger at beskrive, hvad arbejdet med skriften har gjort ved hende.
”Kendskabet har givet mig en følelse af rødder og en forståelse af, hvad jeg er rundet af. Men arbejdet med Første Mosebog har også givet mig samme følelse, som når jeg går i kirke. Den der særlige oplevelse af at være en del af noget, der er større end det enkelte menneske, samtidig med at jeg selv bliver mere synlig.”