Prøv avisen
Mit livs værk

Johannes V. Jensens melankoli indeholder glæden

For mig er hele Johannes V. Jensens forfatterskab selve Himmerlands beskrivelse, fortæller Søren Espersen. Foto: Scanpix

Det er som en genspejling af hans egen barndom i den lille by Svenstrup, når folketingsmedlem Søren Espersen (DF) læser Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier”

Det er helt sikkert Johannes V. Jensens (1873-1950) ”Himmerlandshistorier”, som er mit livs værk. Det er en samling af noveller, som, tror jeg, i højere grad end ”Kongens Fald” var med til at give ham Nobelprisen i litteratur, i modsætning til hvad mange ellers forestiller sig.

Selvom jeg er nogle generationer efter Johannes V. Jensen og ikke voksede op i Farsø, som han gjorde, så kan jeg i hans små skildringer af menneskeskæbner genkende meget fra Svenstrup - den lille by i Himmerland, hvor jeg selv voksede op.

For mig er hele Johannes V. Jensens forfatterskab selve Himmerlands beskrivelse, og noget af det, jeg utrolig godt kan lide ved ham, er hans meget præcise beskrivelser - han havde et utroligt enkelt sprog, som fascinerer mig, og som betyder, at jeg stadig holder af at genlæse ”Himmerlandshistorier” sådan hvert tredje år eller lignende. Jeg står og skal rejse til USA og har den faktisk med her i min rejsetaske.

Jeg tror, at det var min far, der først introducerede novellerne for mig og mine søskende. Han var skoleinspektør og meget optaget af forfattere som Johannes V. Jensen, Selma Lagerlöf (1858-1940), Steen Steensen Blicher (1782-1848) og Knut Hamsun (1859-1952). Da vi var helt små, genfortalte han deres historier for os, snarere end han læste dem op.

Jeg kan specielt huske en af novellerne, som hed ”Kirstens sidste rejse” og handlede om et ligtog, hvor en kvinde, der døde på sygehuset i Aalborg, skulle bringes til Farsø for at blive begravet. Den beskrivelse af turen i et sandt vinterhelvede gjorde et dybt indtryk på mig. Det samme gjorde novellen ”Mortens juleaften”.

Det er meget melankoli i mange af Johannes V. Jensens tekster, men der er også en undertone af humor. Folk blev jo rasende på ham i Farsø, fordi de mente, at han gjorde nar ad dem og hængte dem ud, hvilket jeg nu ikke tror, at han gjorde. Han kunne imidlertid godt være sarkastisk og havde humor på en helt speciel himmerlandsk måde, som jeg genkender fra min egen barndom i Svenstrup.

Her havde alle, hvad jeg vil kalde et tilnavn - et kælenavn var det i hvert fald ikke. Man brugte det, når man talte sammen, bare ikke over for personen selv. For eksempel var der en, der blev kaldt Stalin, selvom han hverken var kommunist eller det, der var værre. Han havde bare som ganske ung været tre måneder i lære i landbruget i Rusland, og det fik folk til at se på ham med mistro, for man kunne jo aldrig vide, om der alligevel var noget Stalin i ham.

Der var også en, vi kaldte ”Hallo Hansen”, fordi han fik telefon før alle andre. Oven i købet før præsten og brugsuddeleren, og så opstod der noget misundelse. Der var også ”Hønen”, som var en kvinde, der altid skulle puste sig unødigt op. Man skulle ikke stikke næsen for langt frem dengang, så fik man et svirp. Medmindre man da var præst eller skoleinspektør i byen. Den tone synes jeg, at Johannes V. Jensen rammer rigtig godt - alle, der havde bare lidt evne, skulle hurtigt blive pillet ned igen.

Jeg husker også en mejerist, der, når han gik rundt i byen, holdt sin kone i hånden. Det var der ingen andre end teenagere, der gjorde dengang. Det, at han gik og så tydeligt viste, at han var glad for konen, gjorde, at han fik tilnavnet ”Kærlighedsmejeristen”.

Når jeg læser Johannes V. Jensens noveller, kan jeg genkende den slags beskrivelser, og jeg holder så meget af de her helt præcise personskildringer. Det er vel en slags genkendelsens glæde, og selvom de er melankolske, kan jeg sidde og klukle lidt over dem og bliver altid glad, når jeg læser i dem. De har en eller anden dobbeltform - melankolien og glæden på samme tid.

Johannes V. Jensen voksede op i Farsø. - Foto: Scanpix
Johannes V. Jensens fødehjem i Farsø fotograferet i 1939. - Foto: Scanpix