Nyt norsk Munch-museum møder kritik

Oslo får et nyt Edvard Munch-museum i 2019, men projektet møder modstand for den høje pris, placeringen og manglende forståelse for bevaringen af kunstnerens værker

Der bruges alt for mange penge på nyt Edvard Munch-museum, mener kritikere
Der bruges alt for mange penge på nyt Edvard Munch-museum, mener kritikere. Foto: SIDSEL DE JONG/AFP.

Efter seks år med debat og politiske forhandlinger vedtog bystyret i Oslo onsdag aften endeligt, at man vil investere 2,8 milliarder norske kroner i at bygge et nyt Edvard Munch-museum i centrum af byen, som skal åbne i 2019. 

Men selv efter mange års diskussioner er der stadigvæk store stridspunkter i debatten om bevaringen og formidlingen af Edvard Munchs værker, som er en af Norges største kunstskatte. 

I avisen Klassekampen indrykkede en gruppe fremtrædende norske kunstnere med blandt andre den 85-årige Håkon Bleken på holdet tidligere på ugen en stor annonce med overskriften ”Planlægningen og udformningen af det nye Munch-museum er en hån”.

De er bekymrede for, at det moderne byggeri ikke vil tage hensyn til malerierne, at relevante fagfolk ikke er blevet hørt, og at der i juryen, som har planlangt museet, ikke har været inddraget billedkunstnere eller fagfolk fra det eksisterende Munch-museum, som åbnede 1963.

Det nye byggeri, der primært skal bestå af beton og glas, kritiseres desuden af en af Norges mest anerkendte, nulevende kunstnere Inger Sitter for ikke at være optimale vilkår for de gamle malerier. 

”Munch-museet skal være et sted, hvor vi kan være sikre på, at der bliver taget ordentligt vare på billederne. Bare i løbet af de seneste få år er grunden i området omkring det nye museum sunket med 30 centimeter,” siger hun til Aftenposten.

”Jeg er bange for, at Oslos politikere ikke er klar over, hvad det er, de sidder med mellem deres hænder,” siger hun.

Forslaget blev stemt igennem i bystyret i Oslo med 57 stemmer mod syv, men til det sidste forsøgte Fremskridtspartiet at skabe flertal for, at det nye museum skulle bygges i bydelen Tøyen, hvor det eksisterende byggeri ligger frem for i Bjørvika.

”Vi kan ikke bruge så mange penge på det museum (…) Et museum ved Tøyen vil også være mere tilgængeligt end i Bjørvika, hvor der hverken er parkeringspladser for busser eller biler, og hvor man er nødt til at gå for at komme derhen,” sagde partiets gruppeformand i bystyret, Carl Hagen, til norsk stats-tv, NRK, inden den afsluttende debat.

Anne Siri Koksrud Bekkelund fra der socialliberale parti Venstre, der er konstitueret byrådsformand for kultur og erhverv i Oslo, er glad for, at projektet efter lang politisk tovtrækning og sågar forslag om folkeafstemning endelig ser ud til at lykkes.

”Det har været en lang vej og en lang og vanskelig proces, men det er enormt glædeligt (…) Nu får arven efter Munch det byggeri, den fortjener,” siger hun til nyhedsbureauet NTB. 

Byggeriet skulle efter planen starte i april 2015, men er blevet forsinket flere måneder, hvilket ifølge Dagsavisen koster projektet omkring 10 millioner norske kroner per måned.