Vil vi stadig huske holocaust, når de sidste vidner er væk?

Grund til stor taknemmelighed over, at 10 jødiske kvinder har givet deres vidnesbyrd om holocaust i denne tankevækkende bog

Forfatteren til ”Vidner fra holocaust. 10 kvindeskæbner” har opsøgt 10 kvinder, der stadig lever, for at få deres beretninger om deres lidelser og overlevelse. Her ses Isabella Wolf, der som 13-årig gik til fods fra kz-lejren Heiligenkreuz i Østrig til Budapest og tog derfra med tog tilbage til sin ungarske hjemby. Efter krigen kom hun til Norge, hvor hun har boet siden. - Foto fra bogen.
Forfatteren til ”Vidner fra holocaust. 10 kvindeskæbner” har opsøgt 10 kvinder, der stadig lever, for at få deres beretninger om deres lidelser og overlevelse. Her ses Isabella Wolf, der som 13-årig gik til fods fra kz-lejren Heiligenkreuz i Østrig til Budapest og tog derfra med tog tilbage til sin ungarske hjemby. Efter krigen kom hun til Norge, hvor hun har boet siden. - Foto fra bogen.

Der kommer til stadighed mængder af bøger om Anden Verdenskrig og holocaust. Det er, som om det aldrig slutter med disse bøger om ondskab, lidelse, død og mirakuløs overlevelse. Man kan undre sig over hvorfor, men svaret er vel, at i nazisternes forsøg på at myrde samtlige jøder var en grad af ondskab og dæmoni, som synes uforståelig og dermed dragende.

Og de menneskelige prøvelser, som de jødiske ofre blev udsat for, var så forfærdende og deres overlevelse så mirakuløs, altså de få, der overlevede, at vi gribes i vort inderste og ryster over, hvad mennesker dog kan gøre ved hinanden. Vi ved nu, at mennesker i blandt andet Kina, Sovjetunionen og Nordkorea gennemgik mange af de samme rædsler, men endnu er vi i Vesten fokuseret på holocaust og de jødiske skæbner.

Den norske litteraturprofessor Jakob Lothe har på Kristeligt Dagblads Forlag udgivet bogen ”Vidner fra holocaust. 10 kvindeskæbner”. Han har opsøgt 10 kvinder, der stadig lever, for at få deres beretninger om deres lidelser og overlevelse. Af de 10 er fire fra Norge, men det er ikke oprindelig norske kvinder, men fanger, der overlevede holocaust og kom til Norge efter krigen. Af de godt 300 norske kvinder og børn, der blev deporteret fra Norge til Auschwitz, kom ingen tilbage. Vi har kun tavshed fra disse kvinder, som Jakob Lothe skriver.

Man kan i de senere år se en tendens til, at kvinder fylder mere i holocaustlitteraturen. En række bøger er i de seneste år udkommet på dansk om kvindeskæbner i Europa under nazitiden, og desuden er der kommet en række erindringsbøger fra kvinder. Netop nu viser det israelske holocaustcenter Yad Vashem i Jerusalem en udstilling om kvinder i holocaust med titlen ”Spots of Light. Women in the Holocaust,” så Jakob Lothes bog understreger denne tendens i litteraturen.

Nazisterne dræbte mennesker uden at skele til deres køn. De slog meget gerne kvinder ihjel, for kvinderne, der fødte børnene, anså nazisterne for at være forudsætningen for nye jødiske generationer. Kvinderne var generelt sårbare i lejrene, fordi de ofte var uegnede til hårdt fysisk arbejde, og kunne derfor let blive udvalgt til gaskamre eller henrettelser. Deres fordel var, at de var klart bedre til at danne et socialt netværk og passe på hinanden end mændene, og derved havde de bedre chancer for at overleve.

I bogen fortæller en af kvinderne, at selv på de frygtede dødsmarcher sidst i krigen sørgede de for at hjælpe hinanden, så de ikke sakkede agterud, for derved var de sikre på døden. De var desuden bedre til at sørge for at vedligeholde hygiejnen, hvorved de også havde bedre chance for at overleve end mændene.

De jødiske kvinders beretninger omhandler dog meget mere end blot lidelser i ghettoer og lejre. Der er både solidaritet og kærlighed i interviewene, og de 10 kvinder fortæller også, hvad der skete efter krigen. Maria Gabrielsen fra Østrig havnede i kz-lejren Theresienstadt, og helt mirakuløst undgik hun og seks søskende at blive deporteret til Auschwitz, og de kom alle hjem til Østrig efter krigen. Men hendes familiehistorie var den rene græske tragedie, for deres kristne mor havde angivet deres far, der døde i Auschwitz. Man kan dårligt tænke sig en mere ond beretning, og hun overvejede kort tid efter krigen at begå selvmord. Kun tanken om de mange søskende afholdt hende fra denne beslutning.

Ella Blumenthal overlevede flere dødslejre, og med hende kommer vi i bogstaveligste forstand helt ind i gaskammeret, som hun overlevede, fordi nazisterne af uransagelige grunde besluttede sig til ikke at gasse den gruppe, som hun var med i. Fristelsen til at begå selvmord i Auschwitz ved med vilje at gå ind i det elektriske hegn var stor, men Ella ønskede at leve.

Man behøver kun en enkelt sætning fra hendes beretning for at forstå, hvad hun gik igennem: ”Om natten, når nye transporter fra forskellige lande i Europa ankom, hørte vi fremmede sprog. Om morgenen var der stille. Men fra skorstenene kom der røg og ild, og lugten af brændt menneskekød hang over lejren.”

En enkelt af kvinderne kom til Danmark efter krigen. Det var Judith Meisl, der havnede i Stutthof-lejren. Sammen med sin mor gik hun gennem selektionen og blev udvalgt til at blive myrdet i gaskammeret. Men hendes mor råbte i sidste øjeblik ”Løb, løb, Judy” og faktisk løb hun væk, ganske nøgen, og blev reddet af nogle kvinder. Moderen så hun aldrig mere. I december 1944 flygtede Judith Meisl under dødsmarchen og blev skjult. Hendes flugt i krigens sidste fase med båd til Danmark er ganske utrolig.

Isabella Wolf var i en af de mere ukendte lejre, men det er en af forskningens nye erkendelser, at nazisternes lejrsystem var meget større, end man antog for få år siden. Efter krigen kom hun til Budapest i Ungarn og oplevede da kommunismens undertrykkelse, hvorefter hun flygtede og havnede i Norge. Det er en af historiens bitre erkendelser, at mange af de jøder, der overlevede holocaust, siden blev brikker i det kommunistiske magtspil, og at mange af dem atter blev ofre under Stalin-tiden.

Det er ikke alt, som kan fortælles. Edith Notowicz blev fange i Auschwitz, hvor hun blev udvalgt til at være forsøgsperson hos den berygtede læge Mengele, der udførte forsøg på jødiske fanger. Hun siger åbent i interviewet, at hun ikke kan tale om det, for det var for grusomt. Mengele forsøgte blandt andet at finde måder at sterilisere jødiske kvinder på. Edith var en af disse kvinder, og hun siger, at smerten stadig sidder i hende. Alt foregik uden bedøvelse.

Yvonne Engelmann blev sendt til Auschwitz og beretter:
 
”Jeg havde en kusine, som havde en baby på et halvt år. Da hun kom ud af vognen i Auschwitz, havde hun barnet på armene. Hun var sammen med sin mor, og moderen sagde: 'Giv mig barnet, så du kan hvile dig lidt.' I den brøkdel af et sekund, hvor hun rakte barnet til sin mor, blev de sendt til venstre, mens min kusine blev sendt til højre. Hun kæmpede med en frygtelig skyldfølelse, fordi hun havde givet sin mor babyen, og hun led af depressioner både i Auschwitz og efter krigen.

Ingen kan sige, hvad der er en 'rigtig' reaktion på noget så forfærdeligt som det, denne mor oplevede. Vi mennesker lever med sorg og ulykke på hver sin måde.”

Man kan fortsætte med dramatiske og utrolige situationer fra denne troværdige bog, der rummer så meget smerte. Man må som historiker og anmelder altid stille sig kritisk over for disse beretninger. Er de autentiske og er der udeladt vigtige oplysninger?

Intet synes at tyde på, at de ikke skulle være troværdige, men selvfølgelig er der udeladt visse dele af fortællingerne. Der mangler stort set oplysninger om sex og jalousi, hvilket man ikke kan fortænke disse kvinder i at tilbageholde.

Emnet er stadig brandbart. De fleste af kvinderne fik mænd og børn efter krigen. De levede tilsyneladende normale liv, men det skinner tydeligt igennem, at de aldrig glemte rædslerne og de venner og familiemedlemmer, der blev myrdet.

Jakob Lothe har forsynet bogen med efterord, hvor han forklarer om de 10 kvinder og om interviewenes tilblivelse. Flere af kvinderne vender tilbage til det forhold, at de er blandt de sidste vidner, der kan berette om dette helvede. Hvordan vil verden reagere, spekulerer de, når de ikke er der mere? Det kan vi også spekulere over og være taknemmelige over, at de har givet deres vidnesbyrd i denne tankevækkende bog.