Karsten Sand Iversen måtte også kapitulere, første gang han som ung gymnasieelev forsøgte, men han har til gengæld i høj grad taget revanche.
Da han i april måned i år satte det sidste punktum i sin danske nyoversættelse af det digre værk, havde han arbejdet med romanen i over to år. Det lyder som lang tid, men tangerer nok nærmere en hastighedsrekord, for han havde på forhånd regnet med, at det nok ville tage fem år, for det havde han hørt, at den tyske oversætter havde brugt. Karsten Sand Iversen kunne med egne ord nærmest svæve, den dag han fik opgaven, men nu hvor den er fuldbragt, er det ikke just eufori, der præger ham.
”Altså, da den ankom her for 10-12 dage siden, blev jeg da glad, og jeg læste også næsten halvanden side, før den blev stillet hen på reolen, men så måtte jeg jo videre med mit arbejde,” siger han på sin egen ydmyge facon. Og man tror ham, for på skrivebordet ligger både Virginia Woolfs dagbøger, en essaysamling af Herta Müller og en roman af Lars Norén, der er ved at blive oversat. Her hviles ikke på laurbærrene.
Alligevel siger han, at arbejdet med James Joyces ”Ulysses” har været noget helt særligt, og midt i akkuratessearbejdet med at finde de helt rigtige danske ord og vendinger til den irske forfatters sproglige spidsfindigheder i en oversættelse, som han selv kalder skånselsløs, har Karsten Sand Iversen følt en stor taknemmelighed over at få opgaven med at oversætte værket.
”Hvis ikke jeg havde fået opgaven, havde jeg nok aldrig gjort mig den ulejlighed at læse bogen ordentligt,” mener han.
”Ulysses” er en altomfattende roman, der i portrættet af bare én enkelt dag vil favne det dybeste i mænd og kvinder, svig og troskab, dyder og synder. Dens temaer er evigt aktuelle, og samtidig er romanen et sprogligt krævende festfyrværkeri med referencer til historie og videnskab. Den nye oversættelse er svøbt i et turkisblåt omslag, der ligger tæt op ad originalens. Der hentydes til farven i det græske flag, og det er blot en af mange referencer i ”Ulysses” til ”Odysseen”.
Karsten Sand Iversen siger generelt om sin oversættelse, at den aldrig må være et spørgsmål om millimetermål: ”Det betyder ikke, at man ikke skal være præcis, men det er ikke bogstaverne, man skal være præcis over for, men ånden i værket.”
Her fortæller han om handlingen, som den udspiller sig i løbet af døgnet den 16. juni 1904, og nogle af de problemer, som han er stødt på undervejs i oversættelsesarbejdet:
”I de første kapitler præsenteres vi for den unge forfatter Stephen Dedalus, som er en slags alter ego for James Joyce. Først i fjerde kapitel møder vi romanens egentlige hovedperson, Leopold Bloom. Det er morgen, og vi er i hans køkken, hvor han er ved at tilberede morgenmad til sin kone, sangerinden Molly, som ligger i sin seng på 1. sal. Derefter går han til slagteren efter nyrer, han holder nemlig meget af indvolde. Da han kommer hjem igen, ligger der post på entrégulvet. Blandt andet et brev fra Boylan, som er Mollys impressario, der skriver, at han vil komme på besøg hos Molly samme dag. Bloom er klar over, at han dermed skal gøres til hanrej, og ved også, at han ikke kan vende tilbage til sit hjem før ud på natten. Efter at have stegt og spist nyrerne og have aflagt et udførligt beskrevet toiletbesøg, vandrer Leopold Bloom ud i Dublins gader, hvor han møder en lang række mennesker. Han går blandt andet på badeanstalt og ind i en katolsk kirke. På et postkontor henter han som poste restante et brev fra en kvinde ved navn Martha, som Bloom har en brevudvekslingsflirt med.
Bloom er lidt vovet i sit sprog i brevvekslingen med Martha, og i brevet, han modtager, protesterer hun over et ord ved at skrive 'I don't like that other world' - l'et i 'world' er en skrivefejl, der illustrerer, at hun ikke er en sikker skribent. Men Joyce bruger, som et led i sin generelle ledemotiv-teknik, det udsagn igen andre steder i romanen, og derfor kan man ikke bare oversætte det med et dansk ordspil, der ligner, som eksempelvis ord og jord. Der er overalt i romanen sådanne signalord, der går igen. Halve citater i kapitel fire kan pludselig dukke op igen i kapitel 15, og så skal det jo korrespondere. Og her har jeg, ligesom flere andre steder, simpelthen måttet tilføje romanen noget, for at den samme pointe kan komme frem på dansk. Det endte med en løsning, der hed 'Jeg kan ikke lide den anden vreden'. Selvom sådan en løsning ikke er ideel, så er det bedre end ingen løsning. For når ting gentages som et ekko i bogen, så skal der altså også være et ekko, ellers snyder man den danske læser.”
”Kort før middag sætter Bloom sig sammen med nogle bekendte i en hestevogn for at køre fra det sydøstlige til det nordvestlige Dublin, hvor de skal til begravelse hos stakkels Paddy Dignam, der i beruselse er faldet ned ad en trappe og derved har slået sig ihjel. På den køretur tales og tænkes der om mangt og meget, og læseren får næsten en slags guidet tur gennem Dublin. I timerne omkring begravelsen oplever man Bloom som lidt af en outsider. Han er eksempelvis ikke en drukkenbolt, som den typiske irer er, men så er han også jøde, hvilket spiller en betydelig rolle i romanen. Der var en udbredt antisemitisme på den tid og den afspejles i romanen.
Efter begravelsen tager Leopold Bloom, der er annonceagent, hen på en avisredaktion, og vi ser ham i aktion sammen med sine kolleger i et kapitel, der er sat op som en avisside med overskrifter, og hvor retorikken er det vigtigste. Derefter vandrer han rundt i byen og leder efter et spisested, han ender på en pub, hvor han får et par sandwich og et glas vin, og Joyce morer sig med at finde på så mange madmetaforer som muligt.
Så kommer en scene fra Nationalbiblioteket i Dublin, hvor der foregår en lærd diskussion om Shakespeare og derpå en beskrivelse af folkelivet på gaderne. Bloom optræder igen på en pub, og her møder han en borger, der er glødende racist og nationalist, og denne kyklop kyler en kagedåse efter ham.
På redaktionen kontrollerer en af journalisterne en skriveprøve, som en ung mand har lavet. I teksten forekommer ordene 'cemetery' og 'symmetry', som når man udtaler dem på irsk lyder nøjagtigt ens. Oprindelig havde jeg fundet en løsning, der slet ikke havde ordet symmetri med, fordi det er umuligt at rime på. Men så opdagede jeg, da jeg kom længere frem i bogen, at jeg var nødt til at bruge symmetri, fordi der igen var det her med ekkoet. Så jeg måtte finde noget, der passede til symmetri og tænkte: Hvad nu hvis ordet sømmeri fandtes? Og det gjorde det så, eller det havde det i hvert fald gjort. Så det brugte jeg i dette tilfælde, hvor det gjaldt noget lydligt og ikke noget meningsdannende.
Som oversætter må man gerne lege med, også der, hvor forfatteren ikke nødvendigvis har tænkt det sådan. Hvis ens eget sprog ligesom forærer en noget, så skal man da bruge det. Men man skal vide med sig selv og sin samvittighed, at Joyce i sin himmel vil nikke bifaldende.”
”Det er blevet tusmørke, og Bloom tager ud til en strand i det sydøstlige Dublin, hvor han møder nogle yngre, frivole kvinder på udflugt. En af dem sidder lidt for sig selv og det er hendes indre monolog, der bliver beskrevet. Hun er optaget af skønhed og tøj og lever i en lyserød damebladsverden.
Hun og Bloom får øjenkontakt, hun læner sig bagover, så Bloom får lejlighed til at kigge op under skørterne, og imens et fyrværkeri tændes, skal vi forstå, at Bloom ejakulerer.
Efter den episode tager han hen på en fødselsanstalt for at besøge sin bekendte mrs. Purefoy, men han kan ikke komme til at hilse på hende, for hun er i gang med at føde. I stedet indgår han i et selskab af medicinere og andre, der drikker og morer sig.
Det vigtigste i det afsnit er imidlertid, at det er beskrevet i ni faser som de ni graviditetsmåneder og samtidig er en beskrivelse af det engelske sprogs fødsel.
Inden Bloom går videre, hører han babyens skrig og ved altså, at mrs. Purefoy er blevet forløst.
Derefter kommer en lang tekst, der er udskrevet som et surrealistisk drama med replikker.
Bloom har i dramaet bevæget sig fra fødselsanstalten ind i et kvarter med mange røde lygter. Der møder han Stephen, som han redder fra at komme i klammeri. Bloom tilbyder Stephen, at han kan gå med ham hjem.
Kapitlet på fødeanstalten var det, der tog længst tid at oversætte, og var samtidig det morsomste at lave. Det rummer 29 stilpasticher fra middelalder til sent 1800-tal, og der er ikke lagt fingre imellem. Jeg opsøgte mange skriftkilder og lavede lange ordlister undervejs.
Når man skal lave pasticher, skriver man i diverse sprog og stilarter, der ikke er ens egne, så man har en større frihed. Der er gloser i det kapitel, der ikke findes i nogen som helst ordbøger på dansk, men som jeg har fundet i kilderne. Blandt andet den gamle obstetriske lærebog 'Kvinders Rosengaard'.”
”Efter midnat kommer Bloom og Stephen hjem til Blooms hus, og de sidder i køkkenet og taler sammen, udskrevet i teksten som spørgsmål og svar.
Derefter afsluttes romanen ved 03-tiden om natten med hustruen Mollys lange indre monolog, kaldet bevidsthedsstrøm, som vi skal forestille os, hun gennemgår, mens Bloom ligger i sengen ved siden af hende med hovedet ved hendes fødder. I monologen vrager hun elskeren og siger, at Bloom er bedre, så det er på sin vis en hjemvenden.
Bevidsthedstrømmen er skrevet som en lang strøm uden tegnsætning i teksten, og dermed kan det være svært at læse, men som oversættelse var det den del af romanen, der voldte mig mindst besvær.”