Endelig er religionskrigen i gang

Med de to første numre af Studenterkredsens genopståede tidsskrift blæses der til teologisk debat med indhold. Det lover godt for folkekirkens fremtid

De teologiske kort blandes på ny, så alle er lidt rundt på gulvet. Det gamle kort passer ikke længere, skriver Hans Hauge, Århus Universitet.
De teologiske kort blandes på ny, så alle er lidt rundt på gulvet. Det gamle kort passer ikke længere, skriver Hans Hauge, Århus Universitet. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

De teologiske kort blandes på ny, så alle er lidt rundt på gulvet. Det gamle kort passer ikke længere. Engang var det enkelt: Til højre var de missionske, som man frit kunne gøre grin med. I midten var grundtvigianerne; de var glade og dansede. Ude på venstrefløjen var de grove Tidehvervs-mænd, der om sommeren mødtes med grundtvigianerne og tog et opgør med dem, for så om vinteren at vende hjem og prædike kirkerne tomme. Og endelig var der de økumeniske, som lavede et Dialogcenter, hvor de gik til kamp mod nye religioner. I dag har kirkens topfolk overtaget dialogbegrebet - men nu betyder det respekt for andre religioner.

Tidehvervsfolk og grundtvigianere taler ikke længere sammen. Grundtvigianerne er blot et navn på de funktionærpræster, der er glade, men som ellers ikke går meget op i teologi, og Grundtvigsk Forum er en slags kirkelig udgave af Radikale Venstre.

Men rundt omkring er der ved at ske noget. Går Tidehverv nu ind for mission, eller er det ikke Tidehverv, der gør det? Er de unge teologer blevet anglikanere? Er Indre Mission og Tidehverv det samme? Er de unge teologer konservative, sådan rigtigt blå konservative?

Der er ved at udbryde religionskrig. Endelig. Det hedder med gamle ord ”grøde” eller ”vækst” eller ”liv”. Ligesom de brune aarhusianske teologer (der var røde) i 1970'erne gik til angreb på den borgerlige teologi, går de unge teologer nu til angreb på den politisk korrekte teologi.

De røde teologer blev i sin tid anført af Hans Raun Iversen og ligesindede. De kæmpede sig op på toppen, men er nu den type teologer, der skal føres religionskrig imod. Typer som Iversen, Anders Gadegaard og Henrik Stubkjær er vor tids Olfert Ricarder eller biskop Ammundsener. Tiden i dag minder om 1926. Fromhed og vammel idealisme præger folkekirken.

Tidehverv er der endnu og står stærkt, men vi skal arbejde med et udvidet Tidehvervs-begreb for at kortlægge det, der sker. Nævnes skal også C.S. Lewis-selskabet og Det ny Babel. Det udvidede Tidehvervs hofdigter er ikke Dostojefski (som de stavede hans navn), som det var for de gamle, men Tolkien.

Og så kommer vi omsider til den begivenhed, det er, at Studenterkredsens gamle blad, der en overgang blot hed Kredsen, er genopstået. Der er allerede kommet to numre, og de ligner det blad, der gik forud for Kredsen. Der er noget helt bevidst retro over bladet. Som at sidde i en Finn Juhl-stol.

Dette lille beskedne blad kan tolkes som et forårstegn for teologi og kirke. Der er tale om teologi fra neden. Redaktørerne er Hans Nørkjær, Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt. Det er så 64. årgang. De kalder det en ”litterær opstandelse”.

Kredsen gik i graven i 1997, og ingen troede, det ville opstå igen. Ordet ”front” og ”penneslag” dukker op på første side. De finder, vi er midt i en ”åndløs slagmark”. Der indbydes til ”åndelig frontfægtning og almindelig religionskrig”.

For kamp må der til, som de siger. Målet er frisindet diskussion, og frisind er ikke tolerance. Man bemærker de krigeriske metaforer. Og det er ikke just gængs at turde tale om ikke blot religionskrig, men en almindelig en af slagsen.

Den første bidragyder er Ole Jensen, der om Løgstrup siger, at det var som præst, at han bedrev filosofi. Sådan ville han ikke selv have sagt det, men det gør jo ikke noget. Teksten vil også selv være en torpedo mod ”al eksistensteologi” - og det indbefatter også Lars Sandbeck.

Teksten er således et opgør med ”gammel-Tidehverv”, men så kommer et bidrag af en trofast Tidehvervs-bidragyder: Monica Papazu om kunst. Hendes første sætning er nu ikke sand, idet hun mener, vores tid er præget af moralsk relativisme. Nej, tværtimod. Folk har aldrig været så moralsk skråsikre som nu. Men hun introducerer nogle nye navne i debatten, blandt andre russeren Chepik.

Johan Christian Nord taler direkte om en genrejsning af Danmark. Han ser tegn på en folkelig opvågning og opfordrer til at vente på Holger Danskes opvågnen.

Adam Garff har været på en rejse i det anglikanske. Han kalder anglikansk kristendom en mudret pærevælling og bryder sig ikke om tanken om ”via media”. Gad vide, om denne artikel er et spark til de anglikanskvenlige Lewis-folk?

Jakob Knudsen skal med i et tidsskrift som dette. Han er en åndelig fader, som redaktør Kristoffer Garne skriver, og så får folkehøjskolen en opsang. Den er præget af ”humanistisk sødsuppe” og tør ikke tale om kærlighed til fædrelandet.

Der indføres en lille klumme, der ligner Tidehvervs Eversharp. Den hedder ”Under Uret”. Der er anmeldelser og på bagsiden digte. Thomas Reinholdt Rasmussen skriver i 2. nummer, der lige er udkommet, om Karl Ove Knausgård og den ”modernistiske” teologi, men dog mest om teologi og Luther. Knausgård er en anledning.

Vi introduceres også på udmærket vis til Ernst Jünger, der har fået en slags renæssance. Også her dukker Luther op. Martin Ravn er forfatteren, og han spørger om, hvad der ville være sket, hvis datidens tænkere havde vendt sig mod kristendommen og ikke buddhismen. Han kunne jo der have nævnt anglikaneren T.S. Eliot, der i sin ungdom også sværmede for buddhismen, men vendte sig til kristendommen.

Henrik Wigh-Poulsen tager til genmæle mod Studenterkredsens Aarhus-formand, Anders Thyrring Andersen, som i en ny bog om Jakob Knudsen kritiserer Wigh-Poulsens fortolkninger af Knudsens romaner. Det er i denne sammenhæng uhyre interessant, at Henrik Wigh-Poulsen erkender, at i dag blæser vinde fra andre retninger. Altså tiden er en anden, end da han for 15 år siden skrev om Knudsen.

Hvad mon han mener? Er det de vinde, som jeg også mærker? I al fald forsvarer han sig mod anklagen om at have fejllæst Knudsen og gøre ham til et eksempel på ”et midtbanegrundtvigiansk program af den mest konfliktsky art”, som Thyrring skriver. Men fornemmer vel religionskrigens torden? Der er meget godt at se frem til. Det lover godt for den danske folkekirke.