Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

De socialdemokratiske drømme mangler nerve i ny bog

Bogforside. Foto: cdon.dk

Interviewbog om de skandinaviske socialdemokratier i dag mangler samtalens nerve

Forfatteren og juristen Anne Sofie Allarp forsøger i sin bog at tage bestik af, hvor de skandinaviske socialdemokrater befinder sig i dag. Bogen annonceres som ”socialdemokratiske samtaler om velfærden, krisen, indvandringen og værdierne”, altså som en såkaldt samtalebog. Helt korrekt er det dog ikke.

For de tre politikere, som Allarp har inddraget, taler ikke sammen. I stedet er de blevet interviewet af Allarp, som derefter har sat deres svar sammen, så det ser ud, som om de har siddet over for hinanden. Det er en svaghed ved bogen, for dermed mangler den de meningsudvekslinger og fælles refleksioner, som ville have kunnet gøre bogen langt mere interessant at læse. Derved kunne man blandt andet have fået bedre indtryk af de interessante forskelle, der trods alt også er mellem de skandinaviske socialdemokrater, og som dels skyldes de tre samfunds forskellige udvikling i 1900-tallet, dels deres forskellige mentale og kulturelle identitet.

Bogen er præget af Allarps personlige engagement for ”den skandinaviske drøm”, det vil sige en samfundsmodel, som hun efter vanlig socialdemokratisk selvopfattelse ubeskedent ser sit eget parti som ophav til. Hun har forsynet hvert af bogens kapitler med små gode indledninger, men i selve interviewene gør hun ikke meget væsen af sig. Hendes spørgsmål er journalistiske, men ikke i kritisk forstand.

De tre politikere, hun har valgt, er Mogens Lykketoft, norske Jens Stoltenberg og svenske Carin Jämtin. Stoltenberg føler mange danskere nok, at de har et vist kendskab til, specielt efter hans beundringsværdige ageren i forbindelse med tragedien på Utøya.

Jämtin er derimod totalt ukendt herhjemme, og selvom hun siges at være meget populær og spås en fremtid som partiformand, svarer hun lige så anonymt og forsigtigt som det, hun er, nemlig partisekretær.

Allarps ærinde er som nævnt at undersøge, hvor den socialdemokratiske bevægelse befinder sig i dag, og om der stadig findes et socialdemokratisk projekt. Hun konstaterer, at socialdemokraterne i årtierne op til 2008 ikke havde held til at forny deres fortælling, så den kom til at handle om andet end lige muligheder og ”mere velfærd”.

Og heller ikke finanskrisen har styrket dem. Kravet om at føre en ansvarlig økonomisk politik har medført en udfordring af traditionelle idealer, og partierne i de tre lande befinder sig langt fra deres tidligere dominerende position. Også selvom Sverige netop igen har fået en socialdemokratisk ledet regering.

Dette indbyder til selvransagelse. Men det er spørgsmålet, hvor meget Allarp får ud af den. Hun kalder sine samtalepartnere ”tre af Skandinaviens allerstørste politikere”.

Men dér tager hun munden for fuld. Stoltenberg skuffer fælt. Hans svar er uldne, firkantede og forekommer nærmest som sætninger fra et partiprogram. Han glimrer bestemt ikke som en politisk tænker. Jämtin er lige så uinteressant. Lykketoft demonstrerer til gengæld, at han er en unik intellektuel kapacitet.

For at illustrere dette kan man tage deres overvejelser om Allarps spørgsmål om styrker og svagheder ved kulturel mangfoldighed.

Stoltenbergs korte svar begynder med en, utvivlsomt korrekt, konstatering af, at Norges nuværende økonomiske vækst er helt afhængig af indvandring. Han tilføjer så, at Norge også kulturelt set er blevet mere spændende og rigere. Hvorfor? Jo, fordi nordmændene nu har fået ”ny mad, musik og nye oplevelser”, som de ellers ikke ville have haft. Og så har han ikke mere at sige om det spørgsmål.

Jämtin er enig i, at der er økonomiske fordele ved et multikulturelt samfund: Det giver en konkurrencefordel for eksporten og turistindustrien. Desuden gavner det svensk selvforståelse. Men ”man skal have selvtillid og gøre det rigtigt”, tilføjer hun. Hun uddyber dog ikke, hvori svensk kulturel selvtillid består. Det kunne jo ellers have været interessant høre noget om, da der for nogle år siden var en kvindelig minister, der hævdede, at der ikke findes nogen svensk kultur.

Langt mere interessant er det at læse Lykketofts mange analyser af indvandringsspørgsmålet, fordi de viser os en politiker, der erkender, at han tog fejl i bedømmelsen af indvandringens konsekvenser, både for Danmark og hans eget parti.

Essensen i hans overvejelser er, at kulturelt mangfoldige samfund bestemt kan have deres styrkesider, blandt andet ved at bibringe samfundet nogle ”andre erfaringer, andre kulturer og input”.

Men det, som springer i øjnene, er Lykketofts erkendelse i dag af, at multikulturalismen kan også udfolde sig mindre positivt; specielt hvis indvandrerne ikke rigtigt kommer i arbejde og også af den grund fastlåses i deres egen gamle kultur.

I så fald er der ikke tale om en egentlig multikulturalisme, mener han. Desuden er han skeptisk over for en værdirelativistisk og ”pladderhumanistisk” tilbøjelighed til at betragte alt som lige godt. Det er således ikke spor udmærket at mene, at ”folk lever i deres egne parallelsamfund, og det kan vi ikke gøre noget ved”.

Lykketoft er ferm til at udtrykke sig formfuldendt om komplekse problemer. Han er ikke måske nogen stor og original politisk tænker, men til gengæld er han en dygtig analytiker, ikke mindst når det gælder Socialdemokraternes egen medskyld i partiets aktuelle problemer. Det er ham, der gør bogen værd at læse.