”Det er muligt at der i alle fortællinger, i alle menneskers liv, er en tom plads, der bare venter på at beskeden om nåde skal nå frem, beskeden om at dommen ikke bliver eksekveret”.
Citatet er fra den svenske forfatter Kristian Lundbergs roman ”En hjemby. Fortællinger om at færdes gennem klassemørket”, og det flankeres af en dybt personlig historie om barndommens ar, af klageråb og trøsteord fra Jobs og Salmernes Bog og af knyttede næver fra Karl Marx.
Her er med andre ord en nød så gammeltestamentlig stor, at kun Guds indgriben og et bogstaveligt oprør kan forløse det. For det sociale og det sjælelige vejer så tungt, at et enkelt menneske ikke kan bære det: ”Hvis man går i stykker allerede når man er tolv, hvad gør man så? Man gør ingenting. Man går ned i cykelkælderen og sniffer fortynder”.
Denne voldsomt eksponerede smerte var også i Kristian Lundbergs ”Yarden” (der udkom på dansk for bare få måneder siden) hele urdriften i romanen. I ”Yarden” er der 20 minutters skrivetid hver morgen før den tunge vej mod arbejdet på havnen i Malmø, hvor forfatteren endte efter en personlig nedtur. I den lige så selvbiografiske ”En hjemby” kan der kun skrives i intervaller på 15 minutter. Så stort er undertrykket. Til gengæld er det at skrive den eneste vej frem. Det er en måde at gøre kaos overskueligt på, en slingrende sti gennem vanviddet og end ikke kærligheden til K og deres lille søn kan give et tilsvarende åndehul.
De korte skriveintervaller skaber en umådelig intensitet i teksten. Men hvor ”Yarden” var mere kontant social afregning, er ”En hjemby” som en vaklende boreplatform, der i et spinkelt håb om at finde det sorte guld borer sig dybere og dybere ned i eksistensens undergrund. Med de gentagelser og fastlåsninger, sten og skred, der hører med til bevægelsen.
Romanen begynder, da hovedpersonen, Kristian, ser en annonce i avisen. Carolibøssen er død! Skyggen fra fortiden, der lokkede små drenge fra Malmøs laveste sociale lag til seksuelle ydelser for et par håndører. Manden, som var årsagen til, at Kristians bedste ven, Sonny, tog sit eget liv. Og at Kristian selv lever som et halvt menneske.
Herfra blander de døde sig med de levende, de uhelbredelige spor i sindet sig med andre spor fra andre overgreb i barndommen. Endnu en gang hører vi om moderens psykiske sygdom, om de fem søskende, om faderen, der egoistisk kun værner om sin nye, velfungerende familie. Vi hører om utallige flytninger, om indlæggelser, om trusler om at blive sendt på ungdomshjem og om den uhyggelige ”morfinvugge”, som moderen i sin sygdomsplagede fantasi bruger som det ultimative våben mod drengen.
Kristian Lundberg er en af de mest socialt anråbende og sårbare forfattere i nyere nordisk litteratur. Man kan sammenligne ham lidt med vores hjemlige Christel Wiinblad. Begge skriver de så insisterende, at det næsten skræller huden af læseren. Og man tænker: Er der da ingen vej videre?
Men holder man ud, får man til gengæld et voldsomt autentisk indblik i et sind og et mørke, der synes havdybt. For de fatale svigt er dyppet i syre fra det virkelige liv, ligesom vreden, skammen, skrøbeligheden, selvhadet.
Og i den afmagt må også læseren råbe til bjergene: Hvor er hjælpen henne i dag, når børn svigtes? Og hvor var den, da det gjaldt liv og død for den lille Kristian og hans ven Sonny?