Der var buhråb og klapsalver både i og uden for Metropolitan Operas scene i Lincoln Center på Manhattan i New York i sidste uge, da det kontroversielle værk ”The Death of Klinghoffer” (”Klinghoffers død”) havde premiere.
Operaen om fire palæstinensiske terroristers mord på den handicappede jødisk-amerikanske krydstogtpassager Leon Klinghoffer på skibet ”Achille Lauro” i 1985 betragtes af nogle jødisk-amerikanske grupper som antisemitisk, og postyret fik i sommer Metropolitan Opera til at aflyse en global liveudsendelse af værket.
Forud for premieren samledes flere hundrede mennesker uden for operahuset for at protestere med skilte med tekster som ”Metropolitan Operaen glorificerer terrorisme” og ”ingen tenorer for terror”.
Også i operaen var der forstyrrelser, skriver anmelderen Alex Ross i ugemagsinet The New Yorker. Midtvejs gennem første akt rejste et medlem af publikum sig og begyndte at råbe ”Mordet på Klinghoffer vil aldrig blive tilgivet”, men dirigenten, David Robertson, fik ifølge Ross ”ved hjælp af ren viljestyrke” musikken til at bevæge sig videre.
Kritikken af operaen som værende jødefjendsk, fordi den lader terroristerne forklare sig på scenen, afvises imidlertid af så godt som alle anmeldere. I avisen Wall Street Journal går kritikeren Heidi Waleson lige til stålet allerede i sin indledning:
”John Adams' opera 'The Death of Klinghoffer' (1991) er ikke antisemitisk eller antiisraelsk. Den bifalder ikke terrorisme,” konstaterer hun.
Værket handler snarere, fremfører Heidi Waleson, om ”dybden af historisk bitterhed, og hvordan det driver folk til at begå afskyelige handlinger”.
I den New York-baserede jødiske avis Jewish Telegraph beskriver kritikeren Ami Eden forestillingen som tandløs og forældet, men langtfra jødefjendsk:
”Sammenlignet med den antisemitiske kost, der er bredt tilgængelig på internettet og arabisk fjernsyn, kunne denne forestilling forveksles med en public service-bekendtgørelse om antiterrorisme,” skriver hun.
I en anderledes positiv anmeldelse i avisen New York Times hylder kritikeren Anthony Tommassini især operakoret, der både optræder som eksiljøder og eksilpalæstinensere, og barytonen Alan Opie, der synger titelrollen som Leon Klinghoffer med en ”elegant blanding af brod og mod”. Operaen er, skriver han, ”et søgende, spirituelt og åndeligt værk”.
”Af alle kunstformer kan opera bruge musikkens underbevidste kraft til at udforske motivationer, heriblandt sydende antipatier. Operaen forsøger at udforske, hvad som drev disse palæstinensere til at tage det skib og myrde dets mest sårbare passager,” skriver han.
I avisen Washington Post begræder kritikeren Anne Midgette til gengæld, at der i postyret om Metropolitan Operas opførelse af ”The Death of Klinghoffer” ikke har været plads til en sober diskussion om balancen mellem kunstnerisk ytringsfrihed og kunstnerisk ansvar.
”Desværre har ingen af parterne opnået megen forståelse for den anden, og Klinghoffers martyrium er visket ud i Klinghoffer-operaens martyrium,” skriver hun.
Leon Klinghoffers døtre har siden 1991 gjort indvendelser over operaens fremstilling af begivenhederne på ”Achille Lauro”, og Metropolitan Operaen gengiver deres kritik i det program, der er blevet udgivet i forbindelse med den nye opførelse.