Hvad skal vi egentlig med kunstmuseer?

Landets kunstmuseer oplever for tiden en stigning i antallet af besøgende. Men hvad får vi ud af at gå på museum? Og hvilket ansvar har museerne, når det gælder formidling af kunst? Museumsfolk og kunstkritikere er uenige om museers rolle i en kunstinteresseret tid

2014-sæsonen er god for landets store kunstmuseer som Arken og Louisiana, der sammen med ARoS, hvor man i øjeblikket kan opleve Michael Kviums kunst, og Statens Museum for Kunst, hvor Elmgreen og Dragset udstiller, oplever stor publikumsinteresse. Klik på pilen for flere fotos. - Fotos: Statens Museum for Kunst, ARoS og Scanpix.
2014-sæsonen er god for landets store kunstmuseer som Arken og Louisiana, der sammen med ARoS, hvor man i øjeblikket kan opleve Michael Kviums kunst, og Statens Museum for Kunst, hvor Elmgreen og Dragset udstiller, oplever stor publikumsinteresse. Klik på pilen for flere fotos. - Fotos: Statens Museum for Kunst, ARoS og Scanpix.

Ordet ”kunstmuseum” kan formentlig fremkalde lige så mange associationer og udtryk, som der er mennesker på Jorden. Er museer støvede, eksplosive, intetsigende, chokerende eller kreative åndehuller?

Uanset vores individuelle holdninger viser nye tal, at vi tiltrækkes at kunstens udefinerbare skønhed eller det modsatte. Mere end tidligere. Flere af landets kunstmuseer havde en pæn fremgang i antallet af besøgende hen over sommeren. På Louisiana havde man i sommermånederne flere end 150.000 besøgende, det højeste antal i mere end 10 år. På Statens Museum for Kunst var billedet det samme med 40.000 besøgende mod 35.000 i 2013. Og på museer som Arken, Ordrupgaard og Skagens Museum oplever man en lignende tendens. Desuden havde en række kunstmuseer i 2013 en væsentlig publikumsfremgang, heriblandt ARoS og Nationalmuseet.

Vi strømmer altså ind til Monet, Krøyer og Jorn, og også samtidens kunstnere får i disse år stor opmærksomhed. Men hvad er det, kunstmuseerne kan give os, og hvad er det for et ansvar, de har? Skal de vise kunst, sparke til os, tale til os - hvad vil de os?

”Uanset om man er et kunstmuseum eller en kunsthal, bør man stræbe efter at skabe de bedst mulige rammer, for at et mangfoldigt publikum kan beriges, bevæges og deltage aktivt i mødet med både den historiske og den nyeste kunst. Her er det vigtigt at forstå, at der ingen opskrift er på, hvad kunst skal kunne, og egentlig heller ikke på, hvordan en udstilling skal se ud. Kunstmuseerne skal skabe de optimale rammer, så kunsten kan skubbe til os, røre os, lære os noget eller give os en aha-oplevelse. Men det er vigtigt, at det foregår på kunstens præmisser, og at der er stærk faglig kvalitet og originalitet bag det, man præsenterer publikum for,” siger Christine Buhl Andersen, formand for Organisationen Danske Museer.

Er museerne blevet bedre til at skabe disse rammer?

”Der er sket en rivende udvikling i forhold til formidlingen af billedkunsten. Indholdet er blevet bedre og mere professionelt præsenteret, forskningsniveauet er på vej til at blive løftet markant, og samtidig er kunstmuseerne i dag bedre til at samarbejde på tværs af landet. Vi har altså fået et højere kvalitetsniveau, og det gælder ikke kun de store kunstmuseer. Også mange af de mindre leverer fremragende forskning og udstillinger,” siger Christine Buhl Andersen.

På Danmarks nationalgalleri, Statens Museum for Kunst, er man ifølge museumsloven forpligtet til både at belyse fortidens og nutidens udtryk, men derudover anser museumsdirektør Mikkel Bogh det for en af museets vigtigste opgaver at få de besøgende til at forholde sig til kunsten og måske vigtigst af alt, reflektere over den.

”Kunsten kan give et indblik i vores egen personlighed, vores individuelle liv, orienteringspunkter og i det kollektive liv. Derfor føler vi det som en spændende og nødvendig opgave at få opblødt de skel, der er i samfundet, klassemæssige og økonomiske, som i høj grad er bestemmende for folks kulturforbrug. Dét ønsker vi at bidrage til, og derfor er vi meget bevidste om, at vores udstillinger, temaer, iscenesættelser og kommunikation rammer så bredt som muligt. Vi skal altså henvende os til dem, som altid har haft kunstbøger i bogreolen, men også til dem, der besøger vores museum for første gang i en alder af 40 år. Det handler om at mindske følelsen af fremmedgjorthed uanset baggrund. Det er nok utopi, men vi vil tættere på vores gæster.”

Risikerer I ikke derved at tale til laveste fællesnævner?

”Jo, det er da klart en risiko, men jeg synes ikke, vi er i nærheden af den faldgrube. Nok ønsker vi at ramme en bred målgruppe, men selve idéen til udstillingen og dens indhold er ikke tænkt bredt, men smalt og udarbejdet af fagfolk med udgangspunkt i deres forskning.”

Hvad så med provokationen og eksperimentet?

”Vores ansvar er også at provokere og prikke til modtageren, frem for at der er en distance mellem kunsten og modtageren. Men vi skal ikke kun lave den slags, men også små, koncentrerede udstillinger, der kræver fordybelse og koncentration som i vores aktuelle udstilling om Manets Goya. Det er altid en afvejning. Faktisk er nogle af de eksperimenterende udstillinger de mest kostbare, og spørgsmålet er også, hvad publikum er klar til at kapere og betale for? Her hjælper det, hvis vi præsenterer et kendt kunstnernavn,” , mener Mikkel Bogh.

For nylig åbnede Statens Museum for Kunst sin nye museumshave. Et anlæg, der ifølge museet er forvandlet fra en barokinspireret pryd-have til en såkaldt hæng ud-have på størrelse med Rådhuspladsen, hvor idéen har været at skabe en større sammenhæng mellem museet og forhaven og gøre det mere tilgængeligt for byens borgere og turister.

Det var et af sensommerens sidste glimt, et ægte gardenparty med live musik, havevandringer, vinglas, pulseren, summen og åbningstale ved kulturminister Marianne Jelved (R) - Københavns kunstelite samlet i en opløftende kunstsnak og tilkendegivelser.

I virkeligheden var det mere interessant, hvad der foregik inden for de historicistiske mure, nemlig den skandinaviske kunstnerduo Elmgreen & Dragsets nye efterårsudstilling, ”Biography”, der åbnede ved samme lejlighed. Eksplosive samtidsinstallationer, der tvinger modtageren ud i skrøbelige afkroge - en 10 meter høj boligblok i beton, plantet midt i foyeren, en pool med en død mand i, offentlige toiletter, et lighus og et offentligt dræbende venteværelse som en scenografi over menneskets identitet og livsrejse.

”Biography”-udstillingen er et eksempel på den vedkommende og væsentlige kunst, udstillinger, der har et budskab og blander sig i menneskets tilværelse og samfundsforhold. Men ifølge Rune Gade, kunstkritiker, mag.art. og ph.d. i kunsthistorie og lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, er det ikke tilstrækkeligt, at museerne satser på samtidskunsten, provokation eller ej, den skal også formidles korrekt.

”I dag har kunstmuseerne mange flere særudstillinger i forhold til for 20 år siden, og faktisk har der aldrig været udstillet så meget samtidskunst, som tilfældet er i dag. Men problemet opstår, når museerne i deres formidling af samtidskunsten ønsker at pådutte os en bestemt følelse, en omklamring, når det gælder samtidskunsten. Her mener jeg ikke, formidlingen er god nok, fordi den forgriber sig på publikums egne sanser og tankevirksomhed og foreskriver, hvad vi skal have ud af den. Det er problematisk, for derved berøves vi muligheden for at forstå værket på en anden måde. Kunsten har sjældent et facit, og den bedste formidler af kunsten er ofte kunsten selv. Det er dén, der kan vække vores æstetiske og erkendelsesmæssige dimensioner,” siger Rune Gade.

Er det et generelt problem på kunstmuseerne?

”Det foregår ikke alle steder, men mange gange støder jeg på en tekst, hvor det er ret udpenslet, hvad jeg skal føle omkring det her værk, så det kan føles som en voldtægt. Kunst handler blandt andet om at sanse og give publikum mulighed for at komme i kontakt med nogle følelser, de ellers er berøvet i det resterende samfund. Dog er der forskel på, om man skal formidle en udstilling til børn eller voksne, og indimellem møder man kunst, der er meget vidensbaseret og vanskeligt tilgængelig, hvilket kræver en anderledes formidling, men den gængse formidling til de voksne har ofte en docerende form,” siger Rune Gade, der påpeger, at midlet til at udvikle museerne er en kritisk offentlighed, der kan fastholde institutionerne på deres ansvar.

Ifølge kulturminister Marianne Jelved (R) lever de danske kunstmuseer op til deres lovmæssige ansvar om et højt fagligt niveau inden for de fem søjler - indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning. Hun mener, de dækker alle aspekter af den danske kunst og et centralt udsnit af den udenlandske, hvad angår fortidens og nutidens kunstnere.

”Det afgørende er, at man ser kunstmuseerne i en helhed. Statens Museum for Kunst dækker ét område, Glyptoteket et andet og Sorø Kunstmuseum et tredje. Her er det min bedste overbevisning, at vi har en god balance, fordi museerne har forskellige opgaver. Men overordnet handler det selvfølgelig om, at kunsten skal påvirke os, give oplevelser, frembringe aggressioner, fornemmelser og skabe et rum for erkendelse og en refleksion hos de mennesker, der kigger på kunsten, især ungdommen, fordi den er fremtidens museumsgæster,” siger Marianne Jelved

Skal man derved opfatte kunstmuseerne som dannelsesinstitutioner?

”Dannelse er ikke, at man har set bestemte værker, men i stedet at man bearbejder det, man ser, og det skal alle lære. Her er dialogen vigtig, at vi snakker om det, vi ser og udveksler meninger. Kunsten har jo ikke et facit, og så er det interessant at høre, hvordan andre oplever den. Derfor er det også sjældent, at folk går alene på kunstmuseer - dialogen om kunsten er meget givende.”

Marianne Jelved mener i øvrigt ikke, at et museums succes kun skal måles på antallet af besøgende, som tendensen ofte er. Ifølge ministeren er der også behov for såkaldt nicheprægede museer med få gæster, og det er nødvendigt, at de eksisterer. Dog påpeger hun, at en god formidling kan trække flere besøgende, også til den sære kunst.

I modsætning til tidligere er et kunstmuseum i dag ikke kun et sted, hvor vi kommer for at kigge på malerier og installationer, men et rum i byrummet med flere funktioner. Det gør sig gældende på en række af landets kunstmuseer, hvor man både kan komme for at kigge på kunst, gå en tur, drikke en kop kaffe, ligge i museumshaven, finde et åndeligt rum eller opleve særpræget arkitektur - man får hele pakken, uanset om det er på Louisiana, ARoS, Trapholt, Skagens Museum, Arken, Glyptoteket, Kunsten, Ordrupgaard, Kunsthal Charlottenborg eller Museum Silkeborg. En samlet oplevelse, som museerne i dag anser for en vigtig del af deres eksistensgrundlag.

”Vi er en del af en oplevelsesindustri, kulturindustri, og i dag er der mange måder at besøge et kunstmuseum på. Nok er vores samling udgangspunktet, men vi kan så meget mere end det. Det kan også være en oplevelse at være et sted i byen, hvor du ikke finder en tilsvarende udsigt eller arkitektur. Det behøver ikke kun at handle om kunsten, folk kan også søge en sanselig oplevelse som en modpol til samfundets og hverdagens travlhed,” siger Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst.

Han bakkes op af Christine Buhl Andersen, som også mener, at museerne kan bruges til andet end fremvisning af kunst.

”Kunstmuseerne har en lang historie som værende forbeholdt kultureliten, og på dette punkt er vi nået langt med at ændre vores 'brand'. Se på Louisiana, der er et levende mødested, udflugtsmål med relevans og aktualitet for utrolig mange mennesker. Det vil jeg betegne som en sejr for formidlingen, fordi man har ønsket at invitere et bredt publikum, en bredere middelklasse, og det mener jeg er lykkedes.”