Det fortærende efterår

”Før vinterkulden” er stilsikkert, eksistentielt anfægtende drama om et klassisk tema: en mands midtvejskrise

Kristin Scott Thomas som Lucie, den ene halvdel af et ældre ægtepar, der kastes ind i en krise i Philippe Claudels stilsikre ”Før vinterkulden”. -
Kristin Scott Thomas som Lucie, den ene halvdel af et ældre ægtepar, der kastes ind i en krise i Philippe Claudels stilsikre ”Før vinterkulden”. - . Foto: Miracle Film.

Er der noget, de kan, franskmændene, så er det at lave film af denne type. Lige siden Claude Chabrol og Franois Truffauts dage har fransk film excelleret i disse stilsikre, underspillede dramaer om ægtepar fra det bedre borgerskab, der nærmest umærkeligt glidende kommer under en eller anden form for ydre og indre pres, som får deres forhold til at skride.

Således også i Philippe Claudels ”Før vinterkulden”, hvor ægteparret Paul (Daniel Auteuil) og Lucie (Kristin Scott Thomas) er i begyndelsen af 60'erne. Pludselig bliver de bekræftet i alt det, de har glemt, fortrængt og måske i det gedulgte har haft bange anelser om. Scenen er, som den altid er i denne type drama: En moderne arkitekttegnet forstadsvilla med nordiske designermøbler, fyldte langstilkede rødvinsglas på køkkenbordet og adspredt samtale over den sene middag. Paul er chefkirurg på et privathospital, og Lucie passer sin have og viser pryden frem for kultiverede besøgende. Ja, helt ud i garagen signaleres der soliditet og kølig nordisk orden med en klassisk Saab og en Volvo stationcar.

Parret bærer alderens ømhed i sig, de holder af hinanden, synes at kende hinanden og har lært at bære over med, hvad der skulle være af små irritationer i de ”lange dage fulde af tomhed”. De ser sønnen og svigerdatteren, Lucie passer barnebarnet, og sammen holder parret lettere animerede frokoster i den smukke have med gamle venner, der kender deres roller og har deres plads i erindringens mønster. Men så er det, det sker. Dette indbrud af noget fremmed, uforståeligt og potentielt truende, der signalerer opløsning og fald.

I Philippe Claudels film i form af det smukkeste af alt: en buket røde roser. Fra en ukendt afsender. Men buketten kommer ikke bare en gang, den kommer hver dag med bud. På hospitalet og derhjemme. I begyndelsen vækker det undren, men gradvist forvandler den sig til frustration og irritation. Ikke mindst da afsenderen manifesterer sig i form af en ung sensuel kvinde, Lou (Leila Bekhti). Paul møder hende i sin stamcafé, hvor hun står bag disken og serverer hans kaffe. Hun hævder, at han har opereret hende som lille for en blindtarmsbetændelse. Det stemmer ikke, han er neurokirurg. Han kan ikke genkende hende, og han kan ikke gengælde hendes taknemmelighed.

Men Lou bliver ved med at sende Paul røde roser, bliver ved med at opsøge ham - hun vil ikke gå væk. Paul har fået en ”stalker”. Men gradvis forvandles hans irritation til fascination. Hvem er hun? Og hvor hun i starten opsøgte ham, begynder han nu at opsøge hende. Derhjemme aner Lucie uråd. Paul kommer senere og senere hjem, han er endnu mere fjern end sædvanligt. Han hidser sig op over ingenting. En dag har Volvoen buler i forskærmen, og han stikker en nødløgn. På arbejdet forglemmer han sig midt under en hjerneoperation og tvinges på orlov.

Dramaturgisk arbejder Philippe Claudel sindssygt præcist med disse små forskydninger i hverdagen og den tiltagende lidenskab, som bemægtiger sig den aldrende mand. Fra at være i fuld kontrol er Paul pludselig midt i en krise, hvis følelsesmæssige konsekvenser ikke lader sig overskue. Han bevæger sig uvægerligt ind i et emotionelt mørke mod et ulevet liv, som han sent, alt for sent, mener at kunne realisere. En sidste opblussen før vinterkulden.

Det hele er set 100 gange før, og er i og for sig banalt. Men det er så elegant forløst af Philippe Claudel. Han citerer hyppigt fra Puccinis opera ”La Boheme”, hvor forelskelsen mellem Rodolfo og Mimi ender med den unge Mimis død. Lou er som Mimi sådan en sigøjner, der synes at befinde sig på kanten af verden, i eksil og uden hjem. I en scene siger den unge kvinde til Paul: ”Jeg er meget ældre end du”. Tilsyneladende et paradoks. For hun er ung, og han er gammel. Men i sindet er han pludselig som et barn. Han ved ikke, hvilken fare han svæver i, og hvad han dybest set har at gøre med.

Hvordan historien ender, skal ikke røbes! Men det er Philippe Claudels mesterskab, at filmen helt ind i de sidste billed- og lydsekvenser forbliver foruroligende. Som Paul er Daniel Auteuil rent ud mesterlig i den altdominerende hovedrolle. Han udstråler på en gang autoritet og uskyld, afklaret ro og fortvivlet rådvildhed, sødme og pludselig aggression. Han er den tillidsfulde ægtemand, der fortæres af efterårets glødende farver, og ikke helt kan blive sig selv igen.

Forude venter vinteren med al dens kulde og mørke.