Prøv avisen
Bog

Jakob Knudsen kan stadig skabe debat

Jakob Knudsen var valgmenighedspræst og forfatter. Foto: Rie Nissen

I den aktuelle debat i det grundtvigsk-tidehvervske miljø spiller forfatteren Jakob Knudsen en vis rolle.Ny bog om den gamle valgmenighedspræst rummer tankevækkende perspektiver

Valgmenighedspræsten Jakob Knudsen (1858-1917) skrev romaner, noveller, essays og salmer. Morgensalmen ”Se, nu stiger solen af havets skød” hører stadig til blandt salmebogens mest sungne. Til gengæld bliver Knudsens prosa læst i mindre grad, skønt dens betydning for dansk teologi næppe kan overvurderes.

I ”Løgstrup & skolen” dokumenterede David Bugge tidligere på året, hvor afhængig Løgstrup er af Jakob Knudsen. Knudsen har også inspireret Tidehverv, og flere af bidragyderne til ”Jordens grøde og himlens væde” er da også skribenter i bladet. Og endnu flere af bidragyderne står bag det nye Jakob Knudsen-selskab, der skal stimulere interessen for forfatterskabet.

Det bør denne nye bog i alt fald gøre. Her bliver værket stillet ind i den teologiske og åndshistoriske sammenhæng, hvor det hører hjemme, og fortolkerne demonstrerer ikke blot solid lærdom, men også evnen til at læse med virkelig omhu og forståelse.

Johs. Nørregaard Frandsen minder om, at Johs. V. Jensen efterlyste forfattere, der skulle ”bringe tiltrængt jysk landluft ind i kunsten”, og at Jakob Knudsen indfriede denne fordring sammen med blandt andre Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg og Jensen selv. Men Jakob Knudsen skilte sig ud fra dem, idet han i alle sine værker insisterede på kristendommens betydning.

I sin gennemgang af ”Gjæring - Afklaring” anklager litteraturforsker Anders Thyrring Andersen domprovst Henrik Wigh-Poulsen for at nedtone dette moment i afhandlingen ”Hjemkomsten og det åbne land”. I hænderne på Wigh-Poulsen bliver Knudsen ”gidsel for et midtbanegrundtvigiansk program af den mest konfliktsky art”.

Thyrring Andersen forsøger gennem sin læsning at vise, hvordan Knudsen befandt sig i et uforsonligt modsætningsforhold til naturalisme, brandesianisme og radikalisme. Fra Grundtvig kender vi sætningen ”Menneske først, kristen så”, men ifølge Thyrring er det i Knudsens forfatterskab umuligt at skille det menneskelige fra det kristelige andre steder end just der, hvor kristendommen selv gør det.

Derfor spørger Thyrring domprovsten: ”Når kristentroen er den ufravigelige virkeligheds grund, hvorfor behøver den da naturalismen til at korrigere sig?”.

Indirekte svarer Wigh-Poulsen med overskriften ”Hedenskab og kristendom”, hvori han slår til lyd for, at handlekraftig hedenskab og forløsende kristendom skal bringes sammen, idet kristendommen ellers ikke bringes nye steder hen, hvor den kan slå rod. Det er en spændende diskussion, der er fortsat i det nye nummer af Studenterkredsens tidsskrift, som Hans Hauge anmeldte her i avisen i lørdags.

Johan Christian Nord analyserer romanen ”Sind”, og som flere af de andre skribenter trækker han flittigt på Knudsens essayistik. Jakob Knudsen prægede udtrykket ”den vildfarne idealitet”, hvormed han ville advare mod at forlange fuldkommenhed af det ufuldkomne. Så ville der gå evighedsspænding i det jordiske, sådan som det sker for Anders i ”Sind”, der nok har ret i den trætte, der pågår, men hvor han på grund af sin idealistiske halsstarrighed eller selvretfærdighed lægger alt øde.

Jakob Knudsen skrev en dobbeltroman om Martin Luther, der næsten tappede ham for de sidste kræfter. Man tør her bruge den gamle malers ord, da talen var om skønhederne i hans værk: In tormentis pinxit - det blev malet under kvaler. Thomas Reinholdt Rasmussen er dog skeptisk over for ”Martin Luther”, som han mener, der er for megen psykologi og for lidt teologi i.

En slægt er som en flod, der glider gennem sit leje og efterlader spor langs bredderne, og Majken Frost pointerer i sin artikel, at romanen ”To slægter” netop handler om Jakob Knudsens egen baggrund. Men ligesom andre romaner handler den også om, at der skal være en grænse, som et barn kan spille bold op ad eller løbe storm imod - for at blive sig selv. Det værste er at vokse op i en verden uden krav, hjørner eller konturer, og hvor det hele bare bliver serveret for én.

Man kan heller ikke sige, at forfatterne til denne antologi serverer det hele for læseren, men hvis man vil trænge ind i forfatterskabet, er man umådelig godt hjulpet af disse 12 meget forskellige og meget læseværdige bidrag om Jakob Knudsen.