Prøv avisen
Mit livs værk

C.S. Lewis har givet kristendommen en eventyrlig stemme

For sognepræst Henrik Højlund har C.S. Lewis' bøger om Narnia været afgørende. Her ses de i en engelsksproget udgave. - Foto: Scanpix

For Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og Kornum Sogn, har C.S. Lewis' Narnia-bøger ændret hans læsning af Bibelen

Jeg har rodet i min hjernekiste, og jeg har læst mange bøger, som har gjort et stort indtryk på mig. Bibelen allermest. Oplagt ville det naturligvis være at vælge en bog fra voksenlivet, fordi indtrykket bliver langt stærkere reflekteret, men skal jeg vælge en bog, der har gjort et afgørende indtryk, vælger jeg fra barndommen, før refleksionen for alvor satte ind. Og måske netop derfor, fordi det handler mere om stemninger, billeder og fornemmelser, der varer længere. Jeg vælger Narnia-bøgerne af C.S. Lewis (britisk forfatter, der levede fra 1898 til 1963, red).

De tre første i serien læste min mor højt for mig. Da de sidste fire omsider også kom i dansk oversættelse, læste jeg dem selv. Sidenhen har jeg også læst dem for mine børn - vist mere end én gang.

Jeg kan ikke genkalde noget helt specifikt fra første gang, jeg hørte dem. Det, jeg snarere kan genkalde, er eventyr, som gengav historier fra en magisk verden. Der er en helt særlig stemning i bøgerne - de er meget velfortalt og laver mange billeder i hovedet på læseren.

Den voksne efterrationalisering er, at bøgerne har sat nogle billeder i mig, som har præget mit syn på verden og på min tro. Og jeg overdriver altså ikke - de har virkelig været med til at skabe og forme mit syn på verden. Tilværelsen er et mægtigt drama. Kampen mellem det gode og det onde, den gode og den onde. Præcis som jeg senerehen fandt det i Tolkiens ”Ringenes Herre” og ”Silmarillion”. Og det syn svarer helt til mit kristne syn på tilværelsen. Bøgerne har givet kristendommen en eventyrlig og smuk stemme, så jeg altid er endt med at vælge troen til, trods den tvivl man som menneske sommetider støder ind i.

Troen er blevet forbundet med så meget eventyr, og Lewis har jo i mange sammenhænge også stået ved, at han i virkeligheden har skrevet en kristen historie. Bøgerne har den der underliggende magi og barndomseventyromskriv-ning af troen. Det betyder også, at når jeg har læst dem for mine egne børn, har jeg mange steder fået øje på nogle hints, som har med troen at gøre. Det så jeg selvfølgelig ikke i nær samme grad, da jeg var barn.

Bøgernes kvalitet er stor nok til, at man ikke behøver kende til kristendommen for at nyde dem. De har derfor kunnet sætte nogle billeder i mit sind uden forbindelse til det kristne, men som så har bragt noget eventyrligt og forlokkende ind over den historie, jeg kendte fra Bibelen.

Den første bog ”Løven, heksen og garderobeskabet” er den bog, hvor linket til kristendommens centrale historie om Jesu død og opstandelse er tydeligst, men det, som måske er endnu stærkere, er den længselsfornemmelse efter en smukkere verden, man kan opleve i bøgerne. I virkeligheden er det himmellængslen, som C.S. Lewis formår at digte frem. Hvis man skal blive lidt højpandet, så rammer det noget, som ethvert menneske kender til. En længsel, som ligger lige imellem melankolien og glæden. Den kan melde sig lige der, hvor glæden er allerstørst - så gemmer der sig bagved en lillebitte længsel. Det er der skrevet store værker om - Marilynne Robinson gør det samme i romanen ”Gilead”, og det rammer Lewis også i sine bøger.

Jeg har holdt foredrag forskellige steder blandt andet på præstehøjskolen om bøgerne, og jeg bruger også uddrag fra bøgerne eller filmen (”Løven, heksen og garderobeskabet”, som senest er filmatiseret i 2005, red.) i min konfirmandundervisning. Jeg oplever, at konfirmanderne fanger sammenhængen, og jeg tror, at der er nogle ting, de bedre forstår. Der kan være nogle ting, som er lidt råt for usødet, når man får det fra bibeltekster, men når man får det i barneeventyrets form, så glider det ned på en anden måde.

Jeg kommer sommetider til at tænke på bøgerne og noget af det, der står i dem. For eksempel kan jeg ikke høre Haydns oratorium ”Skabelsen” uden at tænke på en bestemt skildring i en af bøgerne. Den plade lå nemlig på grammofonafspilleren hjemme, når jeg læste bøgerne. Engang imellem kan jeg også finde på at sige: ”Nej, det her er et rigtigt Narnia-sted.”

Jeg kunne nok godt finde på at læse bøgerne igen for min egen fornøjelses skyld. Men ellers vil jeg nok gemme dem til mine børnebørn - selvom jeg nu tror, at mine børn overhaler mig indenom i det tilfælde.