Prøv avisen
Bog

Den forsigtige kansler

Bogen om kansleren hedder "Angela Merkel - kansleren og hendes verden." Foto: Eric Vidal

Ny biografi viser Angela Merkel som en pragmatisk politiker

Næste år kan Angela Merkel se tilbage på 10 år som Tysklands første kvindelige kansler. Men ifølge hendes levnedsskildrer, redaktør Stefan Kornelius, er Merkel i virkeligheden mest optaget af udenrigspolitik.

Angela Merkel er barn af et protestantisk præstehjem, og hun er opdraget i kristendommen som det selvfølgelige, forpligtende udgangspunkt, omend hun levede sine første 35 år i DDR. Kornelius pointerer, at Merkel ikke hørte til oppositionen, men at præstegården var en enklave i den totalitære stat, hvis praksis så vel som princip hun afskyede.

Et helt kapitel i Kornelius' bog bærer overskriften ”Trosspørgsmål”. Her hedder det, at frihed er afgørende i kanslerens univers. Men hvor finder man en politiker, som ville være tilhænger af ufrihed? Det afgørende er jo, hvad der sætter denne frihed. Men det hører vi ikke meget om i denne fremstilling, hvor vi erfarer, at Ronald Reagan var hendes ungdomsidol. Derimod læser vi ikke meget om, hvad luthersk kristendom betyder for hende, selvom Merkel aldrig har lagt skjul på inspirationen derfra.

I Martin Luthers skrift ”Et kristent menneskes frihed” bliver det understreget, at ”et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ikke en træl”. Nej, ingen magthaver eller meningsmafia skal diktere sandheden for et menneske her på jorden. Og denne åndsfrihed slog Merkel et slag for, da hun i 2010 overrakte en mediepris til Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard. Hendes stemme fik en harmfuld, ægte klang, da hun understregede Westergaards og andre tegneres ret til at tegne muslimers profet Muhammed: ”Den, som bestrider disse rettigheder, har ikke menneskehedens vel i tankerne.”

Af Merkels talte og skrevne ord bundfælder sig indtrykket af en politiker, der lægger vægt på at være tålmodig og erfaringsbestemt og ikke gerne lader sig spise af med fraser. Kornelius mener, at det kan være grunden til, at hendes forhold til Barack Obama ikke er det allerbedste. Merkel indrømmer, at Obama formår at få sproget til at klinge og tønderne til at buldre, men ellers er hun ikke synderligt imponeret over ham.

Forholdet til George W. Bush var bedre, men hun lagde alligevel afstand: ”Dertil var Bush ganske enkelt for toksisk,” skriver Kornelius. Toksisk - det betyder giftigt. Var Bush mon smittefarlig? Hovedregning er heller ikke forfatterens stærke side, for han skriver, at Merkel i 2010 deltog i fejringen af 55-årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning. Var det ikke 65-årsdagen?

Kornelius kommer godt rundt om Merkels levned og meninger, men hans bog er alligevel lidt bleg. Kornelius refererer Merkel på en måde, som hverken er ny eller forkert, men der mangler afgørende afsløringer i bogen.

Forfatteren bedømmer Merkel ved at sætte hende ind i tiden for derefter at vurdere hende ud fra virke og konsekvenser. Undervejs gør han holdt og trækker eksempler frem til eftertanke. Kornelius fremdrager naturligvis eurokrisen og viser her, at den højt begavede kansler besidder et åbent øre og en udviklet opmærksomhed over for, hvad andre siger. Klogskab og koldblodighed karakteriserer Merkel, hvis praktiske virkelighedssans sætter ideologierne på porten.

Kornelius beskriver Merkels åndelige habitus således: ”Hun identificerer et emne, indpasser det i sin tankeverden, opdeler det i underproblemer - og så bliver det løst”. Det er nok sværere, end det lyder, og det lykkes heller ikke altid, hvad Kornelius medgiver, idet han konkluderer: ”Merkel er og bliver Angela Merkel, den forsigtige taktiker, som kun løber en risiko, når der ikke er nogen.” Og så kan vi jo alle være med.

Ikke uden grund står der på forsiden, at der er tale om en ”autoriseret biografi”. Og det forklarer måske, hvorfor den er lige så lidenskabsløs som kansleren selv, der i et talkshow på spørgsmålet om, hvad hun mest forbandt med sit eget land, svarede: ”Dejligt tætte vinduer”.