Prøv avisen
Bog

En enestående konsekvent tænker

Dietrich Bonhoeffer, som de fleste nok forbinder med åndskampen mod nazismen, blev født i 1906 i en stor og kærlig familie i byen Breslau og blev henrettet i 1945. - Foto: Scanpix

Peter Tudvad leverer en stor akademisk præstation i første bind af sin biografi om teologen Dietrich Bonhoeffer. Bogen er dog ikke uden problemer for læseren

Man tager en dyb indånding siddende med Peter Tudvads nye bog ,”I krig og kristendom”, i hænderne. Filosoffen, forfatteren og den selverklærede agnostiker har begået en sand mursten om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, og dette er tilmed kun første bind.

Tudvad er kendt for sin enorme grundighed og respekt for detaljen, og her udfoldes dyderne til fulde. Det er ikke uproblematisk, men inden hans stil kommenteres yderligere, skal hovedpersonen i centrum.

Dietrich Bonhoeffer, som de fleste nok forbinder med åndskampen mod nazismen, blev født i 1906 i en stor og kærlig familie i byen Breslau. Som dreng spekulerede han indgående over livet og døden og vidste allerede som teenager, at han skulle være teolog. Bonhoeffer var nært knyttet til sin familie, og tabet af broderen Walter under Første Verdenskrig satte sig varige spor i ham. Som ung teolog var Bonhoeffer drevet af fascination af den schweiziske teolog Karl Barth og dennes - også af Søren Kierkegaard inspirerede - tanke om den kvalitative forskel mellem Gud og menneske. Barth og den dialektiske teologi blev således en del af Bonhoeffers afsæt, men han udviklede med årene skepsis over for dens risiko for at teoretisere det etiske så meget, at den virkelige næste fortoner sig i bevidstheden. Hvilket giver Tudvad en kær anledning til at samle lidt mere brændsel til sit fortsatte opgør med Kierkegaard, her blåstemplet gennem Bon-hoeffers teologiske autoritet. Den havde vi vist set komme.

Vi følger Bonhoeffer gennem den ungdommelige skråsikkerhed, der for eksempel fik udtryk under et studieophold i USA i 1930. Her fremlægger den vordende teolog sin lidt enfoldige vision om tyskerne som et folk, der trods Versailles-ydmygelsen ikke kunne drømme om at gå i krig. For amerikanerne var jo deres kristne brødre og søstre.

Tudvad fremstiller Bon-hoeffer som en lidt munkeagtig mand, højt begavet, from og følsom, men også med nogle dystre fanatiske træk, som den 29-årige Bonhoeffer selv erkender i et brev til en af sine brødre.

Hele livet var han stærkt optaget af døden, og Tudvad er tydeligvis fascineret af denne drivkraft rummende både tendenser til martyrpræget afsondring og en insisteren på fællesskabet. Trods sin hang til ensom spekulation tvinges Bonhoeffer ind i kampens hede, idet han hurtigt aner det dæmoniske ved nazisternes evne til at fylde et folk med farlige fraser. Og da Hitler i 1933 udnævnes til rigskansler, indledes den kamp om evangelisk kristendom, der resulterer i Bekendelseskirken, grundlagt i opgør med en mere og mere etnisk orienteret national kirke.

Bonhoeffer er blandt andre sammen med Barth en vigtig kraft i modstanden, og han forarges især over synet på jøderne og det rene tyske blod. Enhver jøde bliver nu i særdeleshed til Bonhoeffers næste, idet han fastslår, at kirkens fællesskab ikke bestemmes af blod eller race, men af Helligånden. I årene fra 1933 til 1935 er Bonhoeffer præst i London og rejser flittigt frem og tilbage for at bidrage til kirkekampen, og hvad dette engagement skulle føre til både teologisk og personligt venter i andet bind. Her vil læseren blive præsenteret for det dramatiske forløb, hvor Bonhoeffer fængsles, og siden i april 1945 bliver henrettet, hvormed han - som han tidligt selv spåede - kun blev 39 år gammel.

Peter Tudvad leverer på mange måder et imponerende første bind. Som læser føres man ikke blot gennem Bonhoeffers livsbane, men får også indblik i tysk historie og dens tids teologiske miljø. Tudvads ekstreme hang til akkuratesse bevirker, at man læser bogen med en vis ærefrygt alene for arbejdsindsatsen, men jeg er nødt til at problematisere stilen.

Den er grundig og dokumenterende, men den er også udmattende og en smule gold. Dele af bogen har for meget karakter af kronologisk opremsning frem for levende fortælling, og man ønsker, at Tudvad lagde større vægt på at kommunikere og mindre på at præstere. Mit gæt er, at et større publikum kunne beriges, hvis Peter Tudvad satte flere grænser for sig selv, og som eksempel skal nævnes beskrivelsen af den unge Bonhoeffers kvaler med at forkynde for børn, hvor det omstændeligt berettes, hvordan teologen næsten tekst for tekst griber tingene an.

Dette er betegnende for Tudvads til tider næsten hensynsløst voluminøse skrivestil, og man sidder med disse 700 sider (og tanken om næste bind) og ihukommer faren for at blive så forelsket i sit eget stof, at man næsten glemmer læserens eksistens.

Men naturligvis kan bogen anbefales. Det ville være meningsløst at mene andet, for den er sprængfyldt med teologi, europæisk tankegods og genopfriskning af nazismens rædsler. Samt selvfølgelig portrættet af en troende mand, der virkelig skiller sig ud.

Men man skal være udhvilet, når man kaster sig ud i første bind af ”I krig og kristendom”. Og man skal være forberedt på, at ingen sammen med Peter Tudvad bliver taget ved hånden på vejen til indsigt.