Prøv avisen
Eftertanken

Mund og eftermæle

Monrads eftermæle er ikke flatterende i "1864."

Det er synd for biskop Monrad, at han ikke kan råbe op over den behandling, som han får i DR-serien om 1864. Som Richard III var hans eftermæle betydeligt bedre, end man skulle tro

Man kan ikke just sige, at konseilspræsident og biskop Ditlev Gothard Monrad indtil nu har fået et flatterende eftermæle i Ole Bornedals tv-serie om krigen i 1864. Han fremstilles som mentalt ustabil og i enkelte scener komisk - én, hvor han kravlende på gulvet i natskjorte og med blottet bag leder efter nogle papirer, og en anden liggende, hvor hans coach - Johanne Luise Heiberg - træder op på hans mave for at hjælpe ham med at forbedre de oratoriske færdigheder.

Nu ved jeg godt, at ”1864” ikke er en dokumentarserie, men fiktion, og i den genre er personerne jo ofte ganske forskellige fra de historiske skikkelser, de fremstiller. Men hvis dramaet skal være troværdigt, må der vel være en grænse for, hvor meget man kan blæse på den historiske baggrund.

I debatten om tv-serien lader historikere til at være uenige om, i hvilket omfang Monrad var ansvarlig for katastrofen i 1864. For at søge svar på det spørgsmål konsulterede jeg to opslagsværker, der plejer at levere korrekte og balancerede beskrivelser.

I Den Store Danske Encyklopædi står der om Monrad, at han var hovedansvarlig for Danmarks politik under krigen, at han svigtede som statsmand, og at hans omgivelser ofte betragtede ham med en vis utryghed. Samtidig læser man dog, at han var fader til Grundloven, at hans holdning var mere liberal end national, og at han så en fri forfatning som et middel til at slå bro over nationale modsætninger i riget. Det eftermæle, Monrad gives, er en blanding af godt og skidt.

Det er det ikke i Salmonsens Konversationsleksikon, for dér hæves Monrads indsats nærmest til skyerne. Ganske vist voksede de fortvivlede forhold i 1864 ham og alle andre over hovedet, og han begik et skæbnesvangert misgreb ved at forkaste det engelske forslag til en deling af Slesvig. Men som helhed er det skudsmål, han gives, meget anerkendende. Hans politiske førerskab beskrives som erhvervet ved et talent og en flid, der ikke har sin lige, og som taler, tilføjes det, rådede han over en dybde og glød, der rev alle med.

Det er ikke blot i tv-serien, at Monrad er blevet dårligt behandlet af eftertiden. I 2001 fandt man - da der i Nykøbing Falster skulle opføres et supermarked - hans jordiske rester under en parkeringsplads. Der er altså ikke blevet hæget om et gravsted for biskoppen over Lolland-Falsters Stift gennem 25 år og en af 1800-tallets mest betydningsfulde danske politikere.

Også en anden kendt historisk person, kong Richard III af England, må trækkes med et dårligt eftermæle.

Det var han selv ude om, men det er nu ikke kun hans egen skyld, for i sit berømte skuespil fremstiller Shakespeare denne konge som et rent monster. I indledningsmonologen fortæller Richard, at han af naturen er så grim og forkrøblet, at hunde gør, når han halter forbi dem. Derfor har han besluttet at spille skurk og være snedig, svigefuld og troløs. Og så går han ellers i gang med at udrydde sine modstandere, indtil han i 1485 bliver dræbt i slaget ved Bosworth efter at have råbt ”En hest! En hest! Mit kongerige for en hest!”.

I Den Store Danske Encyklopædi kan man læse, at Richard i sin korte regeringstid nåede at fremme handelen gennem økonomiske reformer, og i et engelsk leksikon, jeg tjekkede, at han, indtil han tilranede sig tronen, havde været en god soldat, hvis loyalitet aldrig vaklede. Men grundlæggende er hans eftermæle dårligt i begge værker.

Forunderligt nok er Richard III's jordiske rester også blevet fundet under en parkeringsplads - i den engelske by Leicester. Herom havde Kristeligt Dagblad den 29. september en notits, der nævnte, at kongens skelet viser spor efter 11 sår. Af den lollandske billedkunstner Anne Gyrite Schütt har jeg fået at vide, at Richard i marts næste år vil blive genbegravet i katedralen i Leicester, og at hun i den forbindelse deltager i et arrangement, hvor hun præsenterer et portræt, hun har malet af ham. Som forlæg bruger hun Tudor-portrætter, en rekonstruktion af Richards ansigt på basis af hans kranium og samtidige beskrivelser. Hun oplyser i øvrigt, at Richard ikke var nær så deform, som Shakespeare gør ham.

I Grundtvigs sang ”Moders navn er en himmelsk lyd” ender hvert vers med linjen ”sødt i eftermælet”. I et interview her i avisen den 23. oktober har en af Monrads efterkommere taget afstand fra det eftermæle, hans tipoldefar har fået i DR's dramaserie. Det behøver man ikke at være familiemedlem for at forstå.