Prøv avisen
Bog

Et jordskælv af en bog

”De elskende - et sammenstød” er tredje bog i en romanserie, hvor Christel Wiinblad udforsker kærligheden og den menneskelige naturs dystre egne. - Foto: Anne Marie Dreves

For tredje gang gennemvandrer Christel Wiinblad barfodet og med en enorm sproglig intensitet erotikkens vilde veje. Det er skræmmende, og det er besættende

Jeg tror aldrig, jeg har læst en roman som Christel Wiinblads hudløse erotiske ridt og mareridt 'De elskende - et sammenstød'. Ikke på dansk jord, i hvert fald, selvom den grænseoverskridende seksualitet er lidt af en trend i ny hjemlig litteratur. Men Wiinblads roman er anderledes.

Først og fremmest bliver man slået af sproget. Et lydløst jordskælv, en kolibri i storm, flaksende, gentagende, messende og dog krystalklart. Det er en sprogtone, der i intensitet kan minde om Josefine Klougart. Men igen, anderledes. Man bliver bange for det sprog. Hvor går det hen? Med læseren, med forfatteren selv?

Dertil benytter Wiinblad sig, som i sin gennembrudsdigtsamling fra 2008 om den selvmordstruede bror ”Min Lillebror”, af en helt speciel tidsforskydning, en slags krumning, der ligesom skubber den fortalte datid ind i fremtiden. Det betyder, at vi som læsere svæver mellem et ”nu”, der for længst er forbi, et ”endnu ikke”, der allerede er sket, og en fortid, der ”bliver ved og ved”. Vi ved ingenting, og vi ved det hele. Nøjagtig som fortælleren selv. At netop dét kan give teksten en ekstrem grad af nærvær, er måske svært at forstå. Men det er det ord, der står på bundlinjen. Blodigt nærvær!

Og sådan begynder det fatale kærlighedsforhold: ”Dér kom han gående på Frederiksborggade, dér kom han gående direkte imod hende, så smuk som han var, kom han gående dér på gaden, som ud af intet, og det syn væltede ind i hende, det blændede hende fuldstændig (“) Og hun vidste det. At nu var det sket, at det var kærligheden. Og det svimlede for hende, hun fik kvalme, det heftige temposkift, det vilde løft i det hele, og hun forsøgte at rive sig fri, men hun kunne ikke, og hun ville heller ikke, og nu stod han allerede foran hende.” Og det var ”alt, hvad hun nogensinde havde drømt om”.

Fra dette nu-punkt og et nulpunkt tumler vores hovedperson herefter side op og side ned, blindet af mandens skønhed, kraft og ”himmelske lys”, dømt til undergang. Det er kærlighed, siger han. Det er kærlighed, gentager hun som i trance.

”De elskende” er en vild og modig satsning - af den kvindelige hovedperson og da ikke mindst af forfatterens selv, for de to ligger lige under huden på hinanden. Er det for meget? Jeg synes det ikke. Kun de små repeterende afsnit mellem kapitlerne virker unødvendigt understregende. Vi ved det jo godt i forvejen.

Hvem manden er, ved vi derimod ikke. Kun at hun elsker ham helt ind i sin egen udslettelse. At han vil eje hende kompromisløst. Og at prisen for at være hans er at være ingen. Igen og igen må hun derfor overskride sine grænser, til sidst i en kælder sort som kul.

Han sparker og spytter og binder hende, han forsvinder i ugevis, han tvinger hende til at finde andre kvinder. Og alt imens han selv bevarer sin kølige ro, kravler hun som et dyr mod afgrunden. Dette er O's historie, tilsat en urovækkende realisme og den sarteste poesi. Og stort set uden et eneste pornografisk nærbillede.

Som sagt er det uvist, om elskeren er virkelighed, projektion eller undergangsdrøm. Selv siger han som en blank djævel og almægtig Gud: ”Jeg er et spejl,” og lidt senere: ”Jeg er den, jeg er.”

At det er hende, der er den brændende tornebusk, er man ikke i tvivl om.

Jamen, er den kvindelige natur virkelig sådan, vil mange sikkert spørge. Er underkastelse og seksualitet så tæt forbundet. Er det ikke et vrangbillede? Spørgsmålet er imidlertid alt for fornuftigt og dagklart. Det svarer til at se tændstikkens træ og svovl og ikke den ild, den kan antænde. Her er helt andre mytologiske kræfter på spil.

”De elskende - et sammenstød” er tredje bog i en romanserie, hvor Christel Wiinblad ”udforsker kærligheden og den menneskelige naturs dystre egne”, som der står i en i øvrigt påfaldende ubehjælpsom følgeseddel fra forlaget.

Men Christel Wiinblad gør mere end det. Hun skriver sig selv ud i sprogets og livets polaregne. Som kvinden i romanen ofrer forfatteren helt åbenlyst sit eget jeg for at gå i ét med værket.

Der er ingen forskelle, ingen grænser, ingen forbehold. Det er enestående. Det er skræmmende. Og det er vildt fascinerende.