”Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.” Ordene er Karen Blixens. Og at der er en stor grad af sandhed i dem, har psykoanalytiker Stephen Grosz ofte måttet sande i sin praksis. I flere end 25 år og 50.000 timer har han siddet ansigt til ansigt med patienter, og det er der nu - lykkeligvis - kommet 31 komprimerede og kloge fortællinger ud af.
Det er dog langtfra altid, at vi kan fortælle den historie, der gør vores sorger mulige at bære. Måske styrer historien hele vores liv uden nogensinde at blive fortalt og forløst? Eller måske er vi så heldige at ende i menneskehænder, som for eksempel hos Stephen Grosz, der tydeligvis mestrer kunsten at lytte, forstå og forløse - og ikke mindst formidle.
Stephen Grosz' fortællinger er delt op i tematiske afsnit: ”Begyndelser”, ”Om at fortælle løgne”, ”Om at elske”, ”Forandringer” og ”Afslutninger”. De læses som noveller, formidlet med en stilistisk sikkerhed, som mangen fiktionsforfatter nødvendigvis må misunde Stephen Grosz, og de har alle den uventede hændelse, som har sat patienten midlertidigt eller permanent ud af kurs, i centrum. Det kan være et barndomssvigt, et traume eller et dødsfald, og det er den hændelse, som analysen og dermed fortællingen drejer sig om; det er den, man som læser længes efter at få afsløret; det er i den, at nøglen til en mulig bedring findes. Og det er også der, at genkendelsen findes, selvom man indledningsvis ville have forsvoret, at man kunne genkende sig selv eller sine i skildringen af en patologisk løgner, af manden, der forfatter et brev om sin egen død, eller af forældrene, der er noget så småligt som misundelige på deres egne børn ...
Der findes ingen perfekte liv og ingen lykkelige afslutninger hos Stephen Grosz. Ingen kan leve et liv uden sorg og tab. Og man kan ikke forandre noget uden tab. Derfor er og bliver selve det at leve, at forandre sig, forbundet med både sorg og smerte. Men på forunderlig vis også med en hel masse håb.
”Det granskede liv” bliver således, foruden at være en række yderst læseværdige fortællinger, også et stille opgør med tanken om, at vi på et tidspunkt bliver færdige med at sørge over de tab, store såvel som små, som vi uvilkårligt må lide. Som det hedder sig i bogen: ”Det sørgende menneske lever videre, og så længe han lever, vil han altid have muligheden for at føle sorg.”
Som motto for Stephen Grosz' mesterlige lille bog står et citat fra Andre Dubus II's ”Broken Vessels”. Og det indfanger præcis, hvad der er på spil i denne uendeligt fine samling fortællinger.
”Vi får, og vi mister, og vi må forsøge at være taknemmelige og med den taknemmelighed helhjertet favne det, der er tilbage af livet, når det mistede er trukket fra.”