Når en sygdom som alzheimer rammer et menneske, fjerner det sig langsomt fra virkeligheden og tynger de pårørende med sin skyggevægt.
Sådan lyder en af flere hårde beskrivelser af svækkede ældre mennesker i denne bog af Cécile Wajsbrot, der har udgivet en række romaner og litterære essays, ligesom hun er en anerkendt oversætter af blandt andre Virginia Woolf til fransk. ”Det mangehovedede uhyre” er hendes første bog på dansk. Det er en personlig beretning, hvor forfatteren uden omsvøb fortæller om en pinselsfuld periode med sygdom.
Faderen får alzheimer, derefter rammes hendes tante af demens. Som voksent barn står Cécile pludselig i rollen som plejer og føler, at hun selv bevæger sig ind i et skyggeland. Hendes egen mistrøstighed dominerer i bogen, der er en stille nydelse at læse, skrevet afdæmpet som en cirkulær, associativ tankestrøm hen over halve sider uden punktum.
Cécile har aldrig haft et nært forhold til sin far. Sygdomsforløbet bringer ham kun længere væk.
Før kunne hun elske om søndagen, hun kunne få rum til at skrive, nu sidder hun uden ord med sin far på en café eller organiserer hans og tantens liv, besøger læger, udfylder papirer, bestiller stiklagener og bleer, er arbejdsgiver for de hjælpere, hun også ansætter. Det er som at være, skriver hun, i ”en lang tunnel uden udgang, intet håb om at kunne komme ud af det undtagen gennem den ene og den andens død, min egen aldring, min egen død”.
Det er ikke et skønhedsbillede, der gives i ”Det mangehovedede uhyre”, som også handler om familien som spændetrøje, eller måske, som den franske titel lyder, om familien som den lernæiske Hydra, ”L'Hydre de Lerne”. Søslangen, der hele tiden vokser nye hoveder ud på, hvis ét hugges af. Den kan kun besejres ved at brænde hvert sår. Titlen henviser til faderen og tantens sygdomme, men måske også til familien, som er en tvetydig størrelse hos Cécile. Hun ønsker i perioden som plejer at slippe fri af familien, men hendes bog er også et sorgfuldt forsøg på at huske det, der nu lukkes af for med den ældre generations død.
Bogen er således også en større fortælling om glemsel og erindring. Som efterkommer af polsk-jødiske indvandrere er Céciles eget liv præget af Europas nære fortid. Hendes mor overlever som barn Vél' d'Hiv-razziaen i Paris i 1942, fordi to politifolk lader familien få et døgn til at pakke. Faderen kommer til Frankrig som 17-årig i 1936 med tog gennem et nazistisk Tyskland og oplevelsen af pogromer i Polen i bagagen. Cécile blev født i 1954 og husker, hvordan familiens fortællinger i årtierne efter Anden Verdenskrig var private og uden resonans i samfundet, indtil de blev en del af den offentlige erindring.
”Det mangehovedede uhyre” balancerer på grænsen mellem privat lidelseshistorie og alment vedkommende fortælling om at være pårørende i et sygdomslimbo, med alt hvad det kræver praktisk og kan medføre af personlig krise. Men den vil også mere med sine betragtninger om familien, og alle kan nyde Cécile Wajsbrots skarpt døsige og tænksomme sprog, præcist oversat af Lars Bonnevie.