I forbindelse med årsdagen for Yahya Hassans sensationelle debutdigtsamling stod der her i avisen en smuk artikel om den unge digter. Mange forskellige litteraturkyndige roste ham i høje toner. Jeg er også imponeret. Det er usædvanligt i Danmark, at en digtsamling når så højt et salg som 150.000, som bogen efter sigende er solgt i. Jeg har dog en indvending til dækningen. I artiklen står der, at man skal helt tilbage til H.C. Andersen for at finde en lignende debut.
Her gav det et spjæt i mig under læsningen, fordi jeg tænkte, at H.C. Andersen netop ikke opnåede succes i sin tidlige ungdom.
Når det drejer sig om lyrik, er det nærliggende at nævne 1830. I det år udsendte H.C. Andersen et bind digte - bogen bragte på de sidste sider det første eventyr, H.C. Andersen skrev. Det hed ”Dødningen”. Og H.C. Andersen tilføjede, at hvis nogen fik lyst til at høre flere eventyr, så var han leveringsdygtig. Han boede i Nyhavn og sluttede med at sige, at han altid var hjemme mellem 12-14.
Nej, hans digte blev bestemt ikke modtaget venligt. I fire linjer udtrykker han sin skuffelse:
”Jeg slutter snildt af min Natur.
Vil den ej svigte.
Jeg bliver selv maculatur
Før mine digte.”
(maculatur betyder kasseret; smidt i skraldebøtten.)
I eventyret ”Nissen hos spækhøkeren” (1863) fortæller Andersen, hvordan det går megen poesi. Spækhøkeren bruger digtene som indpakningspapir. Poesien går i bøtten.
Det er ikke underligt, at H.C. Andersen følte sig forfulgt. Jeg læste en graffiti. Der stod: ”Selvom du er paranoid, skal du ikke tro, de ikke er efter dig.” Ludvig Heiberg var naturligvis den førende smagsdommer i datiden. Han frakendte H.C. Andersen evnen til at skrive poesi.
Da H.C. Andersen er en gammel mand, skriver Georg Brandes smukt om hans eventyr. Brandes skriver: ”Der skal mod til at have talent.”
Ikke desto mindre afviser Brandes også H.C. Andersens lyrik med ordene ”Dødsklokkerne har ringet for Andersens produktion - uden for eventyret.”
Digteren Hertz hånede H.C. Andersens digte i sin satire ”Gengangerbreve” (1830); endda på vers, hvor han kort fortalt skrev, at H.C. Andersen hverken kunne skrive læselige sætninger eller fortjente andet end tæsk og skammekrog.
Selv da det første eventyrhæfte udkom i 1835, modtog bogen kun fire anmeldelser. Alle var enige om, at han nok kunne skrive - men i hvert fald ikke eventyr!
Hvis H.C. Andersen, når han havde grædt ud, havde rettet sig efter den kritik, havde han ikke skrevet mere end 150 eventyr. Men han havde heldigvis det mod, Brandes omtaler. Han beskyldes for at skrive for pøblen: læs: den dumme underklasse.
Hvis man skal tale om Andersens succes, skal man have fat i årstallet 1827. Her skrev han ”Det døende barn”, som Københavns største avis bragte på forsiden - både på dansk og på tysk. Når H.C. Andersen senere rejste gennem Tyskland og fortalte, at han var dansker, blev han spurgt, om han kendte den danske digter, der havde skrevet om det døende barn. Glad måtte han sige: Det har jeg skrevet!
Det enestående i det døende barn er, at det er barnet, der taler.
Jeg har læst kladden til digtet på Det Kongelige Bibliotek. Her begyndte det at være moderen, som talte til barnet. Men man ser, at han har kradset det væk. Det er klart, at barnet taler om engle. Det kan være feberhallucinationer. Men moderen har sagt til drengen: ”Du skal ikke være bange, når jeg går til nabokonen. For englen passer på dig.” En billig form for babysitning.
Nu bliver moderen rædselsslagen, fordi hendes søn virkelig ser en engel.
”Moder, ser du Englen ved min Side? Hører du den dejlige Musik? Se, han har to Vinger, smukke, hvide. Dem han sikkert af Vorherre fik.
Får jeg også vinger, mens jeg lever? Eller Moder, får jeg, når jeg dør?”.
Det er enestående i romantikkens periode, at barnet alene har ordet. H.C. Andersen vover det og gemmer moderen til 1848 og ”Historien om Moder”.
Se, hér kan man tale om succes for H.C. Andersen, der altså ikke, ligesom Yahya Hassan, var en svane fra første færd.