Prøv avisen
Kristeligt dagblads pris

Bibelen hænger smukt sammen

Erik A. Nielsen på sit arbejdsværelse, hvor han stadig skriver på sin - indtil videre - 700 sider lange huskeseddel over det kristne billedsprog, der skal blive til værket ”Leks-ikon”. - Foto: Scanpix

Som ung litterat lærte Erik A. Nielsen gennem kristendommen, at man ikke skal kvalificere sig for at blive elsket. Nu har han modtaget Kristeligt Dagblads Pris for at udlægge det kristne billedsprog i bøger og foredrag

I begyndelsen var der mange ord, der optog Erik A. Nielsen, efter han blev optaget som litteraturstuderende på Københavns Universitet. Men ordet ”Jesus” forbandt han dengang mest med sin barndom som spejder, søndagsskoledreng og fremmelig konfirmand med planer om at læse teologi, inden ”en skrækkelig præst” både havde fået ham til at miste troen og ambitionerne om at læse teologi.

I stedet læste han allerede dengang baner af skønlitterære bøger, og det var ironisk nok gennem nogle af dem, at han senere i studielivet fandt tilbage til Bibelen og kom ind på det spor, der nu har givet ham Kristeligt Dagblads Pris for sin indsats for dansk litteratur - og for at formidle det kristne billedsprog i bøger og foredrag.

Men tilbage i studietiden befandt han sig i et eksistentielt mørke. Nok var han en begavet og flittig studerende, men han følte aldrig, at han helt slog til. Han følte aldrig, at hans evner foldede sig ud, som de kunne og burde. Og han følte først og fremmest aldrig, at han kunne gøre sin far tilfreds. Sådan havde Erik A. Nielsen faktisk haft det, siden han var barn, forklarer han, da han roligt og myndigt sidder i sin egen stue i Valby i København for at fortælle sin historie:

”Min far var på mange måder en skræmt og lidt ulykkelig mand. Og han stillede nogle betingelser, som jeg ikke kunne forstå og ikke kunne foregribe. Hvis jeg havde lånt hans saks på skrivebordet og ikke lagt den tilbage, kunne han reagere med tre måneders tavshed over for familien. Det lagde en total rædsel over huset. Han sad som et tordenvejr for enden af bordet, og der var overhovedet ingen proportion mellem, at man havde lavet sådan en lille overtrædelse at låne en papirsaks og de tre måneders tavshed. Sådan skete det år efter år. Til syvende og sidst sigtede det også mod min mor, men det var med til at gøre mig til en lidt ironisk og menneskeforskrækket person,” siger han og lader et mildt smil vokse ud gennem skægget, idet han tilføjer:

”Men det ændrede sig, da jeg gennem litteraturen stødte på nogle kristne personligheder, der gav mig nogle svar på de eksistentielle spørgsmål, jeg sloges med. Jeg begyndte at læse Jakob Knudsen, Dostojevskij og ikke mindst Lars Ahlin, der dengang blev regnet for Sveriges Martin A. Hansen. De kredsede alle sammen om Guds kærlighed i deres værker. De ramte mig midt i min præstationsangst og følelse af ikke at være værd at elske. På det tidspunkt havde jeg heller ikke haft en kæreste i lang tid, så jeg var på flere måder et lidt ensomt menneske, mens jeg sled i det for at føle mig god nok. Men pludselig læste jeg endelig Lars Ahlins fortolkning af Luther, der gik ud på, at man slet ikke skal begynde med at kvalificere sig for at blive elsket. Man skal begynde med at vide, at man er agtet og elsket. Det er hovedtemaet i slutningen af 'Raskolnikov', hos Jakob Knudsen og i høj grad også hos Lars Ahlin. Og det blev mit livs åbenbaring.”

Erik A. Nielsen søger øjenkontakt, inden han fortsætter:

”Det er så enkelt, men ofte bytter man om på rækkefølgen. Man skal ikke kvalificere sig for at blive elsket, men først bliver man forhåbentlig elsket, og så kan man give sig til at lave en masse gode ting ud af den kærlighed. Og det var en fantastisk lettelse at erfare. For dengang havde jeg haft en fornemmelse af, at jeg gik rundt i en tåge af skræk hele tiden. Og jeg tænkte, at jeg ikke rigtig kunne udfolde mine evner. Men så kom pludselig dette tilsagn til mig. At jeg var agtet og elsket. Som jeg var. Og at jeg ikke først skulle gøre mig fortjent til den kærlighed. Men jeg skulle vide, at jeg var elsket, og først derefter skulle jeg træde ind i verden og bruge de evner, jeg havde. Det betød virkelig i løbet af nogle år en forvandling. Ja, sommetider sammenligner jeg det endda lidt patetisk med Paulus' blindhed og Luthers oplevelse af lynet i træet. For dette var mit vendepunkt, der simpelthen gjorde mig himmelfalden.”

Han kan ikke sætte en enkelt scene på sin egen forvandling, men det var en proces, der langsomt ledte ham stadig tættere på troen - og en kæreste ved navn Margrete Auken:

”Fra jeg begyndte at skrive speciale, til jeg skrev min første bog, der faktisk kom til at handle om Lars Ahlin, optog dette mig mere og mere. Hele Johannesevangeliet er jo også bygget op omkring at pege på den kærlighed. Som faderen har elsket mig, sådan elsker jeg jer, og elsk hinanden, som jeg elsker jer. Den kærlighed, som Jesus giver os, og som vi måske kan give tilbage til ham og hinanden, afspejler derfor et højere kærlighedsforhold mellem Faderen og Sønnen. Gud elskede først, og gennem den kærlighed kan vi andre elske og udfolde os. At komme ind i sådanne fine mysterier i kristendommen havde altså sådan en tiltrækningskraft på mig, at jeg ikke rigtig kunne modstå det. Det betød også, at jeg begyndte at komme i Studenterkredsen, hvor jeg mødte en skøn og dejlig dame, som kom fra et grundtvigsk hjem. Uden hende ville jeg aldrig være blevet den, jeg er i dag. For hun viste mig den kærlighed, jeg havde læst om.”

Erik A. Nielsen smiler igen i skægget:

”Jeg har den største agtelse for kvinder. De er den største gave til mænd. Jeg har en meget sød mor, der stadig lever som 95-årig, to dejlige søstre, en kone, hvis herligheder du kender. Og nu har jeg altså også nogle døtre og børnebørn. Jeg kunne ikke leve mit liv, uden at der var stærke kvinder i det. Og det var også Margrete, der hjalp mig dybere ind i teologien. Hun var teologistuderende dengang, og ud over de mange andre mellemværender, man har med sin kæreste, havde vi også et flyvende teologisk mellemværende. Vi diskuterede teologi til langt ud på natten, og det medførte, at jeg til eksamen i 1968 blev eksamineret i Thomas Kingos passionssalmer, som jeg også skriver om i min bog om Kingo, der udkom for nogle år siden,” siger Erik A. Nielsen, da det ringer på døren.

Det er fotografen, der kommer med indenfor i Valby-villaen og straks søger mod Erik A. Nielsens arbejdsværelse med bøger overalt.

En sjov samling masker og fotografier af hans kone samt børnene, Kirsten, Ida og Sune Auken, hænger bogstaveligt talt oven på bøgerne for at få plads til det hele. Men dér hænger familien altså og smiler døgnet rundt. Mens Ida Auken er blevet teolog og politiker som sin mor, er Sune Auken blevet doktor i litteratur som sin far. Kirsten Auken er blevet rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.

Erik A. Nielsen fik sin - første - doktorgrad i 1984 på en afhandling om Holbergs komik, men siden vendte han hurtigt tilbage til det kristne billedsprog, der er blevet hans egentlige livsværk.

Han sad i liturgikommissionen i mange år og udgav senere en bog om ”Den skjulte gudstjeneste”, hvor han forsøgte at fortolke betydningen af gudstjenesten som en sammenhængende begivenhed fra start til slut. Og et sted herinde i det åndfulde rod ligger der såmænd også et stykke papir, som den legendariske biskop P.G. Lindhardt og den daværende kirkeminister har underskrevet som bevis på, at Erik A. Nielsen har tilladelse til at søge præstekald.

Han har aldrig brugt beviset. Men han søgte om tilladelsen i en tid, hvor han var ”blevet træt af de marxistiske strømninger på universitetet”, for at få fornemmelsen af, at ”ræven havde mere end én udgang fra sin hule”, som han siger.

Han blev i universitetsverdenen, men har aldrig sluppet teologien. Gennem sit livsværk om det kristne billedsprog, der indtil videre har resulteret i tre tykke bind ”Kristendommens retorik”, ”Kingo” og ”Brorson”, har han forsøgt at fortolke Bibelen holistisk, på samme måde som han i sin tid fortolkede gudstjenesten.

Han begyndte at skrive værkerne som en dansk videreførelse af den canadiske reformerte præst og litteraturprofessor Northrop Fryes kendte værk ”Den store kode”, der påviste, hvordan litteraturhistorien er gennemsyret af bibelsk billedsprog.

Det gav Erik A. Nielsen idéen til at påvise det samme i dansk litteraturhistorie. Og han mangler stadig at udgive fjerde bind, der bliver hans eget ”Leks-ikon”, som han kalder sin flere end 700 sider lange, ufærdige huskeseddel over, hvordan det bibelske billedsprog fra sennepsfrø til duer er syet dybt ind i den danske kunst- og litteraturhistoriske tradition. Det er Kingo et eksempel på i barokken i 1600-tallet, Brorson i pietismen i 1700-tallet - og i romantikken i 1800-tallet Grundtvig, som ”kun” svæver overalt over vandene i Erik A. Nielsens værker.

De tre første bind er tilsammen solgt i over 10.000 eksemplarer, og overalt i landet fylder han sognegårde og forsamlingshuse med folk, der gerne vil have del i hans bibelforståelse.

Det er den folkelige formidling af kristendommen, han nu har modtaget Kristeligt Dagblads Pris for ved at arbejde med det enorme tema igennem 40 år og som en kraftpræstation få det hele ned på papir.Det er han også blevet hædret for i Norge, hvor han er blevet tildelt en teologisk doktorgrad for sit værk ”Kristendommens retorik”, som han ellers forgæves afleverede som doktorgrad på Det Teologiske Fakultet i København.

Men det er en anden historie. For igennem 30 år har han med egne ord forgæves forsøgt at få en dialog i gang med det danske teologistudium, som i hans øjne ødelægger bibellæsningen ved at sprænge Bibelen i stykker i et hovedløst forsøg på at finde dens ”virkelige forfattere” i stedet for at lære de studerende at læse de 66 bøger som ét sammenhængende værk, ligesom han har gjort.

”Når man læser litteratur, spørger man, hvordan man skal forstå helheden af et værk. Men sådan læser man ikke Bibelen på teologistudiet. Der er man mere interesseret i at pille den fra hinanden i stumper og stykker i et forsøg på at virke videnskabelig,” siger han og tilføjer:

”Men jeg har forsøgt at genoplive ånden i det bibelske billedsprog. Min moderne litteraturvidenskabelige læsning af Bibelen går ud fra, at Bibelen på sin særlige måde er en helhedskomposition. Jeg har endda skrevet en lille artikel, der hedder 'skrevet af Helligånden', selvom det er grinagtigt i teologiske ører. Men det betyder, at man pludselig kan bevæge sig tematisk frem og tilbage gennem Bibelen på en måde, som står i modsætning til den moderne bibelkritik, hvis formål synes at være at skære Bibelen ud i så små stykker som muligt,” siger han og slår ud med hånden:

”I standardlæsningen af skabelsesberetningen er den vigtigste pointe for eksempel tilsyneladende blevet, at den er skrevet af to, måske tre forskellige traditioner. Og når man har påvist det, er man færdig i sin læsning. Men jeg læser det anderledes ved i stedet at spørge, hvorfor de traditioner mødes i Bibelen. Hvad betyder det, at den ånd, der har skabt hele verden, er den, som Gud i den næste skabelsesberetning blæser ind i Adam? Sådan bliver Helligånden i Adam pludselig forudsætningen for, at han før syndefaldet kan forstå verden og navngive dyrene, ligesom Gud igen indblæser Helligånden i sin kirke på pinsedag.”

Mens Det Gamle Testamente er Faderens bog, er Det Nye Testamente Sønnens bog, og nu lever vi altså i en form for ufærdigt tredje testamente i Helligåndens periode, mener han.

”Det havde Grundtvig forståelse for, mens Tidehvervs teologi er præget af en mangel på tro på, at Helligånden vil have noget med os syndere at gøre. Det er i mine øjne en forfærdelig teologi. For selvom jeg aldrig ville stille mig op og sige 'dette siger Helligånden', er jeg sikker på, at han er virksom i os. I kunsten, i vores samtaler og tanker.”

På samme måde har Helligånden også inspireret de bibelske forfattere som en slags ”holy ghostwriter”, der har bundet hele Bibelen sammen. Og når man fører de bibelske tekster sammen, giver de en mening fra sig, som de ikke gør, hvis de skilles ad, påpeger han.

”Sådan kan hele Bibelen læses som ét sammenhængende værk. Hvis Bibelens begyndelse handler om den seks dage lange opbygning af en stor skabelsesorden, så handler Johannes' Åbenbaring om sammenbruddet af denne skabelsesorden og til sidst genrejsningen af Paradis som erstatning for det tabte Edens have. Det er jo en fantastisk åndfuld og mærkelig fortolkning, som man kun ser, hvis man ser, at Johannes' Åbenbaring er en spejlvending af skabelsesberetningen.”

I skabelsesberetningen kalder Gud jo også lyset frem, mens Johannes' Åbenbaring slutter med, at mennesket kalder på verdens lys, Jesus, med et ”kom, Herre, kom”.

”Ja, og hvis det var en kunstner, der havde lavet den samtale mellem begyndelsen og slutningen, ville man sige, at han var fuldstændig genial. For Bibelen har en symbolik, der forbinder og forvandler fortællingen. Derfor synes jeg også, at storheden i Bibelen bliver forsømt, når man kun læser små enkelte fragmenter ad gangen. Man kan ikke forstå enkeltdelene, hvis man ikke ser dem i sammenhæng. For sådan går helheden tabt. Og derfor bliver folk så glade, når jeg holder foredrag om denne her form for bibellæsning. For pludselig får de en anden og meget mere levende bibel tilbage.”

For Erik A. Nielsen bliver Ordet dog allermest levende i kirken, når Ordet ikke kun bliver til kød og ånd, men også til brød og vin, som man kan spise og drikke og tage med sig hjem, mens man husker, at man både har Gud og hinanden.