”Man kan sagtens være bagklog” lyder titlen, men er han det? Eller skal det tværtimod forstås som et hib til dagens ”inkvisitorer”, der har haft så travlt med at kræve selvopgør og undskyldninger fra fortidens mange beundrere af socialismen og kommunismen?
Det sidste søger man i hvert fald forgæves efter i den nu 80-årige Wilhjelms status på livet. Der er ikke meget, han fortryder.
Han sad ni år i Folketinget for partiet Venstresocialisterne, der var et udbryderparti fra SF, der igen var skabt på en splittelse i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.
Preben Wilhjelm voksede op i en ikke særlig velstående men borgerligt sindet familie, hvor faderen var sømand. Han brød med sin sociale arv og fik studentereksamen og senere en videregående uddannelse som fysiker.
Den politiske interesse blev vakt i Studentersamfundet, hvor han under indtryk af det venstreorienterede miljø først stemte på DKP og siden også i 1958 meldte sig ind - ifølge egen forklaring for at styrke de kræfter, der ville reformere partiet. Det lykkedes ikke, og derfor var han med til den spæde start på udbryderpartiet SF.
Vi hører forinden om hans første job som lærervikar i den indremissionske kommune Bording, hvor han som erklæret ikke-troende kom til at bo hos en indremissionsk gårdmandsfamilie.
Det blev med tiden til et stærkt venskab, måske fordi der fra første færd var gensidig respekt. Det lykkedes Preben Wilhjelm at neddrosle den daglige en time lange undervisning i bibelhistorie, ligesom han insisterede på, at bibelundervisningen ikke skulle være forkyndende.
På det punkt som på flere andre var han forud for sin tid. Om sit forhold til religion skriver han iøvrigt, at han aldrig har troet på noget af det. Det værdifulde ved religionerne er ifølge ham deres morallære, som ”praktisk taget er ens” for alle de store religioner. Det, der gør religioner til religioner, er, at morallæren suppleres med noget overnaturligt, hvis eneste funktion er at få de troende til at lystre, forstår man.
Ak ja, det kan godt være, man sagtens kan være bagklog, men udsagnene her understreger, at det straks er sværere at være klog på alt. Wilhjelm demonstrerer så åbenlyst, at religion og tro ikke hører til hans spidskompetencer.
Men hvad så med politikken, som har fyldt så meget i hans liv? Er han klogere på den?
I analysen af både samfundets og venstrefløjens egne svagheder mangler der ikke skarphed. Det kapitalistiske system har sine fejl, som Wilhjelm udpeger med kirurgisk og til tider arrogant præcision. Det gælder for eksempel det enorme ressourcespild og forureningen og det økonomiske systems mange skævheder.
I forhold til venstrefløjen angriber han dem, der gik ind for terror og vold og andre uhyrligheder især i 1970'erne.
Alligevel bruger han først og fremmest det tema til at gå til modangreb på ”højrefløjens inkvisitorer” som historikeren Bent Jensen og journalisten Bent Blüdnikow.
Hans pointe er nemlig, at det ikke var det rene vanvid at forfægte, at en samfundsomvæltning (revolution) til et bedre samfund kun var mulig med vold. Jo, for det har historien vist. Eksempelvis USA måtte igennem en voldelig opstand for at få selvstændighed og demokrati.
Wilhjelm forsøger at forsvare venstrefløjen og dens brug af begreber som revolution og ”proletariatets diktatur” med, at de i eftertiden er blevet forvansket rent sprogligt. I virkeligheden betød de oprindeligt noget helt andet, end de kom til i praksis mange steder i verden.
Måske er det lige præcis her, det havde været pynteligt med lidt mere bagklogskab.
For sproglige krumspring eller ej: Kommunismens største anfægtelse må vel være, at den aldrig har kunnet gennemføres i praksis. At den som revolution altid er endt med at spise sine egne børn.
Det problem forholder den tidligere uformelle VS-leder sig ikke til. Man får simpelthen ikke nogen analyse af, hvorfor så mange socialistiske eksperimenter trods gode intentioner er kørt af sporet.
Kunne det mon skyldes mangel på klogskab om den menneskelige natur? Om det, som i religiøst sprog kaldes arvesynden, og som kunne forklare, hvorfor paradis på jord ikke lader sig opbygge.
Den mangel til trods er bogen bestemt en læsning værd. Den er sprogligt veloplagt og giver et værdifuldt indblik i det kaotiske og sælsomme revolutionsmiljø, som prægede dansk politik i 1960'erne og 1970'erne.
Fortrydelser kigger man dog forgæves efter.