Prøv avisen
Bog

Gadedrengen fra Leningrad

Samuel Rachlin sætter i sin nye bog Vladimir Putin og hans tankesæt og adfærd ind i en større kultur- og mentalhistorisk sammenhæng. Her ses Putin sammen med udvalgte religiøse ledere til en ceremoni i Moskva i går. - Foto: Scanpix

Samuel Rachlin har skrevet en fortræffelig bog om Putin og hans vision om at genskabe ”den russiske verden”

En af Vladimir Putins nærmeste rådgivere, Vladimir Surkov, udtalte i 2011, at Putin var blevet sendt af Gud for at hjælpe med at klare de problemer, der var opstået efter sammenbruddet af Sovjetunionen: ”Jeg mener, at Putin er blevet sendt til Rusland af skæbnen og Herren på et vanskeligt tidspunkt for hele vores store nation.”

Frelserskikkelser kan som bekendt komme fra ydmyge kår, og det gælder også Putin, som dog i Rachlins nye, fremragende bog, bestemt ikke fremstår som nogen ydmyg mand. Han voksede op i en baggård i et af Leningrads arbejderkvarterer og var som dreng lidt af en småkriminel gadedreng, der havde så alvorlige problemer med sin opførsel, at han ikke kunne blive optaget i det kommunistiske ungdomskorps, pionerkorpset.

Rachlin mener, at gadedrengen aldrig har sluppet hans personlighed. Men det er ikke nogen hindring for, at 80 procent af russerne beundrer ham. For i Rusland har man altid set op til stærke, frække mænd, der ikke er bange for at stikke en løgn, hvis det passer, og bruge deres magt, hvis det tjener et højere mål. Den juristuddannede og KGB-trænede Vladimir Putin har to sider i sin karakter: Den slebne, disciplinerede, kultiverede og fromme statsmand blev således overskygget af gadedrengen, da han i 2003 i en tv-tale erklærede, at han ville sætte en stopper for den tjetjenske terror med alle midler: ”Vi vil gå efter de tjetjenske terrorister overalt, og selv hvis de sidder på lokummet, vil vi komme efter dem dér og nakke dem.” Denne direkte og vulgær udtryksform kunne være hentet i en mafia-film. Ordene blev sagt uden den mindste bevægelse over hans blege, tillukkede ansigt. Det er derfor han tidligt blev kaldt ”den sorte boks”.

Rachlins velskrevne bog er ikke alene et utroligt spændende psykologisk portræt af en statsmand, som fik hentet et af de store malerier af Peter den Store fra Leningrad til Kreml, hvor det blev hængt op på hans kontor. Den er også en indsigtsfuld indføring i ”den russiske verden”, det vil sige ideer og det verdensbillede, der er styrende for Putin og den elite, han omgiver sig med.

Og det er slet ikke nyt. Tværtimod er Rachlin slået af, at ”uanset alle de omvæltninger, opgør og forandringer, som det russiske samfund gennem tiderne er blevet trukket igennem, vil Rusland på forunderlig vis altid ende ved sit oprindelige historiske udgangspunkt”. Russiske forfattere og tænkere har skrevet om ”det evige Rusland”. Under Putin har det vist sig, at der er en sandhed i den forestilling.

Styrken ved Rachlin som korrespondent, kommentator og forfatter har altid været hans indgående kendskab til det russiske sprog og til russisk kultur og historie. Det betyder, at han kan sætte Putin og hans tankesæt og adfærd ind i en større kultur- og mentalhistorisk sammenhæng. Og efter læsningen sidder man tilbage dybt foruroliget.

Læseren får nogle fine analyser af Putins vigtigste taler og artikler. En af dem, der tydeligst gengiver Putins opfattelse af ”den russiske verden”, er en artikel, han skrev han under valgkampen i 2012. Den viste, hvordan han på det tidspunkt havde overtaget tanker fra flere russiske eksilfilosoffer, især Ivan Iljin (1883-1954).

Iljin så Ruslands omverden som en samling fjender, der alle ville Rusland til livs, fordi de var bange for Rusland. Derfor forsøgte de at svække landet, ikke kun økonomisk og militært, men også ved at infiltrere den russiske ånd, som den ortodokse kirke havde formet. Ved at så splittelse og uro ville de hindre russerne i at forene sig. Denne tankegang genopliver Putin, blandt andet, når han fortæller den russiske offentlighed, at det eneste, Vesten pønser på, er at få kontrol over Ukraine, så de kan oprette fremskudte militær- og flådebaser tæt på Rusland.

I et centralt afsnit af artiklen, som bar titlen ”Det nationale spørgsmål”, overvejer Putin betydningen af russerne som statsbærende folk. Han konstaterer, at det russiske folk for længst har defineret sig som en multietnisk nation, der er knyttet sammen af en russisk kulturel kerne. Det har folket gang på gang bekræftet, ikke ved folkeafstemninger, men ved udgydelse af eget blod. Uden det russiske folk ville Rusland ikke kunne bestå som stat. Derfor er det afgørende at bevare den russiske dominans, og det er russernes store historiske mission at sammenbinde og forene de øvrige befolkningsgrupper i en fælles civilisation. Og dermed mener han et imperium. Men den russiske ”kulturkode” er kommet under pres fra Vesten i de seneste år. Derfor er det vigtigt at ”blive ved med at nære den, styrke den og beskytte den,” konkluderer Putin.

Budskabet i hans artikel var altså, at Rusland er en civilisation, som, skønt den bygger på en bestemt etnicitet, er skabt til at tage andre folk og nationaliteter under sine vinger. Med andre ord ligger det i Putins verdensbillede, at Rusland skal være et imperium. Et godartet imperium ganske vist. Et imperium med plads til andre folk. Men ikke desto mindre et imperium, og med en russisk kultur, der hverken er liberal eller demokratisk.

Der findes grupper og personer i Danmark, der nærer stor beundring for Putin og den civilisation og nationalitet, han har sat sig for at forsvare. Gad vide, om deres beundring kan holde til læsningen af Rachlins portræt og skarpe analyse? Også det ville være foruroligende.