En underfundig fortælling om skabelse

Erlend Loes lille eventyrbog ”Maria & José” fra 1994 med tydelige bibelreferencer blev inspiration til Rebecca Bach-Lauritsens eget forfatterskab

I Marias øre sidder den lille mand José og spiller cello for hende, mens hun sover.- Illustration af Kim Hiorthøy.
I Marias øre sidder den lille mand José og spiller cello for hende, mens hun sover.- Illustration af Kim Hiorthøy.

Jeg troede ikke, jeg kunne blive forfatter. Jeg havde i mange år skrevet på romaner, men de blev altid kun kvarte, for lange til at være noveller og for korte til at være en roman. En novelle er én ting, mens en roman er mere kompleks. Det, jeg havde lavet, kaldte nogen for lidt ordknapt.

Men en dag opdagede jeg Erlend Loes bog ”Maria & José”, der er oversat til dansk i 2000. Og det gjorde mig så glad af flere grunde, især fordi den er på 59 sider og er en roman. Og så er den helt fantastisk med mange lag til forskellige læsere.

Kvindelige kunstnere, forfattere og malere har gjort stort indtryk på mig, men på en mere diffus måde, som en cirkel af værker, der har rundet mig, som for eksempel Gertrude Stein og Frida Kahlo. Men Erlend Loes bog fik direkte noget at gøre med mit eget forfatterskab. Jeg fik et svar og en følelse af, at det, jeg har og kan, måske er nok.

Jeg blev præsenteret for bogen, da jeg lige var begyndt at studere på Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2008. Jeg kendte Erlend Loe, men ikke denne bog. Jeg har den norske version endnu. I mine øjne er den ikke specielt en børne- og ungdomsbog, selvom den præsenteres sådan. Alle kan læse den og få noget særligt ud af den.

Det er et underfundigt lille eventyr og i mine øjne en færdig roman. Der er en sproglig enkelthed, jeg også arbejder med, og så er den fuld af flotte illustrationer. Men det er selvfølgelig selve historien, der ramte mig.

Bogen handler om en ung smuk kvinde, Maria, med mørkt langt hår og en høj uddannelse. Hun arbejder i et multinationalt selskab og har nok i det. Mænd forelsker sig i hende, men det gør ikke noget indtryk. Hun kan bedst lide at arbejde, og om aftenen går hun hjem og drikker te og sidder ved sin pc og skriver med folk fra hele verden om kunst og arkitektur. Det hele er beskrevet meget konstaterende. Maria ved meget, men ikke, at der i hendes øre bor en meget lille mand ved navn José.

Da jeg læste det sidste første gang, måtte jeg hente en kop kaffe og lade den ligge lidt. Jeg har aldrig været til fantasy, men mere til virkeligheden, som jo er så vild i sig selv. For frem til side ni er den så realistisk, og jeg havde godtaget præmissen. Men så kommer den her lille mand, som har en lænestol og en seng inde i hendes øre og bor der med en smøg i flaben. Han har en cykel, og man får at vide, at det tager en halv time for ham at gå ned til Marias hofte, mens det kun tager tre minutter at cykle. Og når hun skal sove, spiller han cello for hende.

Der sker selvfølgelig det, at han forelsker sig i hende som alle andre mænd. En dag på en tur møder han et æg inde i hendes underliv. Ægget er varmt, og der skinner et magisk lys fra det. José kan ikke lade være med at kramme det, og så bliver Maria gravid, selvom hun ved, hun aldrig har været sammen med en mand.

José sidder hver dag ved fostret og spiller musik og læser bøger for det, der bliver til en lille pige, som hedder Rebecca, ligesom mig. Maria føler sig forelsket, men ved ikke hvorfor og af hvem.

Man kan selvfølgelig læse historien som en variation over Helligånden og Marias graviditet. Men det er også så befriende at læse, at tingene ikke nødvendigvis er, som vi går og tror og tager for givet. Når videnskaben finder frem til noget nyt, så ændrer forskerne jo det, de hidtil har antaget. Sandheden forandrer sig hele tiden, og det gælder for eksempel også stamcelleforskning. Der er forskellige sprog til at forklare disse ting med. Erlend Loe gør det meget poetisk og eventyrligt.

Jeg mener, alle kan læse denne bog, afhængig af hvor de er i livet. Hvis man er i humør til at reflektere lidt, så kan man sagtens sidde på en øde ø og gå filosofisk til bogens handling. Den gør det, en god bog kan, den kommer med sproglige billeder, man har lyst til at være i.

Bogen er fra Erlend Loes tidlige forfatterskab, da han var 25 år. Den er både naiv og klarsynet og konstaterende. Den er også en arketypisk fortælling om livets mirakel og skabelse. Og så er den moderne ved at vise, at familiestrukturer kan være mange ting.

Erlend Loe kan få absurditeter og usandsynligheder til at fremstå som det mest naturlige. I en anden bog af ham, føres der en samtale med en elg, og det giver bare mening. Men ”Maria & José” er mere poetisk end hans senere bøger.

I Marias øre sidder den lille mand José og spiller cello for hende, mens hun sover.- Illustration af Kim Hiorthøy.
Foto: Paw Gissel