Gigantisk lysinstallation skal være ARoS’ nye trækplaster

Donation fra Sallingfonden muliggør udbygning af kunstmuseet i Aarhus samt bidrager til Aarhus’ kulturhovedstadsprojekt

En kugleformet, sfærisk lysskulptur på 25 meter i diameter skal være ARoS' nye trækplaster. Se flere billeder ved at trykke på pilene i billedserien
En kugleformet, sfærisk lysskulptur på 25 meter i diameter skal være ARoS' nye trækplaster. Se flere billeder ved at trykke på pilene i billedserien. Foto: ARoS.

ARoS Aarhus Kunstmuseum vil udvide nedad og samtidig installere en kugleformet, sfærisk lysskulptur på 25 meter i diameter udført af den amerikanske kunstner James Turrell.

Kun en uge efter Erlend Høyersten tiltrådte som direktør for ARoS Aarhus Kunstmuseum i januar, præsenterede han internt en idé til en udvidelse af museet samt det spektakulære kunstværk, der kan bringe ARoS op i ligaen af verdens mest markante kunstmuseer. Fredag fik offentligheden så indblik i direktørens tanker, der med en donation på 100 millioner kroner fra Herman Sallings Fond nu er kommet et stort skridt videre en realisering.

”Fonden har bidraget væsentligt til, at vi om to-tre år kan skrive historie på ARoS, når det færdige projekt åbnes i kulturhovedstadsåret 2017,” siger Erlend Høyersten.

Projektet, som direktøren kalder ”The Next Level” består af to elementer, begge under jorden og forbundet til den eksisterende bygning: Kunstværket samt et 1400 kvadratmeter stort galleri med tilhørende magasiner.

James Turrells værk vil blive en integreret del af arkitekturen, som publikum kommer til at passere gennem eller omkring - ligesom med Olafur Elissons regnbue på taget af ARoS.

Foto: ARoS

Den samlede pris er 350 millioner kroner, og derfor er der endnu et stykke vej til en realisering af projektet. Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard erklærer sig begejstret for ideen, men der følger ingen penge med begejstringen. Kommunen vil dog bidrage med byggegrund og byggestyring.

Sallingfonden har udover donationen til ARoS også meddelt, at de vil donere 20 millioner kroner til fonden Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Direktøren herfra, Rebecca Matthews, håber, at donationen vil få en sneboldeffekt på erhvervslivet i Aarhus, så fonden kan nå sit mål med en indtægt på 100 millioner kroner fra fonde, sponsorer og EU.

Foto: ARoS
Foto: ARoS
Foto: ARoS