Ny oversættelse af ”Ulysses” gør hverdagen magisk

Årets vigtigste klassikeroversættelse udkommer i dag. James Joyces skelsættende ”Ulysses” er i den nye udgave både præcis og musikalsk

Billede fra en russisk opsætning af "Ulysses" med skuespilleren Polina Kutepova som den rablende Molly Bloom.
Billede fra en russisk opsætning af "Ulysses" med skuespilleren Polina Kutepova som den rablende Molly Bloom. Foto: Alexander Kurov.

På en rangliste over magiske år i kulturhistorien er 1922 favorit til en topplacering. I dette ”annus mirabilis” udkom det ene skelsættende modernistiske værk efter det andet fra forfattere, der i ruinerne efter Første Verdenskrig åbnede vores øjne for en radikalt anderledes måde at forstå litteratur og teologi på.

I løbet af dette år udsendte Virginia Woolf romanen ”Jacobs værelse”, T.S. Eliot offentliggjorde langdigtet ”Ødemarken”, og Karl Barth udgav sin store Romerbrevskommentar, der indvarslede den dialektiske teologi. Og så er der juvelen i 1922-bunken, dét værk, der fortsat læses mest intenst af dem alle, og som i dag udkommer i en fejende flot dansk nyoversættelse: ”Ulysses” af James Joyce.

Joyce ændrede romangenren

Med ”Ulysses” ændrede Joyce fuldkommen måden at skrive romaner på. Væk var den realistiske litteraturs ofte alvidende fortæller, der hele tiden holder læseren informeret om romanudviklingen. Væk var også den klassiske konvention om, at stilen i et værk skal gennemføres konsekvent, og at sætninger begynder med stort bogstav og slutter med et punktum.

Alt dette blæste irske James Joyce højt og flot på i sin søgen efter et sprog, der kommer tættest muligt på den måde, mennesket rent faktisk tænker og associerer på. Mest berømt er dette udfoldet i den fantastiske monolog i ”Ulysses”, hvor hovedpersonen Leopold Blooms kone Molly rabler løs over næsten 50 sider i en frit associerende monolog, afsluttende med det ekstatiske og livsbekræftende ord ”Ja”, der slutter romanen.

Derfor er ”Ulysses” på sæt og vis mere realistisk end en klassisk realistisk roman ved så præcist som muligt sprogligt at afspejle den manglende sammenhæng og det tilfældighedspræg, som vi alle oplever i løbet af en almindelig hverdag.

Realismen i ”Ulysses” kommer til udtryk gennem handlingens utallige sanselige detaljer. Det er virkelig en helt utrolig sanselig roman, fyldt med præcise beskrivelser af tilsyneladende trivielle fænomener fra den irske virkelighed, såsom krummer på et droskesæde, en ølhanes kurver, dunsten fra toilettønden og avisdrenges råberi. En detaljerigdom og beskrivelsespræcision, der i Karsten Sand Iversens smukt syngende oversættelse umuligt kan undgå at få læseren til at se med nye øjne på sin egen hverdag.

"Ulysses" sprængfyldt af sanselighed

I betragtning af at handlingen i ”Ulysses” kan stå på bagsiden af en tændstikæske (hovedperson vågner, går en tur i Dublin, foretager sig diverse trivielle ting og møder forskellige mennesker, kommer hjem ud på natten) er det ufatteligt, at den er så omfangsrig. Men alle de mange sanselige detaljer fylder godt op og tilføres lag på lag af betydning af værkets utallige henvisninger til kultur- og religionshistorien. Hvert af de 18 kapitler har således egen titel, scene, klokkeslet, kunstart, samlende symbol samt teknik. Ja, i et kapitel (nummer 14) er der hele 29 stilpasticher på færde. Kun ét sted er der en jeg-fortæller, og dét jeg tilhører ingen af de tre hovedpersoner: annonceagenten Bloom, sangerinden Molly eller den unge digterspire Stephen Dedalus, som er James Joyces alter ego.

Alt dette kan næsten ikke undgå at give førstegangslæseren åndenød, men ligesom man er i fare for at gå i stå med Bibelen, hvis man læser den fra side et, kan man også lette arbejdet med ”Ulysses” ved at begynde med kapitel fire. Her beskrives det på relativt genkendelig maner, hvordan Bloom om morgenen steger en nyre til sig selv, sludrer med katten, og serverer mad på sengen til Molly (hun har netop modtaget et brev fra den mand, som hun senere på dagen vil være Bloom utro med), inden han går på toilet. Lige ud ad landevejen. Derefter kan man så gå tilbage til begyndelsen, hvor Stephen Dedalus introduceres og handlingen, der var den ved udgivelsen blot 40-årige Joyces forsøg på at indfange hele den moderne verden i én roman om én dag i én by, går i gang.

Det enkle livs guddommelige styrke

At Joyce skildrede en moderne splittelse og tabserfaring betyder ikke, at al mening er forsvundet i romanen. Snarere viser ”Ulysses”, hvordan den i krigen og den moderne verden tabte overordende, metafysiske mening genfindes i det hverdagslige. Eller som den danske Joyce-kender Steen Klitgaard Povlsen formulerer det i bogen ”En dag i juni”:

”Først skal vi forstå, hvordan alle disse banale og subtile spidsfindigheder i virkeligheden handler om noget alment menneskeligt. Hvordan har vi det med vores familie, med vores seksualitet, og med de økonomiske omstændigheder, som vi har til rådighed. Og derefter skal vi forstå, at det enkle liv har en næsten guddommelig styrke”.

Dette kommer til udtryk i forskellige scener i romanen, der kan tolkes som kirkelige ritualer i en profan ramme, for eksempel i en berømt ”nadverscene” i kapitel 17, hvor Bloom laver en kop kakao til Stephen af mærket ”Epps”. Det beskriver Joyce i originalen som ”a massproduct”, altså et masseprodukt, men da ”mass” også betyder ”messe”, har ordet ”massproduct” en både verdslig og kristen betydning.

Dén dobbelthed er umulig at fange på dansk, så derfor oversætter Karsten Sand Iversen Epps-kakaoen til ”masseprodukt” (det gjorde forgængeren Mogens Boisen også, men han tilføjede så ordene ”den af Gud skabte kakao”, hvilket ikke står i originalen, og som derfor dårligt kan kaldes en oversættelse, men som inspirerer til at læse scenen religiøst).

"Ulysses" også god på dansk

Jeg læste ”Ulysses” første gang som studerende på universitetet og har nu nydt at genlæse romanen på dansk. Boisens oversættelse fra 1949 kender jeg derfor ikke, men tøver ikke med at anbefale Sand Iversens version helhjertet. Han har udført et fantastisk flot stykke arbejde med denne oversættelse, og enhver ros er i fare for at fremstå som sprogligt uformående i forhold til alle de smukke og musikalske danske udtryk, som han har fundet til at matche Joyces swingende sprog. Sand Iversen er måske den eneste danske oversætter, der har kunnet magte opgaven og har med sine over 30 år som bosat i Wales (nu bor han i Herning) helt særlige forudsætninger for at løse den kolossale opgave.

Det er slet ikke alting, som man forstår i ”Ulysses”, men man skal være godt tonedøv for ikke at opfange det danske sprogs mange dybder, når de udforskes og anvendes af Sand Iversen. Med ord som ”morastig”, ”kundbarligen”, ”kong gulerod”, ”bessefar”, ”babser” og mange andre danske vendinger fra både de høje og de lave registre har vi nu fået en dansk ”Ulysses”, der er tro mod ånden i Joyces skelsættende klassiker.