Det er ikke den eneste film, der er lavet over det kedelige kapitel i Tysklands historie, der sluttede med, at Berlinmuren faldt for 25 år siden. Men det er formentlig den mest kendte og hæderkronede.
Filmen ”De andres liv” af den tyske instruktør Florian Henckel-Donnersmarck har vundet adskillige priser, deriblandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2006. I filmen oplever man Stasi-agenten Gerd Wiesler i skikkelse af den nu afdøde skuespiller Ulrich Mühe udvikle sig fra dedikeret og overbevist agent, der samvittighedsløst udspionerer en kendt forfatter og landsmand, til et menneske, der langsomt begynder at betvivle rigtigheden af sit foretagende og det menneskesyn, der ligger til grund for hans handlinger.
Per Juul Carlsen, filmekspert og vært på P1-programmet ”Filmland”, mener, at en væsentlig del af årsagen til, at filmen blev så stor en succes, skal findes netop i karakteren Gerd Wiesler.
”Jeg vil mene, at det er den film, der kommer tættest ind i tankerne på de mennesker, der levede med overvågningen. Stasi-agenten Gerd Wiesler er en godt tænkt model, der gør, at filmen kommer til at virke så stærkt. Han er et sølle menneske, som vi kan se os selv i, fordi vi alle i virkeligheden går rundt og lurer og leder efter noget, vi kan have på hinanden. Jeg tror, at filmen blev en succes, fordi den ud over DDR-overvågningen også beskæftigede sig med det almenmenneskelige,” siger han.
Også Peter Schepelern, lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet, fremhæver Stasi-agentens karakter som medvirkende til, at filmen adskiller sig markant fra andre DDR-filmatiseringer.
”Ud over godt skuespil er der jo i filmen et mageløst melodramatisk frihedstema, hvor en person, der er systemets mand, tilsyneladende helt upåvirket gør, hvad det kræver af ham, men gradvist omvendes, fordi han fanges ind af noget af det, der undertrykkes i hans system, nemlig kunsten,” siger han.
”De andres liv” har også spillet en rolle for den tyske selvforståelse i dag, vurderer Peter Schepelern. Hvor nazismens holocaust i mange år efter Anden Verdenskrig var for grusom og ubegribelig til, at man kunne lave en decideret 'heltefilm', forholdt det sig anderledes med DDR-tiden. For trods overvågning og en begrænset personlig frihed var det tidligere Østtyskland trods alt ikke et regime forbundet med massedrab og likvideringer.
”Efter Det Tredje Rige kom delingen af Tyskland, hvilket bestemt ikke var lykkeligt. Men med en film som 'De andres liv' fik tyskerne nu muligheden for at sige til sig selv og andre: 'Husk, at der også var folk, der stillede sig op og var modige. Der var faktisk mennesker, som kæmpede for det gode'. Sådan som Stasi-agenten i 'De andres liv'. Den slags skikkelser kan det moderne Tyskland bruge til at spejle sig i,” siger Peter Schepelern.
Per Juul Carlsen påpeger, at filmen ud over at skabe identifikation også gav tyskerne mulighed for at reflektere over en epoke i deres lands historie, som endte meget brat med Berlinmurens fald i november 1989.
”Murens fald skete så ekstremt hurtigt, og jeg tror, at der efterfølgende i Tyskland var et behov for at bremse op og dels se på, hvad der overhovedet skete, og dels på, hvilken effekt det faktisk havde på dem selv,” siger han.