Der er litteratur, hvor temaet, miljøet og personernes psykologi er det vigtigste. Og der er litteratur, hvor sproget og stemmen påkalder sig opmærksomheden og sætter alt andet i skygge.
Hans Otto Jørgensens novellesamling ”Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi” tilhører den sidste kategori. Hvad der efter endt læsning sidder tilbage, er mindre, hvad novellerne handlede om, end den særlige sætningsopbygning og den tone, som præger dem. Det går så nogenlunde sådan her:
At læse Hans Otto Jørgensen. At mærke det sprog. At få den følelse. Det er den manér, der er. At det skulle være noget. At det skulle gøre noget. Det er noget.
Det er denne på én gang ubestemte og bestemte måde at skrive på. Den, der sætter subjektet i parentes og lader selve tanken og sproget træde i stedet. Det hypotetiske. At tænke sig.
Det handler om et menneskeligt fravær og om en masse døde mennesker. Først og fremmest handler det om børn, der mister deres mor og det nærvær og den omsorg, som hun står for. Det er pinagtigt, når man er en dreng, og det er endda skamfuldt at vise, at man er påvirket af at være moderløs, at man er udenfor og alene.
Novellerne er en stadig kredsen om de døde og dem, der skal dø. Det kan være elementært gribende, når en dreng mister sin mor og skal til at finde ud af alting selv, og det kan være mystisk, når afdøde forfattere pludselig optræder blandt de levende igen. I ”Venner for livet” ophæves tidens gang i fiktionen, idet en forfatter i en slags hallucination omgås den østrigske digter Ingeborg Bachmann, billedkunstneren Wols, den mystiske digter B. Traven og den nulevende finske digter Jyrki Kiiskinen helt på linje med fiktive figurer. Det tre første er døde - måske for egen hånd, så også her er døden og ophøret et centralt tema, uden døden dog får lov at kaste den betydning af sig, at den giver livet en slags mening, eller at den selv fremstår som klar konsekvens af en livsholdning
Der kredses også her om identitet, og der gøres op med den populære forestilling om, at fortællingen skulle give og sikre identiteten. At der skulle findes en skæbnefortælling, der kan fortolke vores liv og give det mening og retning. I stedet sættes en forestilling om stadige skred og om et ”virkningsfelt”. Der er ikke nogen inderste kerne, ikke nogen personlig historie, men nok en række begivenheder og tilstande: ”Der er ikke en fortælling, som man vil kunne finde trøst i, for der er ingen fremdrift, ikke noget, som logisk fører fra den ene sammenstyrtning til den anden, der er ikke noget A og B.”
Der er heller ikke nogen fremdrift i de fleste af de noveller, Hans Otto Jørgensen skriver. I pressemeddelelsen til bogen kan man da heller ikke finde ud af, hvordan man skal omtale dem. Et sted kaldes de noveller, et andet sted fiktionsstykker. Det sidste er det mest præcise. Nemlig stykker og ikke nogen helhed eller nogen traditionel handling. ”Det er det, vi har for os, et udsnit. Ikke et hele.” Og måske er der slet ikke et menneskeligt hele at forholde sig til. I hvert fald bliver det i denne samling kun til et tilløb til en novellecyklus, men cyklussen fastholdes netop ikke og opløser sig i fragmenter. De fragmenter kan være sært inciterende, særligt i begyndelsen af bogen, men de kan også, hvad enten de er fortænkte eller hallucinerede, mangle fascinationskraft. Og den kan Jørgensens egensindige sprogføring ikke alene veje op.