Prøv avisen
Bog

Sandheden fortælles altid i nutid

Kjell Westö: Luftspejling 38. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 400 sider. 298 kroner. Batzer & Co. Arkivfoto af forfatter Kjell Westö.

Kjell Westö, årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, spejler den store historie i den lille. Forfatteren er på BogForum i denne weekend

”Der er en muzak overalt i Danmark,” skriver Peter Høeg i sin seneste roman, ”en sang, der handler om, at vi bare skal nyde livet. Det er en sirenesang. Den skal få os til at glemme, at vi lever i et tidsvindue, der står åbent ganske kort.”

Sådan en muzak lyder også i den lille mandegruppe, bestående af seks velbjærgede, svensksprogede finner, der hver måned samles i den eksklusive Onsdagsklubben for at ”opretholde og uddybe den politiske og kulturelle samtale på svensk i Helsingfors”.

Her er høj cigarføring, velvoksne sjusser, komfortabel enighed og åndfuld stemning.

Men det bliver sværere og sværere. Især da den ene er jøde, den anden er om ikke nazist, så dog en betænkelig sympatisør, og den tredje er løbet med den fjerdes smukke kone.

Året er 1938. I forgrunden buldrer Hitler, jødeforfølgelser og indmarchen i Østrig. I baggrunden Den Finske Borgerkrig 20 år tidligere - der efterlod et lag af blod og smerte, som aldrig har sluppet landets krop.

I den erindring er der ingen muzak, kun melankoli og natlige mareridt. Det ved om nogen den ene af vores to hovedpersoner, sekretæren Matilda Wiik.

Udenpå er hun rolig, dulmer dagene med arbejde, film og billeder af amerikanske skuespillere.

Men indeni vokser en hævntørst, vakt af en stemme bag Onsdagsklubbens lukkede dør. Den samme stemme, der engang for mange år siden lød tæt ved hendes øre i mørket, når hun igen og igen blev voldtaget i fangelejren. Fru Wiik var ”rød”, 16 år gammel og havde mistet begge sine forældre under borgerkrigen.

Klubben bag døren består af lutter ”hvide”. Og det er hendes egen indre stemme, som hun kalder Miljapigen, der nu kræver hævn.

Kort forinden har den dygtige fru Wiik fået job hos advokat Claes Thune, der er romanens anden hovedperson. Et anstændigt og liberalt menneske, der nok er initiativtager til Onsdagsklubben, men også (bortset fra jøden Jary) er den, der først ser hulheden i klubbens muzak. Og så har han sin egen tragik, fordi konen har forladt ham til fordel for hans bedste ven.

Han bliver den eneste, der får løftet en flig af fru Wiiks historie.

Hvem stemmen tilhører, ved vi først til allersidst. På den måde forvandler den finsk-svenske forfatter Kjell Westö - der i sidste uge modtog Nordisk Råds Litteraturpris - en historisk roman med to fine menneskeportrætter til en gedigen nervegyser. For hvad går hævnen ud på? Og hvem er den skyldige, der som en mus mod en klapfælde træder mere og mere ind i hendes liv?

Men måske står romanen allerstærkest, fordi den har sin egen indre stemme, der løfter fortiden ind i nu-tiden, ind i en verden fuld af kriser og kaos. Og dermed peger direkte på os selv. Hører vi efter? Eller har også vi for travlt med at planlægge det næste møde i Onsdagsklubben?